1941 – De faldne fra 1864 mindes

En højtidelighed i går på Dybbøl
Sønderborg, fredag (RB)
Den 18. april mindedes i dag i Sønderborg og på Dybbøl med almindelig flagning. Garnisonen i Sønderborg marcherede i løbet af dagen til Dybbøl, hvor Sønderborgs kommandant, oberstløjtnant Freiesleben, talte til mandskabet om de faldne fra 1864. Fra hæren nedlagdes kranse med rød-hvide bånd både ved du Plat-stenen, ved fællesgravene og mindestenen for de faldne nordiske frivillige. Endvidere nedlagdes kranse ved alle de mange spredte grave i Dybbøls kampterræn.

Tusinde til mindegudstjeneste i Sønderborg
I anledning af den 18. april havde Dansk Ungdomssamvirke i Sønderborg i aften arrangeret en mindegudstjeneste i Sønderborg Kirke, der overværedes af ca. 1.000 mennesker. Provst Hee Andersen fra Næstved prædikede, og der blev sunget af Sønderborg blandede Kor under ledelse af lektor Chr. Ottosen. Bagefter var der en sammenkomst på ‘Sønderborghus’, hvori deltog 4-500 mennesker. Dér bød Dansk Ungdomssamvirkes formand, S. Wisse, velkommen, og redaktør Larsen, Sønderborg, udbragte et leve for Kongen, til hvem der afsendtes et hyldesttelegram. Desuden holdt provst Hee Andersen foredrag om hæren og folket.

Kilde: Aarhus Amtstidende, 19. april 1941.

1941 – Strenge tugthusstraffe i Tyskland for at lytte til den engelske radio

Der er faldet domme på op mod syv års, og bladene offentliggør strenge advarsler mod forbudt aflytning
København, mandag, KG.
Redaktør Kronika meddeler til Nationaltidende fra Berlin:
Den tyske presse offentliggør meget strenge advarsler imod at aflytte engelsk radio, og der meddeles samtidig en række straffedomme for forbudt radiolytning. Der er i en lang række tilfælde tale om tugthusstraffe på indtil tre, fem og syv år.

Kilde: Ribe Stifts-Tidende, 27. januar 1941.

1941 – Navne og noter

Borgmester Knud Hansen, Kolding
I går, den 3. januar, kunne borgmester Knud Hansen, Kolding fejret et ualmindeligt jubilæum, idet han da havde medlem af Kolding Byråd i 35 år, og desuden kan han den 8. januar fejre sin 75 år fødselsdag.

Knud Hansen er fynbo, men kom i slutningen af firserne til Kolding som ølkusk. Han tog ivrig del i den faglige bevægelse og virkede fr a1898 til 1905 som viceforretningsfører i Bryggeriarbejderforbundet. Imidlertid var redaktøren af Kolding Social-Demokrat, Niels Andreasen, blevet forflyttet til Næstved, og Knud Hansen blev nu valgt til hans afløser. Straks efter – altså ved begyndelsen af 1905 – indvalgtes han i Byrådet, skønt socialdemokraterne ikke havde stemmer til at få nogen ind. Det samme skete med socialdemokrater i mange andre byer, men der var det næste altid i samarbejde med Venstre.
I 1920 indvalgtes han i Folketinget, da vi fik den nye valglov, og han havde sæde der til 1937, da socialdemokraterne for første gang fik flertal i Kolding Byråd, og Knud Hansen udpegedes som borgmester og derfor nedlagde sit mandat i Folketinget. Gennem de 35 år har han i høj grad været med til at præge sin by, som han omfatter med den største kærlighed.

Kilde: Randers Dagblad og Folketidende, 4. januar 1941.

1940 – Redaktør Therkildsen dømtes

Bondepartiets gerninger kan ikke sammenlignes med Rane Johnsens
Ved Civilretten i Kolding er der i dag faldet dom i folketingsmand Vald. Thomsens sag mod redaktør Therkildsen, Kolding Folkeblad. Vald. Thomsen har anlagt sagen i anledning af et referat fra en høstfest i Gjesten, hvor rejsesekretær for Venstres Ungdom, Henry Hansen, Skærbæk, havde sammenlignet Bondepartiets gerninger med Rane Johnsens. Redaktør Therkildsen idømtes en bøde på 400 kr. til statskassen, subsidiært 14 dages hæfte. Desuden skal han betale 125 kr. til dækning af sagens omkostninger og sigtelserne blev kendt ubeføjede.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 28. december 1940.