1944 – Bombeeksplosion på Kongens Nytorv

To caféer stærk ramponeret, en mand alvorligt såret
København (RB)
Et par minutter før midnat indtraf en eksplosion i Hviids Vinstue på Kongens Nytorv. Der var blevet kastet en bombe ind gennem et af vinduerne fra Kongens Nytorv, og ved eksplosionen, der lød meget kraftig, blev hele vinstuen ødelagt. De tunge skodder for vinduerne blæstes ud sammen med ruderne, og dele af inventaret slyngedes ud på gaden. Også i den i etagen ovenfover beliggende Grand Café skete der en del skade. I eksplosionsøjeblikket kom varmemester Ernst Bonnez, Lillekongensgade 6, forbi. Han blev ramt i hovedet af glassplinter og blev i alvorlig medtagen tilstand bragt til Kommunehospitalet og indlagt. Efter eksplosionen har man set to mand løbe bort fra stedet.

Ny biograf-attentat. Men ikke større skade.
Der indtraf endvidere i nat nogle minutter før kl. 1 en bombeeksplosion i Platan-Biografen på hjørnet af Vesterbrogade og Platanvej. Der var her blevet anbragt en bombe i et ventilationsrum ved siden af operatørrummet. Ved eksplosionen slyngedes jernstumper helt over på den anden side af Vesterbrogade og knuste nogle butiksruder, ligesom der i det hele taget gik en del ruder i nabolaget. […]

Kilde: Uddrag, Fredericia Social-Demokrat, 1. april 1944.

1944 – Bombeattentat mod posthuset i Nyborg

9 mennesker i posthuset slap uden en skramme. Bombens sprængvirkninger var overordentlig stor.

Kl. 3.10 i nat er der rettet et bombeattentat mod posthuset i Nyborg. Bomben, hvis sprængvirkning har været overordentlig stor, har antagelig været anbragt ovenpå det flade tag til en en-etages bygning, der rummer forstærkerstationens kraftanlæg, og som støder op til posthuset sydlige gavl.

Ved eksplosionen, der kunne høres over hele Nyborg, blev der slået et flere meter højt og et par meter bredt hul i posthusets gavl, ligesom en del af betontaget blev sprængt. Murbrokker fra posthusets gavl er væltet ind i bygningen og har bl.a. sønderslået den nederste del af den vindeltrappe, der findes i en halvcirkelformet bygning på gavlen.

Lufttrykket fra eksplosionen har gennem denne åbning forplantet sig ind i bygningen, og der er slået et stort hul i skillevæggen ind til selve postkontoret. To af telefonboksene, der er installeret ved denne væg, er fuldstændig sønderslået. Skaden i selve postkontoret og i de tilstødende telegraf- og postekspeditionslokaler indskrænker sig derudover i det væsentlige til nogle dørkarme, der er sprængt. […]

9 mennesker opholdt sig i posthuset.

Da eksplosionen indtraf, opholdt der sig 9 mennesker i posthuset. De slap alle fuldstændigt uskadt. I montør Bolwinckels lejlighed på 1. sal son en ung søn i badeværelset, der blev stærkt raseret, idet kalk og murbrokker fald ned, men sønnen kom intet til. Ved eksplosionen blev i hundredvis af ruder i det omliggende kvarter knust, bl.a. blev Statsbanestationen og Turisthotellet hårdt hjemsøgt med knuste ruder. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. marts 1944.

1944 – Voldsom bombeeksplosion på Aalborg Stiftstidende

Stor skade på Stiftsbogtrykkeriet og hele bladbygningen – betydelige ødelæggelser i hele nabolaget

Kl. 0.30 i nat eksploderede en kraftig bombe i en kælderhals til Aalborg Stiftstidendes bygning ud mod Bernhard Rees Gade. I stueetagen, her findes Aalborg Stiftsbogtrykkeri, der blev så godt som ødelagt. Etageadskillelsen til kælderen sprængtes i stykker, og en del af Stiftsbogtrykkeriets maskiner styrtede ned i kælderen. I øvrigt blev Stiftsbogtrykkeriet så slemt raseret, at dets maskiner er ødelagt.

På 1. sal over Stiftsbogtrykkeriet findes bladets maskinsætteri. Ved eksplosionen blev der slået hul i denne etageadskillelse, og to sættemaskiner blev væltet om, medens to øvrige på én nær alle blev så beskadigede, at de er ude af funktion. Ved eksplosionen udbrød der brand i Stiftsbogtrykkeriet, og der brændte bl.a. et papirlager til en værdig af ca. 60.000 kr.

Hele Aalborg Stiftstidendes bygning blev beskadiget ved eksplosionen, og i redaktionens og ekspeditionens kontorer kan man i dag overalt spore eksplosionens virkninger. Eksplosionen var så voldsom, at svære tværbjælker blev slynget 20-30 meter i vejret og fandtes i baggårde på den anden side af gaden. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. marts 1944.

1944 – Dramatisk ildkamp i Aabenraa under dobbelt sabotage

Sabotør dræbt, to såret og tre arresteret af det tyske politi

Aabenraa, R.B.

Natten til søndag ved godt 2-tiden er maskinfabrikken ‘Hamag’ her i byen, tilhørende ingeniør Harnhorn, fhv. automobilforhandler Claus Mølleg, ødelagt ved en eksplosion, ved hvilken talrige ruder i nabolaget blev knust. Der var ingen sabotagevagt, og ingen mennesker kom noget til. Fabrikken, der kun var nogle få år gammel, beskæftigede 18 mennesker.

Kort før denne eksplosion fandt sted overmandede henved en snes sabotører sabotagevagten i den få hundrede meter fra ‘Hamag’ liggende Aabenraa Motorfabrik, tilhørende fabrikant P. Callesen. Ved hjælp af maskinpistoler blev sabotagevagterne her holdt op, medens sabotørerne anbragt i alt 22 bomber ved fabrikkens drejebænke. Inden sabotørerne var trængt ind i fabrikken havde sabotagevagten nået at få ringet til politiet. Fem betjente blev sendt afsted, men på et gadehjørne, før de nåede fabrikken, blev de standset og holdt op af revolverbevæbnede sabotører. Da de på fabrikken arbejdende sabotører af deres kammerater blev underrettet om, at politiet var undervejs, tog de flugten, inden de udlagte bombers eksplosionsanordning var bragt i stand. […]

Ildkampen

Angående bombeattentatet i Aabenraa meddeles yderligere, at medens det danske politi tog sig af undersøgelserne på gerningsstederne, eftersøgte tysk sikkerhedspoliti sabotørerne. Man havde i forvejen haft mistanke om, at disse havde tagget ophold i et hus lige syd for Aabenraa. Her foretoges en undersøgelse kl. 11 søndag formiddag. Under efterforskningen kom det til ene heftig ildkamp, under hvilken en af sabotørerne blev dræbt og to andre såret. Endvidere blev en kvinde, der opholdt sig i huset, ramt af nogle skud. Tre andre sabotører blev arresteret af det tyske sikkerhedspoliti. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. februar 1944.

1944 – 14 dræbt ved eksplosion i lille Horsens-damper

S/S AGDA forlist ved Endelave – katastrofen skyldes formentlig en kedel-eksplosion

Dampskibet AGDA, der tilhørte Horsens Dampskibsselskab, og som sejlede i paketfart mellem øerne i Horsens Fjord og Horsens, er lørdag aften kl. 18.45 forlist ud for Endelave, en halv time før både skulle anløbe øen. På Endelave hørte man en eksplosion, og umiddelbart efter slukkedes skibets lanterner. Det var klart, at der var sket en ulykke. Der blev straks iværksat en eftersøgning, og ved 23-tiden fandt fiskerbåde fra øen vragrester fra AGDA. Vraget blev fundet på ca. 4½ meter vand. Eftersøgningen fortsattes hele natten og søndag, men man fandt intet spor af de ombordværende. Ombord på AGDA befandt sig foruden skibets besætning, som var på 4 mand, 10 passagerer, som må befrygtes omkomne. Ulykkens årsag er endnu ikke opklaret, men AGDA var forsinket to timer fra Horsens i går på grund af reparation i kedelrummet. AGDA var på 49 brutto-registertons og bygget 1896 i Kiel. Den havde en 80 HK-motor.

(Redaktionen: eksplosionen skyldtes ikke en kedel, men derimod en mine. Alle 14 ombord omkom)

Kilde: Kolding Folkeblad, 17. januar 1944.

1944 – Atter bombe-eksplosion i København

Ingen mennesker kom til skade, og der udbrød ingen brand

København, 15. januar. RB.

Kl. godt 20 eksploderede en bombe, der formentlig har været anbragt uden for en forretning i ejendommen Havnegade 51. Ved eksplosionen knustes hundredvis af ruder i gaden og i den nærliggende toldbygning. Ingen mennesker kom til skade, og der udbrød ikke brand. Da man frygtede, at der lå flere bomber, blev ejendommen evakueret. Bomben har antagelig været anbragt ved et vindue til et firma, der handler med bagerimaskiner, og som ejes af ingeniør A. Brydesen, der bor privat på 2. sal i samme ejendom. Foruden dette firma blev en forretning i kælderetagen ødelagt.

Kilde: Kolding Folkeblad, 15. januar 1944.

1943 – To bombeeksplosioner på Storebæltsfærgen

Tre dræbte og 25 sårede, alle danskere – færgen brændte op udenfor Korsør. Færgefarten indstillet i dag

I eftermiddags ved 14.30-tiden, da Storebæltsfærgens SJÆLLAND var på vej med rejsende fra Nyborg til Korsør, skete der ca. 20 minutters sejlads fra Korsør en voldsom eksplosion i agterskibet. Man formoder at en tidsindstillet bombe har været anbragt under vogndækket. Ved eksplosionen slog flammerne højt op, og en halv snes personer, alle danske, blev mere eller mindre alvorligt forbrændt. Gennem radioen blev der givet meddelelse til Korsør om at have redningsmateriel parat, og ved færgens ankomst var der mødt ambulancer og brandvæsen. De sårede blev bragt til Korsør Sygehus, og brandvæsenet gik i gang med at bekæmpe ilden, der efterhånden havde fået godt fat. Der blev tilkaldt brandvæsen fra Slagelse og Skælskør. Kl. 15.45 skete der en ny eksplosion ombord på færgen. Tre mand af redningsmandskabet blev dræbt, to Falck-folk og en brandmand og 12-15 personer blev kvæstet. Ilden rasede over hele færgen og fængrede bl.a. i olietanken. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. november 1943.