1944 – Kæmpeslag på lille område

400.000 mand og tusinder af tanks på begge sider

Berlin, onsdag, STB.

Kampene om Caen er i løbet af det sidste døgn gået over i et storslag, i hvilket en hidtil ukendt koncentration af tropper og materiel skønsmæssigt fra tysk side anslås til 400.000 mand og flere tusinde tanks på begge sider på et område af kun 15 kilometers bredde og 10 kilometers dybde.

Det kæmpemæssige infiltrationsslag i dette afsnit grupperer sig om 3 engelske offensiv-fremstød, hvoraf det kraftigste er sat ind øst for Orne, hvor 2. britiske armé efter 4 timers intensiv artilleri-trommeild er gået til angreb mod syd over en bred front på linjen Caen-Troarn med udgangsbasis og tyngdepunkt vest for Bavent-skoven. Dette angreb er på det smalleste afsnit syd for Caen mellem Orne og dennes biflod Odon – altså langs Ornes vestbred – blevet kombineret med et massivt panserfremstød mod syd over en overordentlig smal front på kun 4 kilometers bredde. Dertil kommer endelig som tredje engelske operationskompleks et angreb østfra, hvor englænderne ud over Verson og Baron er stødt frem til Eterville og Maltot, samtidig med at hårde kampe er i gang om Højde 112 øst for Baron.

Kilde: Kolding Folkeblad, 12. juli 1944.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar