1940 – Bomber ved Ringkøbing og Fanø

Et voldsomt engelsk luftangreb sattes om aften den 19. marts 1940 og natten til den 20. marts ind imod Sild, der er en af de største tyske luftbaser. Under dette angreb har et par af de engelske maskiner åbenbart mistet orienteringen, og har kastet bomber på Holmslands Klit, den smalle tange foran Ringkøbing Fjord og muligvis også ved Fanø. Også over Kolding hørtes i nat en flyvemaskine mellem 12 og 1.

Det forlyder at der har været en “mur af ild omkring Sild“, muligvis fordi de engelske bomber havde ramt et ammunitionsdepot.

Fra Esbjerg meddeles at der omkring 20:25 viste sig en fremmed flyver over byen, dens nationalitet kunne ikke fastslåes, der blev affyret varselskud mod den, og den forsvandt i nordvestlig retning. Maskinen kom fra Syd.

Bomberne ved Ringkøbing er kastet ved Sdr. Lyngvig, tre bomber sprang på en åben mellem Andr. Folkjers hus og Valdemar Sørensens gamle gård, bomberne har dannet et krater af mange meters omkreds. Hos Folkjers, hvor familien lå og sov da bomberne faldt, var alle husets roder kunst, og murene gennemhullet af sprængstykker.

Det er uvist om der på Fanø er nedstyrtet et fly, eller om vidner har set en såkaldt lysbombe. Inde i Esbjerg kunne man i nat høre store detonationer, der kunne tyde på “bombenedfald ved eller udenfor Fanøs kyst“.

Kilde: Kolding Folkeblad, 20. marts 1940

1940 – Gasrensning

Det civile luftværn planlægger nødforanstaltninger i Kolding, i tilfælde af krigens katastrofer skulle ramme byen.

Bemærkninger angaaende Gasrensninger

Der skal paa Udrykningsstationer for Gasrensnings-Kolonner, udføres Vaskeplads for Vogne og Materiel, Vaskepladsen udføres bedst af Beton med Fald til en Brønd, midt i Pladsen, der maa have Afløb til Kloak. Der skal forefindes en Vandopstander med Slangestuds til Afspulng af de inficerede Genstande.

Pladsen bør af Hensyn til de giftige Dunster ligge frit og ikke for nær Beboelser.

Der skal ligeledes findes Indretning til Afvaskning af Gasrensnings-mandskabet.

Brusebadet med varmt Vand, Klorkalk og Kloramin.

Til Rensning af Husfacader o.l. bør der forefindes mindst 1 mindre Haandsprøjte paa hver Station, da man kan komme ud for den Situation at Vandledningen i Gaden er afbrudt ved Bombenedslag.

Kilde: Bemærkninger …, dateret 17. februar 1940, opbevaret i Det civile luftværns arkiv, Kolding Stadsarkiv

1939 – Græske sømænd gennem Kolding

En halv snes græske sømænd passerede i aftes Kolding, på vej med toget til København.

De var rejst via Italien og Tyskland, og skulde gå ombord på en ved krigens begyndelse i Øresund minesprængt græsk damper, men den er senere blevet bjærget.

Sømændene fortalte, at de på togturen gennem Tyskland var udsat for nervepirrende oplevelse. To franske flyvemaskiner havde kredset over Munchen egnen, og sømændene havde set da maskinerne lod bomberne falde, en af bomberne eksploderede kun omkring 100 meter fra toget.

Kilde: Græske sømænd gennem Kolding i Aftes: Kolding Folkeblad, 6. oktober 1939

1939 – Bombefly kom i nat indover Esbjerg

Tysk luftflåde forsøgte i nat at nå Paris, ifølge Reuter, melder Frankrig, at den blev standset ved de yderste fæstningsværker. I Polen har tyske tropper under deres hurtige fremrykning brudt igennem på alle fronter, tyskerne selv erklærer at have taget 15.000 fanger, i dag har de sendt en bomberegn over Warszawa, det er uvist hvor store skaderne er. Englænderne har bombarderet Tyskland største flådehavn i Wilhelmshaven og Brunsbüttel ved indgangen til Kielerkanalen. Franco har erklæret, at Spanien i krigen er neutral, udenfor Europa har Sydafrika nu brudt med Tyskland.

Endnu uidentificerede bombefly kom i nat indover Esbjerg, hvor det frygteligt skete, der blev kastet flere bomber, som slog ned i en ejendom i Frodesgade og et kvarter i Sjællandsgade, en dame er blevet dræbt og syv andre såret. Endnu lægger der en ueksploderet bombe i havnebassinet, måske kan bomben hjælpe med til identificerer hvem der har kastet bomben.

Dagen i dag er både præget af den trafikale stilhed i anledning af, at alt privat bilkørsel er indstillet fra i nat, sammen med forskrækkelsen over bomberne i Esbjerg, det har hos mange fremkaldt nervepirrende vidnesbyrd om, hvor nær vi har krigen udenfor vor dør.

Kilde: Kolding Folkeblad, 5. september 1939.