1944 – Nyordning ved alarmering af brandvæsenet i Kolding

Der indføres døgnvagt, og mandskabet kan kaldes ud også i anden anledning end brand

Den nuværende ordning med brandalarmeringen i Kolding har under de nuværende forhold ikke vist sig særlig heldig. Alarmeringsapparatet findes som bekendt på Politivagten, således at der i begyndelsen måtte sendes en mand derover og trykke på knapperne for at kalde mandskabet ud. Herved går megen kostbar tid tabt, og man har derfor besluttet at indføre en nyordning.

Vi er i dag gået i gang med at flytte alarmapparatet over på selve brandstationen, siger brandinspektør Johs. Bach, og fra mandag skulle det være i orden, således at man i fremtiden straks, når brandmeldingen indløber til brandstationen, kan kalde mandskabet ud. Samtidig er der indført vagt hele døgnet på brandstationen. Nattevagten dels i to hold. Det første hold har vagt fra kl. 17-24, og det andet fra kl. 24-7, og dagvagten er som sædvanlig. Ingen af vagtmandskaberne sover, men er klar til at rykke ud omgående.

Men samtidig er det ordnet sådan, at vi i tilfælde af en eller anden begivenhed, som f.eks. assistance til et af de private vagtkorps rundt omkring, i katastrofetilfælde m.m., kan alarmere en del af mandskabet ved at benytte en særlig knap på alarmapparatet, således at vi hurtigt kan samle en styrke her på brandstationen, som kan rykke ud til hjælp for borgerne i en vanskelig situation. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. september 1944.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar