1944 – Fyldt møbeloplag i Kolding brændt

Skaden løber antagelig op i 150.000 kroner

En ret kortvarig, men meget heftig brand hærgede i de tidlige morgentimer i dag en bygning på Østergaardsvej, hvor der tidligere har været rammefabrik, men hvor nu vognmand Ejnar Kanne har møbelopmagasinering. Inden det lykkedes det brandvæsenet at få ilden slukket, var bygningen nærmest ødelagt og med den 60 møblementer, der var anbragt i ejendommen samt to personbiler, så skaden er meget betydelig.

Betjentene opdagede branden

Branden opdagedes mellem kl. 3.30 og kl. 4 i morges af et par reservebetjente, som patruljerede på banelinjen for enden af Østergaardsvej. Medens den den ene af betjentene løb hen til stedet, dels for at vække beboerne i nabohusene til den brændende bygning og dels for at komme til ene telefon, løb den anden hen til politivagten for derigennem at få slået alarm til brandvæsenet. På dette tidspunkt var ilden allerede brudt igennem taget, og der udvikledes en voldsom varme, som fik malingen til at skalle i naboejendommenes vinduer og døre. Størst fare var der for glarmester Nielsens ejendom, hvor et gavlvindue vendte lige ud mod den brændende bygning, men det lykkedes dog ret hurtigt at afværge faren for, at ilden skulle brede sig yderligere. […]

Brandårsagen uopklaret

Nogen oversigt over skaden har man endnu i formiddags ikke, men man kan antagelig selv ved en forsigtigt vurdering anslå den til at ligge på omkring 150.000 kr. Dels er møblerne i dag meget kostbare, og dels er der de to ødelagte biler at tage hensyn til. Naturligvis har vognmand Kanne forsikret, og forsikringen dækker rimeligvis det rent økonomiske tab, men under de forhåndenværende forhold er møblementerne ganske uerstattelige for ikke at tale om det dækketøj .m.m., som er brændt. Det lader sig end ikke købe for penge i dag. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. juli 1944