1944 – Fortrolig skrivelse I

Indberetning angående den tyske besættelse i Kolding i tiden 2-16. oktober 1944.

På foranledning af anmodning fra havnefogeden påtaltes overfor kommandanturen, at værnemagten ikke betaler vandforbruget til dets i Kolding Havn liggende krigsskibe.

Lokaler i Låsbygade 98 overtages af værnemagten efter overenskomst med ejeren.

Efter i et par dage at have talt om at ville have anvist en villaejendom beslaglagde værnemagten den 3. oktober konsul O. Th. Christensens villa på Fredericiavej uden videre. Beslaglæggelsesdekret er senere modtaget sammen med beslaglæggelsesdekret over den væsentligste del af etablissementet ‘Alhambra’. Ligeledes indkvarterede man uden forudgående forhandling 9 mand i hver af de 3 funktionærboliger ved vandkraftanlægget, medens man dog meddelte, at man så sig nødsaget til at beslaglægge havehuset ved husholdningsskolen Borrehus, som i forvejen er i værnemagtens besiddelse ved beslag. […]

Værnemagten forlangte anvist plads til anlæg af beskyttelsesgrave bag ved ejendommen Grønnegaarden på Fynsvej, i hvilken anledning man har henvist til direkte forhandling med ejeren af det pågældende areal.

Kilde: Uddrag af fortrolig skrivelse, 16. oktober 1944. Borgmesterkontoret (A98), Kolding Stadsarkiv.

1941 – Arbejde til 12.400 mand i et halvt år

Oversigt over de arbejder, som er blevet godkendt – 17 millioner kr. bliver arbejdsløn
København, fredag
Loven om arbejdsløshedens bekæmpelsen af 1940 stiller 35 mill. kr. rådighed, og hertil kommer 10 mill. kr., som ikke var blevet brugt efter den gamle lov. I det hele disponeres således over 45 mill. kr. til støtte for beskæftigelse til langvarigt arbejdsløse. Arbejds- og Socialministeriet har nu efter henstilling fra Beskæftigelsescentralen godkendt en række planer, som fordeler sig over hele landet og som dermed står foran realisation.

Idrætsplads og havneanlæg
I København vil der blive anlagt en idrætsplads på Valby Fælled. Arbejdet andrager 1,4 mill. kr., og beskæftigelsen vil blive 100 ufaglærte i 1½ år og 40 faglærte i ½ år. Endvidere sætter Københavns Havnevæsen arbejder i gang til 7,3 mill. kr. […]
Af jyske arbejder nævner vi: udvidelse og uddybning af voldgravene ved Riberhus Slotsbanke, 30.500 kr., anlæg af en ny kirkegård i Sønderborg, 200.000 kr., kloakering af Broager BV, 370.000 kr., udvidelse af vandkraftanlægget ved Karlsgaarde, 3,6 mill. kr., vejarbejde i Gram-Toftlund Kommune, samlet udgift 1,3 mill. kr. […]

Kilde: Uddrag, Fyns Venstreblad, 15. februar 1941.