1944 – Da Rommel blev kvæstet

Han faldt, da han under et allieret angreb sprang ud af sin bil. Chaufføren blev dræbt.
Berlin, onsdag (STB)
En tysk krigskorrespondent, som har aflagt et besøg hos generalfeltmarskal Rommel på et lazaret i Frankrig, meddeler, at Rommels befindende stadig bliver bedre. Han var ved godt mod og sagde med et lunt smil: “Jeg ved, at englænderne har erklæret mig for død. Men det har de gjort så tit, og det dør jeg ikke af – langtfra. Det må de vænne sig til.”
Om selve ulykkestilfældet meddelte marskallen, at den allierede luftaktivitet hin eftermiddag tog til. Det blev derfor besluttet at dreje af fra hovedvejen og køre ad sideveje. Men endnu før beslutningen kunne gennemføres, meldte vognens luftudkigspost, at to fjendtlige maskiner svingede ind over vejen. Spørgsmålet var nu blot, om man skulle holde og stå af med det samme eller fortsætte 300 meter til en sidevej, som frembød dækning. Da der på den lige landevej ikke var nogen mulighed for at køre ud over skråningen og komme ud i åben mark, fik chaufføren ordre til at sætte farten op for at nå den beskyttende sidevej. I samme øjeblik var maskinerne imidlertid oven over og begyndte at angribe. Vognen stoppede op, og da de første maskingeværsalver slog ned, sprang Rommel og hans ledsagere af. Herunder faldt marskallen så uheldigt, at han blev kvæstet, men samtidig så heldigt, at de efterfølgende salver gik hen over ham, medens han lå på jorden. Chaufføren blev dræbt.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 16. august 1944.

1944 – Koldingensers redningsdåd

Bjærget druknede ung mand ved Saxild Strand

Ved Saxild Strand var en Koldingenser forleden aften med til at redde et menneske fra druknedøden. En ung mand fra Odder var sammen med en kammerat svømmet ud til tredje revle. Ingen af dem var gode svømmere, og på tilbageturen gik det galt. Den unge mand kunne ikke mere, og kammeraten råbte om hjælp. Der var mange mennesker på stranden, men man troede først at der var falsk alarm. Kammeraten blev imidlertid ved at råbe, og da den unge mand forsvandt under vandet, svømmede fuldmægtig J. C. Løye, Kolding, og møbelhandler Søren Mikkelsen, Odder, ud. De lykkedes dem at bjærge den unge mand, der var bevidstløs. I en båd blev han bragt i land, og oplivningsarbejdet begyndte. Det lykkedes at kalde ham til bevidsthed, inden Zonens ambulance nåede frem.

Kilde: Kolding Folkeblad, 4. august 1944.

1944 – Varmen gav ambulancerne travl dag

Mange udrykninger til skovgæster, der blev dårlige
Redningsstationerne i Københavns omegn – ikke mindst Falckstationen ‘Ørnegården’ – havde Pinsedagen igennem meget at bestille. Ikke mindre end 27 udrykninger. Det drejede sig i de fleste tilfælde om folk, som var blevet dårlige i varmen, og som efter at være kommet under lægebehandling hurtig kom til hægterne igen. Flere cyklister var faldet af cyklerne efter at være blevet utilpas, men der var ikke tale om uheld af alvorligere art.
Falck, Damsø, havde ligeledes mange udrykninger, men også her drejede det sig kun om lettere tilfælde. Foruden varme-tilfældene måtte ambulancerne også tage sig af enkelte, som var blevet slemt forbrændt af solen.

Kilde: Nationaltidende, 29. mak 1944.

1943 – Konges uheld

Snublede på gulvet på Amalienborg

[…] I forbindelse med kongens sengeleje i disse dage nævnes det, at kongen for et par år siden var ude for et lille uheld, idet han snublede på gulvet i sit hjem på Amalienborg og forslog venstre fod lidt. Det menes at være dette lille uheld, der bevirkede en smule feber, som man måtte tage fornødne foranstaltninger mod ved at lade konge gå til sengs.

I hofkredse vil man betragte det som givet, at kongeparret har til hensigt så tidligt som muligt i foråret at forlægge residensen fra Amalienborg til Sorgenfri, således at kongen kan komme til at nyde den sidste del af rekonvalescenstiden i Sorgenfri Slotspark. Kongens omgivelser glæder sig i øvrigt stærkt over kongens gode humør, der er stærkt medvirkende til, at hans almenbefindende fortsat heldigvis betegnes som fuldt ud tilfredsstilende.

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 28. februar 1943.

1942 – Ruteflyveren ‘Selandia’ styrtet ned ved Wien

Luftkaptajn Charles Bramsen, telegrafist Sv. Aa. Hansen og 16 udenlandske passagerer omkom

Det danske luftfartsselskab meddeler fredag:

Den danske rutemaskine mellem Berlin og Wien – en Junkers Ju 52, 3-motoreres maskine til 16 passagerer og 2 mands besætning – er fredag kl. 16.53 forulykket umiddelbart før landingen i Wiens lufthavn. Føreren, luftkaptajn Charles Bramsen, samt telegrafisten, Svend Aage Hansen, og 16 passagerer er alle omkomne. Den foreløbige meddelelse, der er modtaget, indeholder ingen oplysninger om årsagen til ulykken. Så vidt vides, fandtes der ikke andre danske ombord end besætningen.

Tredje gang ulykkens gang for ‘Selandia’ – Første gang mistede maskinen en af propellerne, men Bramsen klarede nødlandingen.

Den nedstyrtede maskine bar navnet ‘Selandia’ og var bygget i 1936. Dens værdi var en halv million kroner. Maskinen havde to gange tidligere været ude for usædvanlige uheld, idet den begge gange mistede en propel i luften. Det skete første gang under en flyvning fra Hamborg til København, men det lykkedes luftkaptajn Bramsen at nødlande på udmærket måde i Tyskland. Den anden gang var i nærheden af Falsterbo, hvor såvel den ene motor som propellen blev revet af i luften, men det lykkedes, luftkaptajn Toxholm, at nødlande i god behold. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. december 1942.

1942 – Kongens tilstand: kræfterne lidt bedre, men natten temmelig urolig

Kongen har vilje til at overvinde alle sygdomsanfald

Efter den farlig krise i Kongens tilstand natten til søndag indtraf i søndagens løb lykkeligvis en bedring. Skønt Kongen siden søndag morgen har haft en lettere lungebetændelse, var hans almenbefindende i aftes bedre end natten til søndag. Som det fremgik af de officielle bulletiner er Kongens tilstand stadig alvorlig, men ikke farligere, end at man med god grund håber på fortsat fremgran til det bedre.

Der blev holdt absolut ro omkring Kongen hele søndagen, og kun Dronningen fik adgang til sygeværelset. Kronprins Frederik og Kronprinsesse Ingrid, Prins Knud og Prinsesse Ingeborg af Sverige samt Prins Axel aflagde besøg på Diakonissestiftelsen, men nøjes med at stå i døren og nikke ind til Kongen.

Et lyspunkt under Kongens alvorlige tilstand er, skriver Politiken, hans eget mod. Det er Kongens absolutte vilje, at overvinde alle sygdomsanfald, og han bærer forværringen uden at miste sin sikre tillid til lykkelig helbredelse. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. oktober 1942.

1942 – Væsentlig bedring i Kongens tilstand

I formiddags kl. 11 udsendtes følgende bulletin fra Diakonissestiftelsen:

I Hans majestæt Kongens tilstand indtrådte i går eftermiddags en forværrelse med let uklarhed og temperatur 39,2. En fornyet undersøgelse viste ingen tegn på sårkomplikationer, hjernetilfælde eller lungelidelse. I nattens løb er indtrådt en væsentlig bedring, idet Hans majestæt har sovet godt, temperaturen er faldet til 38,2, hjertevirksomheden er kraftig, uklarheden er svundet og kræfterne bedre. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. oktober 1942.

1942 – Kongen har haft en god nat

Tilstanden tilfredsstilende, men der er lidt smerter

Overlæge Mogens Fenger, Diakonissestiftelsen, udtalte til morgen over for Ritzaus Bureau: “Hans Majestæt Kongen har det godt. Han har sovet næsten hele natten, og kræfter og humør er gode, selv om der til morgen er lidt smerter. Temperaturen er 37,7. Tilstanden er i det hele tilfredsstillende”.

Det var et forfærdeligt uheld, siger Kongen

Som tidligere omtalt skete uheldet ved hjørnet af den lille vej, der mellem Esplanaden og Den Svenske Kirke fører over mod Amaliegade. Sandsynligheden taler for, skriver Politiken i dag, at Kongen umiddelbart forinden har genvundet herredømmet så meget over det løbske dyr, at det har reageret for en drejning. Det er også sandsynligt, at rideturen ikke havde fået den alvorlige afslutning, hvis hesten ikke endnu en gang havde reageret voldsomt, havde krummet ryggen og kastet hovedet mod jorden. Ved den voldsomme bevægelse blev tømmerne revet ud af kongens hænder, og han styrtede ved hestens højre side. Om disse sekunder sagde Kongen i øvrigt selv i ambulancen på vej til Amalienborg: “Det var et forfærdeligt uheld. Hesten slog pludselig med hovedet og krummede ryggen. Jeg mistede fuldstændig taget på den, og så gik jeg ned på hovedet”.

Kaffejomfru tørrede Kongens blodige ansigt

De første, der kom til efter ulykken, var flyttemand C. A. Hansen og hans søn. De var på vej til Kastellet med deres flyttevogn. De ilede hen til Kongen og fik ham lagt til rette ved skråningen, og umiddelbart efter kom Esplanadepavillonens kaffejomfru, fru Marie Nielsen, ilende til Forfærdet så hun på Kongens ansigt. Blodet løb ned over det og ned på uniformen. Så lagde fru Nielsen sig pludselig resolut på knæ, skubbede sig ind under Kongens hoved og lagde det i sit skød. Derefter tørrede hun varsomt ansigtet rent for blod og snavs med sit lommetørklæde. Ængstelige og fulde af bekymring stod folk udenom, flere kom til, men der blev holdt en vid ring åben, hvor den sårede konge lå. Pludselig slog han øjnene op, og det første han sagde, var: “Send bud efter en ambulance, jeg vil gerne hurtig hjem!” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. oktober 1942.