Forespørgsel fra Kongen til ofrenes befindende – undersøgelserne fortsættes, bl.a. for eventuelt at finde sprængstoffer fra den anvendte bombe.
Kongen har gennem sin adjudant fra Sorgenfri ladet forespørge til Lillerød katastrofe-ofrenes befindende. Forespørgslen blev rettet telefonisk til Hillerød Kriminalpoliti, hos hvem Kongens adjudant også fik oplysning om de nærmere enkeltheder ved katastrofen. Adjudanten gav også udtryk for Kongens deltagelse med de såredes og med dødsofrenes efterladte.
De tre dødsofre
Som i går meddelt har katastrofen krævet tre dødsofre. Den 62-årige toldassistent Valdemar Madsen, Nordre Banevej 32, Hillerød, var på vej til København for at søge specialist for sine øje, som på grund af en forkalkning var blevet stærkt svækket. Han fik begge øjene slået ud af træsplinter. Madsen begundte ved toldvæsenet i 1899 i Kalundborg og kom allerede kort efter til Hillerød. Det andet dødsoffer, fru Ingeborg Poulsen, blev ligeledes 62 år. Sammen med sin mand, der har været dyrlæge i Amerika, men som nu bor uden for Hillerød, har hun opholdt sig en del år i De forenede Stater. Der er ingen børn i ægteskabet. Katastrofens tredje dødsoffer er den 22-årige landarbejde Chr. Nielsen, der stammer fra Nr. Omme og nu havde plads på Kagerup-egnen i Nordsjælland. Den unge mand var forlovet. […]
Kilde: Uddrag, Demokraten, 29. juli 1944.