1942 – Målet for dette års tyske sommeroffensiv

Efter Stalingrads fald en “tørlægning” af Rusland for kaukasisk olie

I forbindelse med afslutningen af kampen om Stalingrad, der kan ventes i overskuelig tid, betegner man i militære kredse i Berlin målet for dette års tyske sommeroffensiv på den måde, at man på en gang har haft til formål at erobre hele Don-området og resten af Ukraine, hvis frugtbare sorte jord er af en ganske særlig betydning for Sovjetrussernes ernæring. Det har også været planen at tilrive sig hele det industrielle råstofområde og bringe rustningsindustrien i dette værdifulde område over på tyske hænder, deriblandt også Stalingrad.

Som et yderligere mål for den tyske sommeroffensiv nævner man i herværende militærkredse Sovjetunionens “tørlægning” for kaukasisk olie. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. september 1942.

1942 – Søndagens tyske hærberetning

I Kaukasus gennembrød tyske og med dem forbundne tropper stærke fjendtlige stillinger og vejspærringer modangreb fra fjendens side blev afvist. På Volga blev en slæbedamper og to fragtskibe den 21. og 22. august sænket ved bombetræffere, og en anden slæbedampe og 4 tankskibe blev skudt i brand. På Don-fronten blev fjendens forsøg på forskellige steder at sætte over floden afvist.

I området sydvest for Kaluga og ved Rshew blev angreb af stærke fjendtlige infanteri- og tankafdelinger vist tilbage med bistand af luftvåbnet, der grev virksomt ind i kampene. Herunder blev der i går tilintetgjort 161 tanks, deraf alene 86 i et enkelt armékorps’ afsnit. Sydøst for Ilmensøen og ved Leningrad blev enkelte fjendtlige fremstød standset i den tyske forsvarsild. Det sovjetrussiske luftvåben mistede i går i luftkampe og ved antiluftskytsets virksomhed 122 flyvemaskiner, 3 andre maskiner blev ødelagt på jorden. 4 af vore egne flyvemaskiner vendte ikke tilbage fra deres indsats.

I Ægypten bekæmpede tyske bombemaskiner nætterne til den 22. og 23. august med resultat flere britiske flyveplads syd for Alexandria. Tyske luftjægere nedskød i går 4 britiske flyvemaskiner uden selv at lide tab. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. august 1942.

1942 – Tysk “vinterlinje” ved Kaukasus-bjergene?

Hvor længe fortsætter tyskerne storoffensiven i år?

Berlin, S.T.B.

Medens den tyske offensivbølge på Østfrontens sydligste afsnit ruller frem med tilsyneladende ubrudt kraft, begynder man i såvel udenlandske som tyske kredse i Berlin at diskutere spørgsmålene, hvor langt den tyske hærledelse agter at fortsætte i Kaukasusområdet, og hvor længe storoffensiven kan ventes fortsat i år.

Det nærmeste mål synes allerede at aftegne sig, nemlig en stor omringningsoperation mod Krasnodar-området og en erobring af Sortehavskysten ned over Novorossijsk til Nuapse. Derimod synes målene længere østpå mere uvisse dog turde en by, som Voroshilovsk ligge i farezonen her. At operationer i Kaukasusbjergene kan ventes, fremgår bl.a. deraf, at en påfaldende stor procentdel af de tyske afdelingers mandskab er bjergjægere. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. august 1942.