1944 – Nærmere omstændigheder angående komplottet

Forbindelse med en fjendtlig magt påvist

Internationale Information meddeler:

Det tyske officerskorps står, trofast over for sin faneed, sluttet bag Føreren Adolf Hitler. Dette er det fremherskende udtryk, man i dag modtager i alle militære kredse i det tyske rige. Fra disse kredse forlyder der i dag bemærkelsesværdige enkeltheder om de sammensvornes forsøg på ved sprængstofattentant mod Føreren og hans nærmeste militære medarbejderstab at bemægtige sig hele regeringsmagten. Herefter fungerede den torsdag eftermiddag skudte 37-årige greve Claus von Stauffenberg, der alene har udført attentatet ved at anbringe en tidsindstillet bombe i Førerens umiddelbare nærhed, som mellemmand for en lille ærgerrig klike, hvis snævre forbindelse med en fjendtlige magt nogle få timer efter det mislykkede attentant kunne bevises ved fundne papirer og andet materiale. Under hoveddeltagernes afhøring kort før de blev skudt blev denne kendsgerning yderligere klarlagt ved meget oplysende erklæringer fra de pågældende personers side.

Hæren havde ingen forbindelse med komplottet

De sammensvornes klike bestod af nogle afdankede generaler, der havde sluttet sig sammen med en snes officerer på vigtige positioner inden for hjemmehæren, og som må betragtes som inspiratorer for hele aktionen. Disse generaler, der ikke længere indtog nogen som helst position, og som allerede flere år før krigens udbrud ikke spillede den mindste rolle inden for den tyske hær, var dem med hvem den fjendtlige magt havde indledet forbindelse allerede i længere tid. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. juli 1944.

1944 – Hitlers tale efter attentatet

“En forbrydelse, der søger sin lige i tysk historie”

Førerhovedkvarteret, RB

Føreren holdt i nat følgende tale til det tyske folk:

Tyske landsmænd og landsmandinder: Jeg ved ikke for hvilken gang det er, der nu var planlagt og udført et attentat mod mig. Når jeg i dag tale til Dem, sker det imidlertid af to grunde: 1) For at De kan høre min stemme og vide, at jeg selv er usåret og rask. 2) For at De imidlertid også skal høre nærmere om en forbrydelse, der søger sin lige i den tyske historie. En ganske lille klike ærgerrige samvittighedsløse og samtidig forbryderisk dumme officerer har smedet et komplot for at fjerne mig og sammen med mig udrydde den tyske værnemagts ledelsesstab.

En bekræftelse på forsynets bud til mig

Den bombe, der blev lagt tilrette af oberst, grev von Stauffenberg, eksploderede to meter fra min højre side. Den har svært såret en hel række af mine dyrebare medarbejdere. En af dem er død. Jeg er selv fuldstændig usåret, bortset fra ganske små hudafskrabninger, stød eller forbrændinger. Det betragter jeg som en bekræftelse på forsynets bud til mig om at fortsætte bestræbelserne for mit livsmål på samme måde, som jeg hidtil har gjort det, for jeg tør højtidelig tilstå overfor hele nationen, at jeg siden den dag, da jeg drog ind i Wilhelmstraße, kun har haft én tanke, efter bedste viden og samvittighed at opfylde min pligt, og at jeg, efter at det var blevet mig klart, at krigen var uundgåelig og ikke kunne udskydes længere, egentlig kun har kendt bekymring og arbejde i utallige dage og vågne nætter kun har levet for mit folk. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. juli 1944.

1944 – Komplotmændene er skudt eller har begået selvmord

Efter hvad det tyske efterretningsbureau erfarer, er den forbryderiske officersklikes komplot brudt fuldkommen sammen. Hovedmændene har for en dels vedkommende begået selvmord, da attentatet mislykkedes og en del af dem er blevet skudt af hærens bataljoner – Blandt de skudte er også attentatmanden, oberst, greve von Stauffenberg. Det er intet sted kommen til episoder. De øvrige skyldige i forbrydelsen vil blive draget til ansvar.

Kilde: Kolding Folkeblad, 21. juli 1944.