1944 – Bombe-katastrofen i persontoget

Forespørgsel fra Kongen til ofrenes befindende – undersøgelserne fortsættes, bl.a. for eventuelt at finde sprængstoffer fra den anvendte bombe.
Kongen har gennem sin adjudant fra Sorgenfri ladet forespørge til Lillerød katastrofe-ofrenes befindende. Forespørgslen blev rettet telefonisk til Hillerød Kriminalpoliti, hos hvem Kongens adjudant også fik oplysning om de nærmere enkeltheder ved katastrofen. Adjudanten gav også udtryk for Kongens deltagelse med de såredes og med dødsofrenes efterladte.

De tre dødsofre
Som i går meddelt har katastrofen krævet tre dødsofre. Den 62-årige toldassistent Valdemar Madsen, Nordre Banevej 32, Hillerød, var på vej til København for at søge specialist for sine øje, som på grund af en forkalkning var blevet stærkt svækket. Han fik begge øjene slået ud af træsplinter. Madsen begundte ved toldvæsenet i 1899 i Kalundborg og kom allerede kort efter til Hillerød. Det andet dødsoffer, fru Ingeborg Poulsen, blev ligeledes 62 år. Sammen med sin mand, der har været dyrlæge i Amerika, men som nu bor uden for Hillerød, har hun opholdt sig en del år i De forenede Stater. Der er ingen børn i ægteskabet. Katastrofens tredje dødsoffer er den 22-årige landarbejde Chr. Nielsen, der stammer fra Nr. Omme og nu havde plads på Kagerup-egnen i Nordsjælland. Den unge mand var forlovet. […]

Kilde: Uddrag, Demokraten, 29. juli 1944.

1943 – Undtagelsestilstandens ophævelse

Generaldirektoratet for statsbanerne meddeler:

Alle begrænsninger i billetsalg til hurtigtog er ophævet, og der vil ikke foreløbig blive krævet adgangsbilletter til færgerne over Storebælt.

Amalienborg og Sorgenfri

Det danske politi overtog igår vagten på Amalienborg, hvor nu to karabinbevæbnede politibetjente er posteret foran Kongens Palæ og to foran Kronprinsens. Vagten ved Sorgenfri Slot, hvor Kongen for tiden opholder sig, er ligeledes i går overtaget af politiet.

Rigstelefonsamtaler som normalt

Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsen meddeler:

De hidtil gældende indskrænkninger vedrørende bestilling af indenlandske rigstelefonsamtaler er bortfaldet.

Spærretid er hævet i hele Jylland

, undtagen i Thisted, hvor der foreløbig er færdelsesforbud fra kl. 23 til 6. […]

Færdselsforbud i Odense

Efter at den militære undtagelsestilstand er hævet, har den konstituerede politimester i Odense, politifuldmægtig Rasmussen af hensyn til oprettelse af ro og orden besluttet at indføre en færdselsindskrænkning, der gælder for tidsrummet kl. 23 til 5. Restaurationer og forlystelsessteder skal lukke kl. 22.

Berlins kommentar

Berlin, RB.

Ophævelsen af undtagelsestilstanden i Danmark bliver i Berlin betegnet som et yderligere skridt til genoprettelsen af normale tilstande i dette land. I denne forbindelse betones det, at man fra tysk side stedse har haft ønsket om opretholdelse af ro og orden som rettesnor.

Kilde: uddrag, Kolding Folkeblad, 7. oktober 1943.

1943 – Konges uheld

Snublede på gulvet på Amalienborg

[…] I forbindelse med kongens sengeleje i disse dage nævnes det, at kongen for et par år siden var ude for et lille uheld, idet han snublede på gulvet i sit hjem på Amalienborg og forslog venstre fod lidt. Det menes at være dette lille uheld, der bevirkede en smule feber, som man måtte tage fornødne foranstaltninger mod ved at lade konge gå til sengs.

I hofkredse vil man betragte det som givet, at kongeparret har til hensigt så tidligt som muligt i foråret at forlægge residensen fra Amalienborg til Sorgenfri, således at kongen kan komme til at nyde den sidste del af rekonvalescenstiden i Sorgenfri Slotspark. Kongens omgivelser glæder sig i øvrigt stærkt over kongens gode humør, der er stærkt medvirkende til, at hans almenbefindende fortsat heldigvis betegnes som fuldt ud tilfredsstilende.

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 28. februar 1943.