1944 – Mislykket evakueringsøvelse i Kolding i aftes

Men netop derfor var den lærerig, siger politikommissær Kleberg

Der holdtes i aftes en evakueringsøvelse i den sydlige del af Kolding med Sdr. Vang Skole som centrum. Øvelsen var led i uddannelsen af det personale, fortrinsvis inden for kommunens administration, som skal varetage den såkaldte socialtjeneste, der skal tage sig af folk, som under en katastrofesituation har måttet forlade hus og hjem. Sådanne folk skal føres til et såkaldt “opsamlingssted”, hvor de skal registreres og derefter anbringes i et “luftværnskvarter”. På Sdr. Vang Skole havde man ved øvelsen i aftes indrettet opsamlingssted i én fløj og luftværnskvarter i en anden, og så skulle det prøves, om systemet klappede, For at gøre prøven så nær op ad virkeligheden som mulig, blev de forskellige ledere og deltagere først tilkaldt med en halv times varsel.

Præcis kl. 19 lod socialinspektør Chr. Jensen budstikken gå: Evakueringsøvelse kl. 19½ på Sdr. Vang Skole! Og hvordan gik det så? Ja, ikke alt for godt. En hel del af det mandskab, som skulle være mødt, kom ikke, fordi man ikke kunne træffer lederne. Det gjaldt således beredskabskvinderne, hvoraf man skulle have haft 10. Da man ikke kunne finde deres bortrejste leder og ikke havde nogen stedfortræder at henvende sig til, måtte man klare sig uden lotter. En anden leder var i biografen og kunne heller ikke findes, og det mandskab som mødte, opdagede, at der var adskillige praktiske vanskeligheder, som den teoretiske undervisning ikke havde givet dem fuld klarhed over.

Men netop derfor har øvelsen været af stor betydning, siger politikommissær Kleberg, der som aftenens kritiker har skildret forløbet af denne første evakueringsøvelse for os. Hele mandskabet har nu fået et indblik i, hvordan det vil forme sig i virkeligheden, hvis et halvhundrede mennesker (i dette tilfælde udkommanderede C.B.’ere) fra et villakvarter, således som vi forestillede is det ved øvelsen i aftes, har måttet rømme hus og hjem og hurtigt muligt skal indregistreres, bringes til ro og have kvarter på bedste og hurtigste måde. Ligeledes har øvelsen vist betydning af, at enhver leder under fravær opgiver, hvem der skal overtage arbejdet i hans sted, hvis katastrofen sker. Og sker den – ja, så er den jo netop uden varsel, så det gælder om, at apparatet klapper. Nu, da vi har set de forskellige mangler gennem øvelsen i aftes, kan vi bedre tilrettelægge den næste, for der vil blive lignende øvelser ved alle opsamlingssteder i Kolding i den kommende tid.

Kilde: Kolding Folkeblad, 3. maj 1944.

1944 – Kolding Banegård skal ikke mere være varmestue

Enighed om at bekæmpe uvæsenet – skarpere kontrol og mere lys

Fra de nu nogenlunde oplyste, men dog efter normale forhold temmelig dunkle gader dukker man ind i et lokale, hvor det kraftigt neddæmpede lys af samme styrke som udenfor fører en fortvivlet og håbløs kamp med et varmt tågeslør, hvis hovedbestanddel – hvordan det så end går til – er tobaksrøg, der blander sig med den let syrlige lugt af menneskelig sved og som derved skaber en luft så tyk, at man populært sagt kan skære i den. Rundt om i dette lokale bevæger sig en del skikkelser i mere eller mindre formålsløse baner, og et par halvvoksne knægte forsøger sig med en tagfat omkring andre, der står stille og filosoferer. På bænkene langs væggene sidder en række personer, som i og for sig intet har at gøre her, men som bare sidder og lader tobaksrøgen hvirvle til vejrs og af og til fører en diskussion af mere eller mindre intim art. I de mørkeste kroge pusler det – man kan dårligt se, men man kan til gengæld høre! Og det er ikke altid lige stuerene udtryk og bemærkninger, der falder. Af og til skærer en høj latter gennem rummet, ofte en skingrende pigelatter.

Et dårligt førstehåndtryk af byen

Nej, det er ikke en eller anden tilfældig knejpe, vi besøger. Det er Kolding Banegård – desværre. Har De været der en aften, ja snart sagt på en hvilken som helst tid af døgnet, har De også fået det samme triste og alt andet end hyggelige indtryk. Og når det er sådan for Koldingenseren, hvordan virker det så ikke på den, der måske for første gang besøger Kolding? Det er desværre altid sådan, at det første indtryk holder sig længst, og Kolding Banegård gør ikke noget godt indtryk. Den giver et ganske forfejlet billede af byen, et billede, som byen ikke er tjent med.

Et uvæsen, vi vil bekæmpe, siger politikommissæren

Hvad har politiet tænkt sig at gøre ved sagen? har vi spurgt politikommissær Kleberg.

“Det er et uvæsen, som vi håber ved samarbejde med Statsbanerne at komme til livs”, lyder svaret. “Vi holder regelmæssig øje med forholdene dernede, og der er også af og til blevet noteret nogle af de personer, der opholder stig til stadighed på banegården. Det er blevet en gammel vane, at man benytter banegården til varmestue, men det har taget til i uhyggelig grad gennem de senere år”.

Hvorfor tror De, det er sådan her i Kolding?

“De dårlige lokaler og den dårlige belysning gør noget til det. Man kender ikke noget til den slags andre steder, men der har man også en lyssluse, således at man kan opretholde en kraftig belysning i lokalerne, og det er erfaringsmæssigt noget af det bedste til at holde den slags personer borte”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. februar 1944.

1944 – Luftværnsforanstaltningerne: Panik må indgås – og undgås kun ved viden

Luftværnsforeningens nye kursus bør alle i de ikke husvagtspligtige områder overvære

Som omtalt har Kolding Luftværnsforening påbegyndt et arbejde for at give beboerne i de områder af byer, hvor der ikke er husvagtspligt, instruktioner i, hvorledes de skal forholde sig i tilfælde af luftangreb. Det første kursus løber af stablen en af de allernærmeste dage, og da man regner med, at der i de ikke husvagtpligtige områder af byen findes et par tusinde mennesker, som man antages at have et ansvar overfor andre personer, vil det jo nok tage nogen tid at komme igennem det hele. Det må dog understreges, at tilslutningen på kursuserne sker alene på frivillighedens grund, man siger politikommissær Kleberg, det har altid vist sigt, at der er stor interesse for dette arbejde, og mange gange har vi efter f.eks. husvagtkursuserne hørt udtalelser om, at deltagerne her havde fået oplysning om ting, som de ikke havde vidst noget som helst om og ikke anet noget om i det hele taget, og som de havde været taknemlig for at få at vide.

Kolding er jo, siger politikommissæren, delt i et husvagtpligtigt område – det indre af byen med den høje bebyggelse – og et område, hvor der ikke er husvagtpligt – de yderste områder i byen. I den indre by kan der blive fare for store brande, idet ilden kan springe fra bygning til bygning, og her er det husvagternes opgave at yde hjælp til beboerne. I de ydre områder er denne fare ikke til stede i samme grad, og det er overladt til befolkningen selv at sørge for beskyttelse. Statens Civile Luftværn har til alle husstande i landet for flere år siden udsendt pjecer og instruktioner om, hvorledes man skal forholde sig under luftangreb. Dansk Luftværnsforening påtog sig derefter uddannelsen af husvagterne, således at beboerne i de husvagtpligtige ejendomme kunne få vejledning af husvagterne, og en hel del af ejendomme i den husvagtpligtige bydel har også fået brugelige tilflugtsrum, så befolkningen har et sted, hvor de kan søge hen under flyvervarsel. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. februar 1944.

1943 – Jeg troede ikke, Koldingenserne ville opføre sig således

Alvorlig henstilling fra politikommissær Kleberg i anledning af de urolige aftener

I anledning af de sidste afteners episoder i Kolding udtaler politikommissær Kleberg i formiddags:

“Vi havde i aftes sørgelige erfaringer for, hvorledes det går, når man ikke retter sig efter politiets advarsler. Jeg vil meget indtrængende henstille til den lovlydige og ordentlige del af befolkningen at holde deres børn og unge mennesker fra gaden om aftenen og selv holde sig borte fra de opløb og optøjer, der finder sted. Nu har politiet jo gennem store bekendtgørelser indskærpet det gamle forbud mod sammenstimelen og opløb, netop for at give den lovlyde og ansvarsbevidste del af befolkningen lejlighed til at undgå at deltage i noget ulovligt. Samtidig vil jeg genre understrege det ganske formålsløse i det, der finder sted, men alligevel rummer disse fornuftsstride handlinger jo en alvorlig fare for at skabe en situation, som ingen i byen kan være tjent med.

Der blev i aftes under urolighederne såret 4-5 personer med stiksår, og sårene var så alvorlige, at de pågældende måtte forbindes på sygehuset. Med hensyn til det stedfundne rudeknuseri vil jeg gerne fremhæve, at det må betragtes som helt formålsløst på denne måde at ødelægge danske værdier, og jeg må sige, at jeg, der dog nu gennem en årrække har haft lejlighed til at lære Koldingenserne at kende, ikke havde troet, at sådanne optøjer som de to sidste aftener havde kunnet finde sted her.

Den eneste trøst i denne beskæmmende situation er at det ikke er byens borgerskab, men kun ganske ungdommelige elementer, politiet har haft med at gøre i de sidste aftener. Der er derfor al mulig anledning til for forældre at holde deres børn hjemme, for at ungdommen ikke er sin ubesindighed skal anstifte værre ulykker for byen, end der allerede er sket.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. august 1943.

1943 – C.B.-formanden om forholdene

Ikke ubetinget tilfreds med tjenesten i Kolding

I anledning af vor samtale med politikommissær Kleberg i bladet i går om C.B.’ernes strenge og drøje tjeneste, har vi haft en henvendelse fra formanden for CB-Foreningen i Kolding, Knud Hansen, der gerne ønskede at fremkomme med forskellige supplerende bemærkninger.

Knud Hansen berører først et lønspørgsmål, idet han gør opmærksom på, at CB’erne ikke fik løn den aften, de først mødte kl. 7½ og derefter igen kl. 1 for mere end den første 5-timers periode, skønt man alle andre steder honorerer for begge perioder. Det har bevirket nogen utilfredshed.

Taknemligheden, som politikommissæren taler så smukt om, har vi heller ikke mærket meget til, siger Knud Hansen. De høje herrer inden for ledelsen omgås ikke meget de menige CB’ere, for så de lidt mere til dem, kunne mange misforståelser rettes. F.eks. burde der være et læskur oppe på slotstårnet. Nu må vagterne gå her ubeskyttet i alt slags vejr. Jeg har selv stået der forrige nytårsnat i 25-26 graders kulde – men også i anden barskt vejr kan det være ubehageligt. på dette sted burde der også være en sprængstykssikring for os. Vi må jo nemlig ikke løbe ned og gemme os på trappen i tilfælde af en luftkamp over hovederne på os, men skal være på posten og holde udkig for at indberette vore observationer. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. april 1943.

1943 – Drøje udsigter for C.B.erne

De aner ikke. når de kan blive afløst af yngre årgange

Vi kaldte dem føl til at begynde med. Det var et navn, der slog godt an og slet ikke var ment som et smædenavn, nærmest vel som lidt af et kælenavn. Ordet føl kunne godt fortsat være blevet en populær betegnelse for et populært folkefærd, men nu har de fra mange sider frabedt sig dette øgenavn. Og det må man respektere. De hedde altså CB-betjente, og det er jo nok lidt mere kantet – men sådan skal det altså være. Vi må imidlertid alle have den største respekt for denne uniformerede del af vore medborgere, som udfører et stort og værdifuldt, uegennyttigt, omend ikke helt frivilligt arbejde – til gavn for de lovlige og ordnede forhold i vort land.

Mange har ligefrem medlidenhed med mange af disse CB-betjente, som nu har været “indkaldt”, eller i hvert fald stået til rådighed, i samfulde tre år. For mange af dem har denne civile militærtjeneste været en stor økonomisk byrde, idet de har måttet se deres sædvanlige indtægter beskåret med betydelige beløb. Vi har spurgt politikommissær Kleberg, om der ikke var nogen udsigt til, at CB’erne kunne blive afløst af de yngre årgange.

“Det er der desværre ikke”, svarer politikommissæren. “CB’erne har værnepligt i 10 år ifl. lov nr. 336 af 25. juni 1940 – og de 10 år gælder fra den efter sessionen (hvor de blev kasseret eller forbigået) følgende 1. januar. CB’erne må møde uanset, om det griber ind i deres borgerlige virksomhed. Under normale forhold skal uddannelsen foregår uden for den normale arbejdstid, men vi har alt andet end normale tider for øjeblikket. At hjemsende nogle af de nuværende årgange og uddanne nye er en smuk tanke”, fortsætter politikommissæren, “men det ville medføre et uforholdsmæssigt stort uddannelsesarbejde. Nu foreligger der endelige faste rammer med mandskab, der er inde i tingene og ved, hvad det hele går ud på”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. april 1943.

1943 – Politiet fik kun otte telefondamer

Politikommissær Kleberg efterlyste for nogle dage siden i dagbladene endnu et hold unge damer til at varetage telefonpasningen under Luftværnets Meldetjeneste til aflastning af CB’ere. Der har indtil nu kun meldt sig 8, skønt det er en relativ beskeden indsat, der fordres af damerne, idet det kun forlanges af dem, at de skal møde under luftalarm – og så i øvrigt forinden gennemgå en kortere instruktion om deres opgaver og funktioner i Meldetjenesten.

Det er mærkeligt, at det kniber i så høj grad for Kolding at få stablet det tilstrækkelige antal telefonlotter på benene – i de andre byer – navnlig i Grindsted – er damerne stormet til, da der blev kaldt. Forhåbentlig vil det lykkes at få endnu en halv snes unge damer til at melde sig til denne frivillige samfundstjeneste. Man kan anmelde sig på Luftværnskontoret, der nu er flyttet ned på Axeltorvet og har til huse over for Crome & Goldschmidts forretning […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. januar 1943.

1943 – 20 nye meldestationer i Kolding

De forsynes med blinklamper og ligger med højst 500 meters mellemrum

Som bekendt foregår der en udvidelse af meldesystemet inden for luftbeskyttelsen. Den stærke kritik af den fuldstændige telefonlukning under luftalarm har medført, at meldepostsystemet udvides, således at der som hovedregel ikke må være mere end 500 meter mellem hver meldepost i byerne. Nyordningen ventes at træde i kraft i løbet af februar, og Koldings nye meldeposter er allerede godkendt, oplyser politikommissær Kleberg.

“Der bliver i alt 20 nye poster foruden dem, politiet, brandvæsnet og Falck i forvejen har”, fortæller politikommissæren. “På disse 20 poster vil der under luftalarm kunne modtages meldinger, som så redigeres og indtelefoneres til hovedstationen. Stederne for posterne og telefonerne har vi fundet, men nu skal vi have udnævnt mandskab til at betjene dem. Dette hverv er et borgerligt ombud og vel ikke særlig eftertragtet, men vi må også her appellere til folks samfundssind. Betjeningen af posterne skal jo foretages af besindige og fornuftige folk, og de skal have et kursus i deres pligter. Tilmed må vi vel ved alle poster sørge for at have mere end en mand til betjening, da man jo skal kunne regne med, at der altid er folk til stede ved en meldetelefon. I øvrigt skal disse telefoneres forbindelser jo også knyttes til den særlige nødcentral, således at de ikke rammes af den almindelige afbrydelse under luftalarm.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. januar 1943,