Hvor er det danske vovemod henne?, spørger man så tit sig selv, når man ser, hvor fejt og usselt mange af dem, der kalder sig danske, opfører sig så snart det kan komme til at koste noget virkeligt at være DANSK og være sin DANSKHED bekendt.
De allerfleste af os er enige om, at vi ønsker at se et frit og selvstændigt Danmark efter krigen, og vi håber – ja, vi regner så bestemt med – at det gode, som et sådant Danmark er, vil komme dalende ned fra himlen som en gave fra Danmarks specielle skytsengel! Der er bare det kedelige ved det, at det sker ikke. Hvis Danmark efter krigen skal have en gnist af chance for at genopstå på ærefuld måde uden udenlandsk overherredømme eller formynderskab af enten den ene eller anden art, må vi alle være klar over, at det vil komme til at koste noget.
Vi vil alle sammen så gerne have noget forærende, og vi er glade for ‘Land og Folk’, ‘Frit Danmark’ eller hvad det nu er for et blad vi får ind af døren, men husk, at det ikke er nok, at vi selv læser disse blade. De skal videre til alle danske mænd og kvinder. Vi ved godt, at der er nogle mennesker, der tilintetgør bladene så snart de selv har læst dem. Denne fremgangsmåde er forkastelig, så snart De har låse bladene, skal De give dem videre til bekendte, venner eller andre interesserede, selvfølgelig med den nødvendige forsigtighed. […]
Kilde: Uddrag af det illegale blad; Budstikken for Kolding og omegn, juli 1943, nr. 2.