1941 – Folkestævnet med Alsang i Slotsgården på søndag

Fuldstændig gratis adgang.

Vi minder om, at det er på søndag, at Dansk Ungdoms Samvirke i forbindelse med KFUM og K. arrangerer dansk-kristelig folkestævne med Alsang i Slotsgården.

Der begyndes kl. 18.30 med musik, som byen har stillet til rådighed, og kl. 19 byder pastor Tobiassen velkommen, hvorefter kirkeminister Fibiger taler. Ind imellem synges der fædrelandssange af et hæfte, der gratis uddeles blandt mødedeltagerne. Der er også gradtis adgang, og man venter, at stævnet vil få samme store tilslutning som Alsangsstævnet i fjor […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 22. august 1941.

1941 – Alsang i Slotsgården næste søndag

Alsangstævnerne i Koldinghus Slotsgård sidste år står med en smuk glans over sig. Efter mange opfordringer har K.F.U.M. og K. samt Dansk Ungdomssamvirke besluttet at arrangere et lignende stævne i år, nemlig søndag den 24. august i Slotsgården. Byen har stillet hornorkester til rådighed. Det muciserer fra kl. 18.30 – gratis sanghæfte uddeles, højtaleranlæg opstilles og kirkeminister V. Fibiger kommer til Kolding og taler.

Stævnet ledes, ligesom Alsangstævnerne i fjor, af pastor P. Tobiasen, og organist Jacobsen dirigerer sangen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. august 1941.

1940 – Folkesangbog til hver familie i Danmark

I dagene omkring kong Chr. 10’s fødselsdag 1940, vil hver eneste hustand i Danmark modtage, den gennem postvæsnet, omdelte lille sangbog “Dansk Folkesangbog”. Ideen opstod angivelig hos en mand på Fyn, siden et udgivelsen blevet muliggjort ved en række af anonyme bidrag fra mange forskellige kredse. 

Sangbogen, der trykkes i 1,2 millioner eksemplarer, indeholder en række billeder af kongen og hans familie, samt forord af professor Vilhelm Andersen. Af sange indgår et udvalg på 50 forskellige, både kendte og nye danske fædrelands- og åndelige-sange.

I forbindelse med omdelingen, har generaldirektoratet for Postvæsnet, meddelt at man vil omdele bogen gratis. 

Kilde: En folkesangbog til hver familie i Danmark, Kolding Socialdemokrat, 24. september 1940, side 4

1940 – Børne-alsang i Tivoli

Begivenheden finder sted i dag kl. 15
Tivoli-direktør nr. 3, forfatteren Kjeld Abell, var i går i telefonen og meddelte:
“I morgen, onsdag, kl. 15 afholder Tivoli Børne-alsang!”
Hvorfor i morgen, og hvorfor?
“For det første, for at børn også kan få lejlighed til at deltage i alsang, og for andet fordi, børnene i morgen har månedslov og således har tid til at gå i Tivoli.”

Hvem leder børne-alsangen?
“Det gør skoleinspektør, studentersangeren Kaj Oluf Buch og Elo Magnussen spiller til.”
Hvad skal børnene synge efter?
“Der bliver trykt flere tusinde små sanghæfter, som bliver omdelt, så det skal nok blive en succes, hvis blot vejret holder. Alsangen foregår på Kunstnerplænen.”

Kilde: Social-Demokraten, 4. september 1940.

1940 – 12.000 til Alsang ved Koldinghus

I slotsgården stod folk pakket som sild i en tønde – tale af Staldgårdens kommandant, kaptajn Heiberg-Jürgensen.

Det var en oplevelse. Ingen sinde tidligere i Danmarks Riges tusindårige historie er det sket, at hele folket på én gang har samlet sig som en hyldest til vort fædreland, som den der i går eftermiddags steg op mod den solklare septemberhimmel fra hundreder af tusindtalligt besøgte folkesangsstævner […]

Folkesangsstævnet ved Koldinghus havde samlet 12.000 mennesker. I slotsgården stod folk pakket som sild i en tønde, og udenfor på plænen ved sydfløjen var trængslen ikke mindre. Optiker Riis havde taget opstilling i et af ruinens vinduer, hvorfra han dirigerede sangen udenfor og på denne måde holdt de to forsamlinger i kontakt med hinanden […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. september 1940.

1940 – Alsang i Staldgården

Det er i dag et år siden den tyske invasion af Polen, krigen synes dog ikke at være tættere på en afslutning. Forhåbningerne er at den tyske besættelse snart være over.

Efter flere fællessang stævner, både i Kolding og resten af landet over, samles i dag 12.000 mennesker i Staldgården til alsang. Over hele landet meddeles det at 3/4 million mennesker, har været til alsang stævner i dag. De mange stævner er kædet sammen af Danmarks Radio, dem som ikke er med, kan følge med i radioen.

Kilde: Besættelse og befrielse Brikker til en mosaik om livet i Kolding 1940 – 45, af Jesper Hansen og Niels Jørgen Østergaard, Kolding Stadsarkiv 1995

1940 – Hvor bliver den tredje Alsang i Kolding?

Efter hvad vi i dag erfarer, er det nu afgjort, at Kolding får sin tredje Alsang. Det bliver søndag d. 1. september om eftermiddagen – altså samme dag, som det er bestemmelsen, at der skal holdes folkesang over hele landet på én gang. Det er endnu ikke bestemt hvor Koldings tredje folkesangsstævne skal holdes. Som bekendt viste Slotsgården sig alt for lille ved det andet stævne […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. august 1940.