1942 – Lunderskovulykken vist på lysbilleder i kriminalretten

Domsforhandling i Kolding Kriminalret i sagen mod overassistent Andersen, Lunderskov

Under medvirken af domsmændene cigarhandler Wald. Knudsen, Kolding, og proprietær Flensborg behandlede Kolding Kriminalret i dag sagen om Lunderskov-ulykken, der fandt sted den 13. juni kl. 23.48 om natten og hvorved en dansk hjælpebremser fra Fredericia, Stein og 3 tyske soldater blev dræbt.

Til stede i retten var tiltalte, overassistent Andersens private engagerede forsvarer, HRS. Dr. jur. Hartvig Jacobsen, og en række fremtrædende jernbanefolk, repræsenterede de forskellige organisationer, således D.S.B.s afhøringer efter ulykken, Stationsforstanderforeningens formand, stationsforstander Høgsgaard fra Nørreport i København, Jernbaneforeningens sekretær, From-Hansen, Hovedbanegården i København, stationsforstander Nørgaard fra Kolding og mange andre jernbanefolk, så at tilhørspladserne var så overfyldt, at tilhørerne måtte stå op.

Anklageren, politifuldm. Ahrenbrandt, præciserede indledende, hvorfor man havde rejst tiltale mod overassistenten. Man ville mene, at denne kunne have gjort tre ting for at forhindre sammenstødet: 1) Han kunne have lade toget køre frem til den forreste vandkran, 2) have ringet til blokposten om at sætte “stop”, hvis der ikke var sat stop, og 3) han kunne selv have udløst den plomberede kontakt. Man gik derefter over til at fremvise en række lysbilleder, optaget af den tekniske afdeling og som viste de forskellige forhold, både på ulykkesstedet og i de forskellige sikkerhedsposter.

Udspurgt af anklageren redegjorde overassistent Andersen, som i det sidste retsmøde, for, hvordan aftenen var forløbet, og hvordan hans tjenestetid lå. Han havde om aftenen modtaget et telegram om, at der ville passere et særtog fra Padborg med 40 vogne af en bestemt last med 4 stødvogne op mod maskinen og 3 stødvogne bagud. Toget viste sig at være længere en beregnet. Der plejer ikke i telegrammerne at stå noget om, hvor mange vogne et tog består af. Det viste sig, at der var hæftet yderligere et antal vogne på toget – 7 eller flere – uden at Andersen eller nogen anden på stationen havde fået det at vide. Men togets længe skulle uden betydning – normalt – da man havde en sikkerhed i tilbagemeldingen (til Vamdrup). Men da togfører Frandsen på tog 9179 (det, der blev påkørt) var kommet over til overass. Andersen, der var fungerende stationsforstander, og havde meldt sig dårligt kørende og havde forhørt om gennemkørsel direkte til Fredericia, havde Vamdrup rykket for tilbagemelding, og Andersen havde da vendt sig til Frandsen og spurgt, om toget var “inde med slut” – havde fået bekræftende svar, men tænkt, at der var i orden, skønt Frandsen havde tænkt på, at toget var inde med baglanternerne på. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. november 1942.

1942 – Tirsdagens tyske hærberetning

Førerhovedkvarteret (RB)

Værnemagtens overkommando meddeler:

I det tæt skovklædte terræn i de vestkaukasiske bjerge blev hård fjendtlig modstand i betonstillinger brudt til trods for ugunstige vejrforhold. På pasvejen til Tuapse oprettedes på selve vejen forbindelse mellem de to angrebsgrupper, der havde kæmpet sig frem fra henholdsvis nord og syd for vejen. I Terek-afsnittet strandede fjendtlige modangreb. Under luftkampe blev 10 sovjetrussiske flyvemaskiner skudt ned.

I den nordlige forstad til Stalingrad fravristede de tyske tropper sovjetrusserne en yderligere gruppe huse. Kampene til rensningen af kanonfabrikken “Røde Barrikades’ fabriksterræn vedvarer endnu. Nærkampflyvere bombarderede hovedsagelig de stærkt udbyggede støttepunkter i fabrikken “Røde Oktober”. Bombemaskinstyrker tilintetgjorde i området ved nedre Volga flere transporttog, en bugserdamper og 6 henstillede flyvemaskiner. Ved Don-fronten afviste rumænske tropper fjendtlige angreb. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. oktober 1942.

1942 – En 11-årig døvstum dreng dræbt af toget i Kolding Skov

Han var hjemme på ferie fra Døvstumme-instituttet i Fredericia og kom fra et besøg hos sin tante. Fra ulykkesøjeblikket til drengen blev fundet, gik en time.

Da to unge mænd i går eftermiddag passerede gennem Kolding Skov, fandt de på Troldhedebanens banelegeme, hvor stien går fra Marielund op til Skovløberhuset, en skikkelse liggende livløs mellem skinnerne, og ved siden af lå en knust cykel. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en frygtelig lemlæstet dreng. Han var død, og de unge mænd skyndte sig over på Marielund, der lå nærmest ulykkesstedet, og herfra tilkaldte de Falcks Redningskorps.

Kort efter at ambulancen var nået frem, var vi på ulykkesstedet. Ambulancen holdt ved siden af Troldhedebanens spor, og midt imellem skinnerne lå den forulykkede dreng. Hans livløse legeme var dækket til. Man kunne tydeligt at sporene fra hans cykel se, at han var kommet cyklende ned ad stien, der går over banen og langs med søen. Fra det sted, hvor cykelsporet holdt op, og 10-15 meter hen langs med skinnerne og i mellem disse, var jorden revet op, og der kunne ikke være nogen tvivl om, at drengen var kørt ind mod toget, var kommet under dette og blevet slæbt med et stykke.

Fundet tilfældigt en time efter ulykken

Ved en opringning til banens kontor oplystes det, at det sidste tog fra Kolding var afgået kl. ca. 13.30, og det bestod kun af lokomotivet og en vogn. Da drengen blev fundet, var klokken ca. 14.30. Ulykken var med andre ord ikke blevet bemærket af togets personale, og som følge af regnvejret var ingen passeret forbi på stien. I den korte ventetid, indtil politiet kom, havde vi en samtale med de to mænd, der først fandt den forulykkede dreng. Det var to vandrere, Svend Aage Jensen og Anker Christensen, begge fra Frederikshavn. De bor for tiden på Vandrehjemmet, og i går eftermiddag ville Jensen, der tidligere har ligget som soldat i Kolding, vise sin kammerat byen og dens nærmeste omgivelser. De var således gået en tur i skoven langs med søen og straks, da de så den lille skikkelse ligge mellem skinnerne, slog det dem, at der vat sket en forfærdelig ulykke. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 12. august 1942.

1942 – Forsøg på togattentat ved Bramminge St.

Store sten anbragt på sporene umiddelbart før stationen. Toget knuste stenene, der fløj til alle sider.

Der er i går eftermiddags udøvet et ualmindelig ondsindet attentat mod Esbjergtoget, der ved 17-tiden ankommer til Bramminge station. Ved viadukten, der går over vejen til Gørding, var der blevet anbragt flere tunge sten på jernbanesporene, og lokomotivføreren opdagede dem ikke, før det var for sent, og kørte ind i dem. Det tunge tog maste stenene fuldstændig, og stensplinter fløj til alle sider. En banearbejder fra Bramminge arbejdede ude på linjen og havde lige taget sin skinne cykel af sporene for at lade toget passere, da han hørte braget og så en regn af stenstumper blive slynget i vejret. Han troede, at en katastrofe var uundgåelig; men det vist sig altså at gå bedre end antaget.

Man står fra stationens ledelse uforstående over for den gemene streg, da der i krydset mellem Brande-sporet og Lunderskov-linjen opholdt sig flere banearbejdere, hvis opmærksomhed attentatmanden må have unddraget sig. Tilfældet minder en del om et forsøg ved Esbjerg sidste efterår, hvor der var anbragt nogle sveller over et jernbanespor. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. august 1942.

1942 – Ud at stå – med D.S.B.

Trods vanskeligheder og henstillinger rejser folk i stort antal – Kolding Station har haft større salg end sidste år.

Dyre billetpriser – nedskårne køreplaner – indskrænket Storebæltsoverfart og overfyldte tog. Alt dette er kun en lille del af de vanskeligheder, som tiden har ført med sig for rejselivet, og alligevel lader det ikke til at genere det rejsende publikum, så det afskrækker fra at rejse i ferien.

Stigningen i de rejsendes antal er, trods statsbanernes henstillinger, kolossal, og enkelte jernbanestationer rundt om i landet kan melde om rekordsalg i den tid af ferien, der allerede er gået. Også på Kolding Station har man haft en travl tid. Ganske vist har man har den værste rejsetravlhed kulmineret, men stationspersonalet har måttet arbejde til tider overordentlig intens for at få det alt sammen til at glide så gnidningsløst som muligt.

Har De haft større billetsalg i sommerferiesæsonen efter alle Knutsens formaninger til sine aktionærer og kunder om at blive hjemme i år? spørger vi stationsforstander Nørgaard.

“Billetsalget har været stigende”, lyder svaret. “Folk rejser måske ikke mere, men de har jo ikke haft andre befordringsmidler, de har næsten udelukkende været henvist til statsbanerne. Folk har ikke ladet sig afskrække af de stigende billetpriser eller af advarsler, togene er fyldt til randen. De lange eksprestog tager 5-600 rejsende på siddepladserne, men når alle ståpladser er optaget – og det sker jo jævnligt – er der nok et lille tusind passagerer i sådant tog. I disse tider er man udmærket tilfreds selv med en ståplads”.

Har færgebilletterne voldt vanskeligheder?

“Ikke så meget, som man skulle have ventet. Der har faktisk kun i dag til i morgen været udsolgt over Storebælt, men det skyldes måske den udmærkede forbindelse østpå fra Kolding kl. 9, hvortil der ikke behøves færgebillet, og for de morgenduelige har vi jo en forbindelse, der herfra ved godt 4-tiden – også uden færgebillet”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 25. juli 1942.

1942 – Risikomomentet ved al trafik kan nu engang ikke bortelimineres

Nogle fredericianske jernbanemænd om de forhold, hvorunder de arbejder i dag.

Navnelisten på De Danske Jernbaners Mindelund på volden i Fredericia vokser stærkt i disse år. Navn føjes til navn på jernbanefolk, som døde i deres tjeneste, og som ikke gjorde nogen blæst af, at de ofte arbejdede under livsfarlige forhold. Om lokomotivføreren fra Aalborg, der førte toget i Tolne, er det oplyst, at han ikke havde sovet i 24 timer. De mindre ulykker bliver kun til små notitser i aviserne, men når der nu sker to store jernbaneulykker i træl, opskræmmes sindene, og man spørger sig selv: Er tjenesten for hård for statsbanernes mænd? Bliver de nervøse af det evige jag i mørket, og er det denne nervøsitet, som er den indirekte årsag til den sidste tids ulykker?

Vi stiller spørgsmålene til nogle jernbanemænd og taler først med en af guldsnorenes herværende gruppeformænd, overassistent Thejl, der udtaler:

“Jeg kender slet ikke noget til omstændighederne ved disse to ulykker, som er indtruffet lige nu efter hinanden. Der for kan jeg heller ikke sige, hvorvidt der har gjort sig særlige forhold gældende for de personer, under hvis tjenestetid og på hvis tjenestetid ulykkerne er sket. Men jeg vil mene, at disse ulykker nøjagtigt lige så godt kunne være indtruffet under normale forhold som nu. Risikomomentet ved al trafik kan nu engang ikke bortelimineres.”

Personalet har ikke mere at gøre nu end før krigen?

“Tjenestetiden er ikke længere, måske der nogle steder kan være tale om, at den er mere udfyldt af arbejde. Er der der derimod til tider ekstraarbejde, afspadserer personalet jo den tid, de har arbejdet over.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 17. juni 1942.

1942 – Den blodige tog-ulykke i Lunderskov

Tre dræbte og én hårdt såret, da et godstog kørte ind i holdende godstog natten til søndag.

En ny og blodig togulykke er hændt for de danske statsbaner, og da den nye ulykke i mangt og meget ligner den, der indtraf ved Tolne Station i fredags, bekræfter den den gamle teori om, at en ulykke sjældent kommer alene, men ofte i serier.

Ulykken indtraf et par minutter før midnat lørdag aften i Lunderskov. På et af de fra stationen fjernliggende spor lidt vest for stationen, ud for den vestlige blokpost, holdt der et godstog, der kort i forvejen var kommen ind sydfra. Lokomotivet holdt fremme under pumpen for at indtage vand, men toget var så langt – det var på ca. 40 vogne – at togstammen ikke var langt nok forbi skinnekontakten, der skulle stille indkørselssignalet på stop, hvorfra der fremdeles vistes “fri bane” ud af skinnerne mod vest.

En halv snes minutter efter at det første tog var kommet ind, kom der endnu et tog sydfra. Det kørte frem med ret god fart, skønt også det skulle have gjort holdt ved Lunderskov Station. Men da der var frit indkørselssignal havde føreren på dette tog, lokomotivfører, Platz, Fredericia, der førte den store R-maskine, nr. 945, god tid til at bremse. Da han rundede svinget 4-600 meter vest for stationen, fik han imidlertid pludselig øje på det holdende tog kun et par hundrede meter fremme på linjen. Skønt han havde forvisset sig om, at der var klar for indkørsel, var han straks på det rene med farten og slog øjeblikkelig alle bremserne for at standse toget så meget som muligt. Alligevel kunne et sammenstød ikke undgås – og det blev tilmed meget voldsomt. Lokomotiv R945 pløjede sig som en kæmpemæssig rambuk bagfra ind i det holdende tog.

To vogne presses over den bagerste op på lokomotivet.

Den bagerste af dettes vogne, der var en ældre kupévogn, blev fuldstændig knust, siderne blev revet af den og bufferne boredes ned i jorden, så vognen samtidigt holdt stille. Næst- og tredjebageste vogn, to godsvogne, blev derved slynget over den bagerste, der fungerede som en sliske, og de endte ovenpå lokomotivet, svævende højt oppe i luften, 8-9 meter fra jorden. […]

Den dræbte bremser slyngedes op på lokomotivet.

I den bagerste vogn, der blev skubbet ind under godsvognene, befandt sig blandt andet den ca. 30-årige hjælpebremser A. Stein fra Fredericia. Han blev grebet af de to andre vogne og med dem slynget op på lokomotivet, hvor han kom i klemme ved skorstenen. Man kunne i første omgang ikke finde ham, skønt man vidste, at han måtte være der. Han var dræbt på stedet og hans lig måtte efter at være frigjort, hejses ned på jorden. Desuden befandt der sig enkelte tyske soldater i de bagerste vogne. To af disse blev så hårdt medtagne ved kollisionen, at de ligeledes dræbtes på stedet. En tredje tysk soldat blev meget hårdt kvæstet, idet han pådrog sig alvorlige læsioner omkring bækkenpartiet. Den ene af de dræbte soldater havde fået hovedet fuldstændig knust, den anden havde fået det ene ben helt revet op foruden svære indre kvæstelser.

Ingen af lokomotivpersonalet kom noget til.

Mærkeligt nok kom ingen af mandskabet på lokomotivet R945 noget til. De blev på deres pladser til det hele var overstået, og lokomotivet selv, led heller ikke ret megen skade, der skete næsten kun det, at skorsten blev revet af. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. juni 1942

1942 – Lille – uforudset – luftalarmproblem

En drift kreaturer giver frit lejde.

Vi fik i går forelagt et luftalarmproblem, som vi ikke kunne svare på, og vi har derfor i dag ladet det gå videre til politikommissær Kleberg.

Spørgeren, der bor i nærheden af Kolding, forklarede, at han jævnlig købte kreaturer hjem fra Varde marked go fik dem sendt til Kolding med jernbanevogn. Den langsommere toggang bevirkede, at en sådan vognladning kreaturer ofte først kom frem ved midnatstid, således at manden altså måtte drive kreaturerne gennem byen på dette sene tidspunkt. “Det skete forleden”, sagde manden, “og jeg spekulerede på, hvad jeg skulle gøre, hvis der kom luftalarm midt under det hele? Nu skal jeg til Varde igen og kunne nok lige at få rede på dette spørgsmål, inden jeg skal gøre turen om igen om kreaturerne.”

Politikommissær Kleberg svarede, at tilfældet vist måtte kaldes uforudset, men at han ikke kunne se rettere, end at manden måtte have lov at fortsætte med kreaturerne gennem byen, selv om der var luftalarm. “Endnu har vi jo intet beskyttelsesrum for kreaturer!” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. maj 1942