1944 – Tusinder må spadsere over Lillebæltsbroen

Reparationen af broen trækker ud – mange damehatte i farezonen!

Hele natten har der været arbejdet på kraft med at få skinnelegemet i orden igen efter branden. Broen har i den anledning ligget badet i skarpt lys fra projektørerne. Med et særtog fra Nyborg kom ved 9-tiden i formiddags to vognladninger med specialtømmer fra Køge til reparationsarbejdet, men selv om der bliver sat al kraft på, kan Statsbanernes teknikere dog med sikkerhed til morgen sige, at det ikke vil lykkes at få sporet gjort klar til middagstogene. I det hele taget synes det tvivlsomt, om man vil kunne få tog over broerne i dag.

Allerede i morges ved 6-tiden sendtes det første persontog fra Fredericia til Lillebæltsbroen, og udvekslingen af rejsende foregik. I dag venter man, at 8-9.000 rejsende må spadsere de 1.100 meter over broen. Statsbanerne vil forsøge at få stationeret en bil til at køre de dårligt gående rejsende og mødre med spædbørn over broen. Så vidt muligt sørger Statsbanerne for at sende tog samtidig at sted fra Middelfart og Fredericia, således at de rejsende mødes under spadsereturen over broen. Herved undgår man ikke blot panik ved ud- og indstigning af togene, men opnår samtidig, at der altid står opvarmede vogne parat til de rejsende på den anden side af Bæltet.

I den stærke blæst er det gået ud over mange damehatte, idet kvindelige rejsende, der har hænderne optaget af kufferter, i mange tilfælde har måttet se deres hat forsvinde i Bæltets bølger. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 5. april 1944.

1943 – Nye regler for jernbanerejser

Kun for personbefordring med hurtigtog er der begrænsninger. Træder i kraft fra og med søndag

Generaldirektoratet for Statsbanerne meddeler følgende:

Efter at de tyske myndigheder har tiltrådt nedenstående nye regler for regulering af personbefordring, træder disse i kraft fra og med den 12. ds. Kun for personbefordring i hurtigtog er der herefter fastsat begrænsninger. Personbefordring i alle andre tog med Statsbanerne og i alle tog på privatbanerne er tilladt med alle arter af gyldige rejsehjemler uden særlig legitimation e.l.

I følgende hurtigtig på Statsbanerne; tog nr. 121 og 132 mellem København og Gedser, tog nr. 23/25 og 58/60 på strækningen København-Fredericia-Aalborg samt go nr. 949 og 942 mellem Fredericia og Padborg er personbefordring med alle arter af gyldige abonnementskort og frikort tilladt uden begrænsning. Derimod er salget af billetter begrænset på følgende måde:

Rejser i hurtigtogene med enkelt eller dobbeltbillet er betinget af hurtigtogsbillet (enkelts- eller dobbeltbillet) eller af en billet, i hvis pris hurtigtogstillægget er indregnet, og som ifølge påtryk er gyldig til alle tog, og udgangsstationen og de mellemstationer undervejs, hvor hurtigtoget standser, må til hvert tog kun disponere over et bestemt antal billetter (enkelt- og dobbeltbilletter). Dette antal kan dels sælges direkte på stationen, dels kan der disponeres over det på den måde, at andre stationer (på sidebaner og landstationer på strækningen m.v.) hos vedkommende station får skriftlig eller telegrafisk tilladelse til at sælge billetter til rejse med hurtigtoget. Kun efter sådan indhentet tilladelse må stationer uden for den strækning, over hvilken hurtigtoget løber, samt landstationer på strækningen sælge billet gyldig til vedkommende tog (og eventuelt til senere tilbagerejse med hurtigtog), og opmærksomheden henledes derfor på ønskeligheden af, at begæring om rejse med hurtigtog fra stationer uden for hurtigtogs-strækningen fremsættes så tidligt som muligt inden for forsalgsgrænsen (14 dage føre rejsen). […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. september 1943.

1942 – Lunderskovulykken vist på lysbilleder i kriminalretten

Domsforhandling i Kolding Kriminalret i sagen mod overassistent Andersen, Lunderskov

Under medvirken af domsmændene cigarhandler Wald. Knudsen, Kolding, og proprietær Flensborg behandlede Kolding Kriminalret i dag sagen om Lunderskov-ulykken, der fandt sted den 13. juni kl. 23.48 om natten og hvorved en dansk hjælpebremser fra Fredericia, Stein og 3 tyske soldater blev dræbt.

Til stede i retten var tiltalte, overassistent Andersens private engagerede forsvarer, HRS. Dr. jur. Hartvig Jacobsen, og en række fremtrædende jernbanefolk, repræsenterede de forskellige organisationer, således D.S.B.s afhøringer efter ulykken, Stationsforstanderforeningens formand, stationsforstander Høgsgaard fra Nørreport i København, Jernbaneforeningens sekretær, From-Hansen, Hovedbanegården i København, stationsforstander Nørgaard fra Kolding og mange andre jernbanefolk, så at tilhørspladserne var så overfyldt, at tilhørerne måtte stå op.

Anklageren, politifuldm. Ahrenbrandt, præciserede indledende, hvorfor man havde rejst tiltale mod overassistenten. Man ville mene, at denne kunne have gjort tre ting for at forhindre sammenstødet: 1) Han kunne have lade toget køre frem til den forreste vandkran, 2) have ringet til blokposten om at sætte “stop”, hvis der ikke var sat stop, og 3) han kunne selv have udløst den plomberede kontakt. Man gik derefter over til at fremvise en række lysbilleder, optaget af den tekniske afdeling og som viste de forskellige forhold, både på ulykkesstedet og i de forskellige sikkerhedsposter.

Udspurgt af anklageren redegjorde overassistent Andersen, som i det sidste retsmøde, for, hvordan aftenen var forløbet, og hvordan hans tjenestetid lå. Han havde om aftenen modtaget et telegram om, at der ville passere et særtog fra Padborg med 40 vogne af en bestemt last med 4 stødvogne op mod maskinen og 3 stødvogne bagud. Toget viste sig at være længere en beregnet. Der plejer ikke i telegrammerne at stå noget om, hvor mange vogne et tog består af. Det viste sig, at der var hæftet yderligere et antal vogne på toget – 7 eller flere – uden at Andersen eller nogen anden på stationen havde fået det at vide. Men togets længe skulle uden betydning – normalt – da man havde en sikkerhed i tilbagemeldingen (til Vamdrup). Men da togfører Frandsen på tog 9179 (det, der blev påkørt) var kommet over til overass. Andersen, der var fungerende stationsforstander, og havde meldt sig dårligt kørende og havde forhørt om gennemkørsel direkte til Fredericia, havde Vamdrup rykket for tilbagemelding, og Andersen havde da vendt sig til Frandsen og spurgt, om toget var “inde med slut” – havde fået bekræftende svar, men tænkt, at der var i orden, skønt Frandsen havde tænkt på, at toget var inde med baglanternerne på. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. november 1942.

1942 – Tirsdagens tyske hærberetning

Førerhovedkvarteret (RB)

Værnemagtens overkommando meddeler:

I det tæt skovklædte terræn i de vestkaukasiske bjerge blev hård fjendtlig modstand i betonstillinger brudt til trods for ugunstige vejrforhold. På pasvejen til Tuapse oprettedes på selve vejen forbindelse mellem de to angrebsgrupper, der havde kæmpet sig frem fra henholdsvis nord og syd for vejen. I Terek-afsnittet strandede fjendtlige modangreb. Under luftkampe blev 10 sovjetrussiske flyvemaskiner skudt ned.

I den nordlige forstad til Stalingrad fravristede de tyske tropper sovjetrusserne en yderligere gruppe huse. Kampene til rensningen af kanonfabrikken “Røde Barrikades’ fabriksterræn vedvarer endnu. Nærkampflyvere bombarderede hovedsagelig de stærkt udbyggede støttepunkter i fabrikken “Røde Oktober”. Bombemaskinstyrker tilintetgjorde i området ved nedre Volga flere transporttog, en bugserdamper og 6 henstillede flyvemaskiner. Ved Don-fronten afviste rumænske tropper fjendtlige angreb. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. oktober 1942.

1942 – En 11-årig døvstum dreng dræbt af toget i Kolding Skov

Han var hjemme på ferie fra Døvstumme-instituttet i Fredericia og kom fra et besøg hos sin tante. Fra ulykkesøjeblikket til drengen blev fundet, gik en time.

Da to unge mænd i går eftermiddag passerede gennem Kolding Skov, fandt de på Troldhedebanens banelegeme, hvor stien går fra Marielund op til Skovløberhuset, en skikkelse liggende livløs mellem skinnerne, og ved siden af lå en knust cykel. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en frygtelig lemlæstet dreng. Han var død, og de unge mænd skyndte sig over på Marielund, der lå nærmest ulykkesstedet, og herfra tilkaldte de Falcks Redningskorps.

Kort efter at ambulancen var nået frem, var vi på ulykkesstedet. Ambulancen holdt ved siden af Troldhedebanens spor, og midt imellem skinnerne lå den forulykkede dreng. Hans livløse legeme var dækket til. Man kunne tydeligt at sporene fra hans cykel se, at han var kommet cyklende ned ad stien, der går over banen og langs med søen. Fra det sted, hvor cykelsporet holdt op, og 10-15 meter hen langs med skinnerne og i mellem disse, var jorden revet op, og der kunne ikke være nogen tvivl om, at drengen var kørt ind mod toget, var kommet under dette og blevet slæbt med et stykke.

Fundet tilfældigt en time efter ulykken

Ved en opringning til banens kontor oplystes det, at det sidste tog fra Kolding var afgået kl. ca. 13.30, og det bestod kun af lokomotivet og en vogn. Da drengen blev fundet, var klokken ca. 14.30. Ulykken var med andre ord ikke blevet bemærket af togets personale, og som følge af regnvejret var ingen passeret forbi på stien. I den korte ventetid, indtil politiet kom, havde vi en samtale med de to mænd, der først fandt den forulykkede dreng. Det var to vandrere, Svend Aage Jensen og Anker Christensen, begge fra Frederikshavn. De bor for tiden på Vandrehjemmet, og i går eftermiddag ville Jensen, der tidligere har ligget som soldat i Kolding, vise sin kammerat byen og dens nærmeste omgivelser. De var således gået en tur i skoven langs med søen og straks, da de så den lille skikkelse ligge mellem skinnerne, slog det dem, at der vat sket en forfærdelig ulykke. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 12. august 1942.

1942 – Forsøg på togattentat ved Bramminge St.

Store sten anbragt på sporene umiddelbart før stationen. Toget knuste stenene, der fløj til alle sider.

Der er i går eftermiddags udøvet et ualmindelig ondsindet attentat mod Esbjergtoget, der ved 17-tiden ankommer til Bramminge station. Ved viadukten, der går over vejen til Gørding, var der blevet anbragt flere tunge sten på jernbanesporene, og lokomotivføreren opdagede dem ikke, før det var for sent, og kørte ind i dem. Det tunge tog maste stenene fuldstændig, og stensplinter fløj til alle sider. En banearbejder fra Bramminge arbejdede ude på linjen og havde lige taget sin skinne cykel af sporene for at lade toget passere, da han hørte braget og så en regn af stenstumper blive slynget i vejret. Han troede, at en katastrofe var uundgåelig; men det vist sig altså at gå bedre end antaget.

Man står fra stationens ledelse uforstående over for den gemene streg, da der i krydset mellem Brande-sporet og Lunderskov-linjen opholdt sig flere banearbejdere, hvis opmærksomhed attentatmanden må have unddraget sig. Tilfældet minder en del om et forsøg ved Esbjerg sidste efterår, hvor der var anbragt nogle sveller over et jernbanespor. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. august 1942.

1942 – Ud at stå – med D.S.B.

Trods vanskeligheder og henstillinger rejser folk i stort antal – Kolding Station har haft større salg end sidste år.

Dyre billetpriser – nedskårne køreplaner – indskrænket Storebæltsoverfart og overfyldte tog. Alt dette er kun en lille del af de vanskeligheder, som tiden har ført med sig for rejselivet, og alligevel lader det ikke til at genere det rejsende publikum, så det afskrækker fra at rejse i ferien.

Stigningen i de rejsendes antal er, trods statsbanernes henstillinger, kolossal, og enkelte jernbanestationer rundt om i landet kan melde om rekordsalg i den tid af ferien, der allerede er gået. Også på Kolding Station har man haft en travl tid. Ganske vist har man har den værste rejsetravlhed kulmineret, men stationspersonalet har måttet arbejde til tider overordentlig intens for at få det alt sammen til at glide så gnidningsløst som muligt.

Har De haft større billetsalg i sommerferiesæsonen efter alle Knutsens formaninger til sine aktionærer og kunder om at blive hjemme i år? spørger vi stationsforstander Nørgaard.

“Billetsalget har været stigende”, lyder svaret. “Folk rejser måske ikke mere, men de har jo ikke haft andre befordringsmidler, de har næsten udelukkende været henvist til statsbanerne. Folk har ikke ladet sig afskrække af de stigende billetpriser eller af advarsler, togene er fyldt til randen. De lange eksprestog tager 5-600 rejsende på siddepladserne, men når alle ståpladser er optaget – og det sker jo jævnligt – er der nok et lille tusind passagerer i sådant tog. I disse tider er man udmærket tilfreds selv med en ståplads”.

Har færgebilletterne voldt vanskeligheder?

“Ikke så meget, som man skulle have ventet. Der har faktisk kun i dag til i morgen været udsolgt over Storebælt, men det skyldes måske den udmærkede forbindelse østpå fra Kolding kl. 9, hvortil der ikke behøves færgebillet, og for de morgenduelige har vi jo en forbindelse, der herfra ved godt 4-tiden – også uden færgebillet”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 25. juli 1942.

1942 – Risikomomentet ved al trafik kan nu engang ikke bortelimineres

Nogle fredericianske jernbanemænd om de forhold, hvorunder de arbejder i dag.

Navnelisten på De Danske Jernbaners Mindelund på volden i Fredericia vokser stærkt i disse år. Navn føjes til navn på jernbanefolk, som døde i deres tjeneste, og som ikke gjorde nogen blæst af, at de ofte arbejdede under livsfarlige forhold. Om lokomotivføreren fra Aalborg, der førte toget i Tolne, er det oplyst, at han ikke havde sovet i 24 timer. De mindre ulykker bliver kun til små notitser i aviserne, men når der nu sker to store jernbaneulykker i træl, opskræmmes sindene, og man spørger sig selv: Er tjenesten for hård for statsbanernes mænd? Bliver de nervøse af det evige jag i mørket, og er det denne nervøsitet, som er den indirekte årsag til den sidste tids ulykker?

Vi stiller spørgsmålene til nogle jernbanemænd og taler først med en af guldsnorenes herværende gruppeformænd, overassistent Thejl, der udtaler:

“Jeg kender slet ikke noget til omstændighederne ved disse to ulykker, som er indtruffet lige nu efter hinanden. Der for kan jeg heller ikke sige, hvorvidt der har gjort sig særlige forhold gældende for de personer, under hvis tjenestetid og på hvis tjenestetid ulykkerne er sket. Men jeg vil mene, at disse ulykker nøjagtigt lige så godt kunne være indtruffet under normale forhold som nu. Risikomomentet ved al trafik kan nu engang ikke bortelimineres.”

Personalet har ikke mere at gøre nu end før krigen?

“Tjenestetiden er ikke længere, måske der nogle steder kan være tale om, at den er mere udfyldt af arbejde. Er der der derimod til tider ekstraarbejde, afspadserer personalet jo den tid, de har arbejdet over.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 17. juni 1942.