1944 – Engelske krigsfanger skudt under flugt fra tyske fangelejre

Den tyske rigsregering afviser de engelske påstande om mord
Berlin, (RB)
I marts i år foretog engelske krigsfanger i større omfang udbrud fra forskellige lejre i Tyskland. De forholdsregler, der blev truffet for atter at sætte flygtningene ind i lejrene, blev kronet med et fuldstændigt resultat. Det viste sig, at der var blevet forhindret en planmæssig aktion, der delvis var blevet forberedt i forbindelse med udlandet. Ved tilbageførelsen til lejrene af de fanger, der var flygtet, måtte de tyske sikringsstyrker i flere tilfælde gøre brug af skydevåben, idet fangerne ydede modstand eller forsøgte at flygte. Et antal af disse krigsfanger mistede livet.

Rigsregeringen underrettede via Schweiz som beskyttelsesmagt den engelske regering om disse begivenheder. Derudover lovede den, at der efter undersøgelsernes afslutning ville blive udsendt en afsluttende definitiv beretning. I den mellemliggende tid er den engelske udenrigsminister Eden ikke veget tilbage for i Underhuset at fremsætte den uhyrlige påstand, at de britiske fanger skulle være blevet myrdet i Tyskland. […]

Kilde: Uddrag, Demokraten, 23. juli 1944.

1944 – Reservebetjent skudt på Højbroplads

Da han lyste på mistænkelige personer

Reservebetjent L. Kaspersen er i aftes kl. 23.45 bleven skudt på Højbroplads. Han patruljerede sammen med en kollega, og de lyste med deres lygter mod et par mistænkelige personer, der sneg sig over pladsen. Der blev råbt: “sluk de lygter for helvede!”, og i det samme blev der affyret 5-6 skyd. Et af dem ramte Kaspersen i brystet, og han var død, inden ambulancen nåede til hospitalet med ham. Kaspersen boede i Hjort Lorenzens Gade 11.

Kilde: Kolding Folkeblad, 29. april 1944.

1944 – Direktør skudt ned i morges

Dødelig såret efter overfald af flere mænd

København, RB.

Den 52-årige direktør, civilingeniør V. Børsholt, Emmanuel Olsens Vej 9, er i morges på C. F. Richsvej blevet beskudt af flere revolverbevæbnede mænd, som straks efter tog flugten. I en ambulance blev den bevidstløse mand ført til Frederiksberg Hospital, hvor det viste sig, at han var ramt af fire projektiler, hvoraf et gennem brystet og gennem ryggen, mens de øvrige kun havde tilføjet ham lettere beskadigelser. Ingeniør Børsholts tilstand anses for håbløs.

Kilde: Kolding Folkeblad, 29. april 1944-

1944 – Den unge Koldingensers morder fanget?

Politiet har anholdt en 18-årige arbejder fra Nordværk og en kvinde

Som omtalt er den 21-årige Svend Erik Prætorius Møller, S. af bogholder Hans Møller, Thurasvej 12, Kolding, natten til torsdag pludselig død i sit logis i København, Nordborggade 8, stuen. Det kan nu oplyses, at den unge mand, der var sabotagevagt på fabrikken ‘Nordværk’ i Rovsinggade, er død som følge af et skud gennem hovedet. Drabet menes sket kl. 2.30 om natten. Møller var ved midnatstid kommet hjem fra vagt og var gået i seng. Han blev fundet i pyjamas liggende i en stilling, der tydede på, at han er blevet ramt af et øjeblikkelig dræbende skud i hovedet, mens han stod foran vinduet, som han havde lukket op, rimeligvis fordi der er kaldt på ham.

Beboeren i ejendommen har hørt et skud ved 2.30-tiden, men ingen undersøgte sagen, og drabet blev først opdaget, da Møllers værtinde kom for at gøre i stand på værelset. Skuddet har været øjeblikkeligt dræbende, idet det har ramt i øverste højre side af hovedet. Projektilet fandtes siddende i vinduets træpanel. Den dræbte unge mand var født i Haderslev, og kom med sine forældre til Kolding for en lille snes år siden.

Er det morderen?

Kriminalpolitiets politiske drabsafdeling har i aftes anholdt en 18-årige ung mand, ansat på ‘Nordværk’ i Rovsinggade, sigtet for at være gerningsmand til mordet. Desuden er en 22-årig gift kvinde, der også kendte den myrdede, anholdt, sigtet for medviderskab. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. april 1944.

1943 – Civil dansker skudt, da han anden gang forsøgte at flygte

Anholdt af en tysk militærpatrulje på gaden i Aabenraa

Fra kompetent tysk militær side meddeles:

Natten til fredag den 17. september blev den danske statsborger Rasmus Lund anholdt af en tysk militærpatrulje i nærheden af Callesens Maskinfabrik i Aabenraa, fordi han færdedes på gaden i spærretiden uden at være i besiddelse af passerseddel. På vejen derfra til vagtlokalet standsede patruljen en anden person, der ligeledes færdes på gaden, og undersøgte hans papirer. Lund benyttede denne lejlighed til at foretage et flugtforsøg, men blev straks igen pågrebet og underrettet om, at der ville blive skudt, hvis han foretog yderligere flugtforsøg. Da man lidt efter passerede et gadehjørne, forsøgte Lund på ny at undfly. Den tyske patruljefører forfulgte ham på cykel, opfordrede ham til at standse, og affyrede, da Lund løb videre, et skud efter ham, dog uden at træffe ham. Da den anholdte stadig vedblev at købe, afgaves yderligere tre skud efter ham. Rasmus Lund blev ramt, og styrtede om. Han blev af patruljen bragt til et lokale i Callesens Maskinfabrik, hvorfra han senere blev afhentet i en ambulance. Under kørslen til sygehuset afgik han ved døden som følge af sine sår.

Denne begivenhed viser, at det er overordentligt farligt ikke at rette sig efter de anvisninger, der gives af vagtposter eller patruljer af den tyske værnemagt: De har ordre til at gøre bryg af deres skydevåben, såfremt, mistænkelige personer forsøger at flygte og ikke standser på anråb.

Kilde: Kolding Folkeblad, 18. september 1943.