1944 – Fortrolig skrivelse II

Indberetning angående den tyske besættelse i Kolding i tiden 2-16. oktober 1944.

[…]

Da det kunne befrygtes, at der som følge af suspenderingen af det danske politi den 19. september 1944 ville opstå uroligheder, vedtog Byrådet at forbyde udskænkning af stærke drikke på byens restaurationer, ligesom man forlangte at to danserestauranter i byen skulle lukke kl. 18.

Dette påbud har værnemagten ikke set med venlige øjne på, og ved skrivelsen af 16. d. m. stilledes forlangende om, at samtlige hoteller og restaurationer med undtagelse af etablissementet: ‘Astoria’ daglig skal holdes åben for den tyske værnemagt til kl. 22, og at der daglig mellem kl. 19 og 22 skal skænkes øl, vin og spirituosa for den tyske værnemagt, herunder civilpersoner med tjenstligt ausweis. […]

Kilde: Uddrag af fortrolig skrivelse, 16. oktober 1944. Borgmesterkontoret (A98), Kolding Stadsarkiv.

1944 – Fortrolig skrivelse I

Indberetning angående den tyske besættelse i Kolding i tiden 2-16. oktober 1944.

På foranledning af anmodning fra havnefogeden påtaltes overfor kommandanturen, at værnemagten ikke betaler vandforbruget til dets i Kolding Havn liggende krigsskibe.

Lokaler i Låsbygade 98 overtages af værnemagten efter overenskomst med ejeren.

Efter i et par dage at have talt om at ville have anvist en villaejendom beslaglagde værnemagten den 3. oktober konsul O. Th. Christensens villa på Fredericiavej uden videre. Beslaglæggelsesdekret er senere modtaget sammen med beslaglæggelsesdekret over den væsentligste del af etablissementet ‘Alhambra’. Ligeledes indkvarterede man uden forudgående forhandling 9 mand i hver af de 3 funktionærboliger ved vandkraftanlægget, medens man dog meddelte, at man så sig nødsaget til at beslaglægge havehuset ved husholdningsskolen Borrehus, som i forvejen er i værnemagtens besiddelse ved beslag. […]

Værnemagten forlangte anvist plads til anlæg af beskyttelsesgrave bag ved ejendommen Grønnegaarden på Fynsvej, i hvilken anledning man har henvist til direkte forhandling med ejeren af det pågældende areal.

Kilde: Uddrag af fortrolig skrivelse, 16. oktober 1944. Borgmesterkontoret (A98), Kolding Stadsarkiv.

1944 – Efter attentatet: Hæren indfører den tyske hilsen

Lang række nye krigsforordninger ventes

Det stortyske riges rigsmarskal har som den ældste af rang blandt den tyske værnemagts officerer og tillige på generalfeltmarskal Keitels og storadmirals Dönitz’ vegne meddelt Føreren, at alle værnemagtsdele i anledning af hans redning har anmodet om at måtte indføre den tyske hilsen i værnemagten som tegn på ubrydelig troskab mod Føreren og den snævre samhørighed mellem værnemagt og parti. Føreren har imødekommet værnemagtens ønske og givet sit samtykke.

Med øjeblikkelig virkning indføres derfor nu den tyske hilsen i stedet for den hidtil anvendte honnør med højre hånd til hovedbeklædningen.

Startskud til en ny epoke

Mangt og meget tyder på, at den bombe, der eksploderede i Førerhovedkvarteret, var startskuddet til en ny epoke i Tysklands krigsførelse – en epoke, hvor alle til rådighed stående kræfter vil blive sat ind, og hvor hver tysker vil arbejde for sejren. Sandsynligvis vil der i løbet af de allernærmeste dage blive offentliggjort en lang række nye forordninger, der tager sigte på at opnå denne tilstand af total krigsførelse. Dette fremgår af en artikel i Völkischer Beobachter lige såvel som af en række forordninger.

Kilde: Kolding Folkeblad, 25. juli 1944.

1943 – Tyskernes varekøb i Danmark

På given foranledning henleder Ministeriernes Pressesekretariat opmærksomheden på, at de i Handelsministeriets cirkulære af 2.december 1942 til alle handlende og andre næringsdrivende fastlage retningslinjer for den nærmere gennemførelse af bestemmelserne i § 3b i Handelsministeriets bekendtgørelse af 11. december 1940 vedrørende salg af til den tyske værnemagt og til dennes enkelte medlemmer fortsat er gældende.

Det enkelte medlem af den tyske værnemagt vil herefter i almindelighed kunne gøre indkøb til dækning af sit personlige behov og skal herved ligesom ved indkøb af andre varer rette sig efter salgsmulighederne i vedkommende forretning.

Der er mellem de pågældende danske og tyske myndigheder truffet aftale om, at medlemmer af den tyske værnemagt og medlemmer af den tyske værnemagt og medlemmer af tilsluttede organisationer, i uniform eller i civil (i sidste tilfælde mod forevisning af legitimation), skal behandles som danske kunder, og at de, såfremt salg kun sker til “faste kunder”, skal behandles som sådanne. Det gælder dog ikke ved salg af vin, spiritus og tobak. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. december 1943.

1943 – Anholdelserne i Kolding

Siden den 29. august er en række Koldingensere blevet hentet af den tyske værnemagt. Allerede den 29. om morgenen hentede man den konservative folketingsmand og byrådsmedlem, adjunkt Karl Olsen, Jernbanegade 48, og satte ham under arrest i Pigeskolen. Derpå blev han flytte til Domhusets tyske afdeling, videre til en interneringslejr i Fredericia, og nu befinder han sig efter forlydende i Horserød-lejren, hvor der er blevet god plads, efter at det er lykkedes en del kommunister at flygte derfra.

Arbejdsmand Carl Chr. Andersen, Sneppevej 7, blev anholdt den 2. september og sigtet for sabotage. Han er ikke blevet dømt og opholder sig ligeledes i den tyske afdeling på Domhuset. Arbejdsmand Kaj Lykke Kajser, den tidligere bokser, Toldbodgade 10, blev anholdt den 9. september. Han sigtes ligeledes for medvirken i sabotage. Kajser er ikke blevet dømt og sidder ligeledes på den tyske afdeling af Domhuset. Bankelev Verner Nørgaard, Haderslevvej 25, en søn af forretningsfører Nørgaard, Jydsk Andel, er ved en standret blevet idømt 3 måneders fængsel for fornærmelse mod værngemagten. Han afsoner sin straf i Kolding. […] Kontorassistent Edith Cecilie Lygam Berthelsen, Piledamsvej 36, er ved en standret ligeledes blevet idømt 3 måneders fængsel for fornærmelse mod værnemagten. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: Budstikken for Kolding og omegn, september 1943, nr. 5

1943 – Tysk belønning til den dræbte sabotagevagts hustru

I går eftermiddag begravedes i Aarhus sabotagevagten Johannes Christensen, der er afgået ved døden efter at være blevet såret af en sabotør.

Gennem Ritzaus Bureau er der udsendt følgende meddelelse: Det er i første linje den danske socialforsikring, der tager sig af familien efter vægteren Johannes Christensen, der døde som følge af tro opfyldelse af sine pligter. Derudover har de pågældende tyske myndigheder draget omsorg for, at familiens underhold er sikret for den nærmeste fremtid. Yderligere har en repræsentant for den tyske admiral for Danmark personligt overrakt den afdødes hustru, fru Christensen, en sum på 1.500 kr. Den var tiltænkt hendes mand, der var ansat under værnemagten, som en belønning for hans modige indsats i kampen mod uansvarlige sabotører.

Kilde: Kolding Avis, 5. juni 1943.