1941 – 107 kommunister er i Horserød-lejren

I alt har 269 personer været taget i forvaring, men de 153 er atter løsladt.

I anledning af en række rygter om de internerede kommunisters forhold, sammenkaldte justitsminister Thune Jacobsen i går repræsentanter for pressen og gav en redegørelser, der dog for en del er fortrolig. Officielt kan meddeles: 116 kommunister er i forvaring, heraf 107 i Horserød-lejren, 7 (kvinder) i Vestre Fængsel og 2 på hospitalet.
De første internerede ankom til Horserød-lejren den 21. august. Rygterne har nævnt meget større tal, helt op til 500. Der har været taget i alt 269 personer i forvaring: men deraf er de 153 igen løsladt. I dette tal er ikke medregnet de personer, som dimitteredes samme dag, de blev forhørt. I anledning af de 116 personers internering er afsagt dommerkendelser. De 115 har appelleret til Højesteret, hvor deres sager vil blive behandlet.

De internerede kommunister har oprindelig siddet i Vestre Fængsel eller arrester rundt om i provinsen. Det drejer sig, som justitsministeren oplyste i Rigsdagen, om folk, om hvilke man må mene, at de også i fremtiden vil udøve kommunistisk virksomhed. Horserød-lejren, som ligger en mils vej vest for Helsingør, blev som bekendt bygget under sidste krig og ligner lejren ved Hald. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 2. september 1941.

1941 – Hvorfor melde sig til Frikorpset?

En korrespondent fra den nazistiske partiavis Fædrelandet havde lejlighed til at følge med de danske frivillige, som den 19. juli 1941 draget afsted for at kæmpe i Frikorps Danmark, og her fået flere af de frivilliges egne begrundelser for at have meldt sig. Som her bringes:

Jeg blev grundet på mine sympatier smidt væk fra mit arbejde. Nu har jeg meldt mig til kamp mod kommunisme og jødedom. Jeg er 41 år og skal forsørge kone og fem børn. Men det er med let sind, jeg drager af sted. Der er sørget godt for dem derhjemme, og jeg har en dejlig følelse af, at nu gør jeg for alvor min pligt.

Julius F. Schøller, tidligere varmemester på Hellerupegnen

Jeg meldte mig for et par uger siden, og har ventet mine marchordrer med længsel. Det var en strålende festlig afsted, København beredte os. Den vil jeg sent glemme, og jeg beder dem gennem bladet sende en hilsen til alle mine venner derhjemme.

Haakon Blangsted

Jeg er glad for at komme af sted. Som gammel soldat vil jeg være med til at slås, for at Danmark kan få sin rigtige plads i det nye Europa. Nu gælder det pligten frem for alt, og det er en stråæende oplevelse at være med i dette tog. Det varmer os om hjertet, at vi nu skal ud og kæmpe under Dannebrog.

Repræsentant Ejnar Bonde Harvøe

Selvfølgelig er jeg glad for at komme med og få lov til at møde bolchevikerne. I København har vi måttet nøjes med at bekæmpe dem med de bare næver. Nu får vi forhåbentlig lov til at gøre noget mere alvorligt ved dem. Jeg vil blot håbe, at vi når fronten, inden krigen er forbi. Værnemagten har al for stor fart på derover.

Stormfører Egon Johansen

Jeg har altid været militært interesseret, og jeg hører ikke til dem, der kun er det i fredstid. Derfor har jeg nu – som dengang i Finland – meldt mig til kamp for Danmarks våbenære.

Svend Larsen, tidligere Feldwebel under vinterkrigen

Jeg meldte mig straks, jeg kunne få lejlighed til det. Jeg giver gerne afkald på mit erhverv nu, hvor det gælder kampen for Danmarks fremtid og særlig da, hvor det er den kommunistiske fare, der truer.
Til at begynde med var min kone jo ikke glad for det, men efter at hun har læst om kommunisternes ugerninger, så har hun slået sig til tåls. Hun kan indse, at den kamp, vi drager ud til, også er for kone, børn og hjem.

Formand Johannes Møller, Nørresundby

Jeg er national-socialist, og derfor har jeg selvfølgelig meldt mig nu, hvor der er en lejlighed til for alvor at bekæmpe bolchevismen. Det var en smuk afrejse, man beredte os i København. Hils derhjemme og sig tak.

Maskinarbejder Jørgen Hjort Petersen, Haslev

Jeg har haft lejlighed til at høre og se, hvad kommunisterne har gjort herhjemme, og derfor synes jeg, at jeg må være med til at bekæmpe dem nu, hvor vi kan komme til det.

Landarbejder Karl Børge Nyrup Larsen

Kilde: Fædrelandet, 20. juli 1941

1941 – Oberstløjtnant Kryssing om Frikorps Danmark

Oberstløjtnant Kryssing inden Frikorps Danmarks første afrejse til Tyskland den 19. juli 1941:

Tak til alle, som her står, tak for deres tilmelding til Frikorps Danmark – og velkommen!

Vi forlader nu Danmark, for hvis skyld vi drager ud. Men forinden vi drager af sted, vil jeg takke den danske regering for anerkendelsen af frikorpset, og vi vil takke Tyskland, som vil give os lov til at hævde vor våbenære ved at drage med i kampen mod bolchevismen. Tak, fordi vi må medtage vort dannebrog og føre dansk kommando. Vor opgave er at kæmpe for og med det nye Europa. Vi vil ikke være bekendt at høre til dem, der sidder hjemme og ser dådløse til, medens det øvrige Europa kæmper for en sag, der også er vor. Til slut en tak til alle, som her mødt op.

Oberstløjtnant Kryssing

Kilde: Fædrelandet, 20. juli 1941

1941 – Stabschef og kaptajn Jørgensen om Frikorpset

Stabschef og kaptajn Thor Jørgensen, til statsradiofonien den 19. juli 1941:

Det er måske en stor beslutning for en officer at tage at gå i fremmed krigstjeneste, men vi må forstå, hvad kampen gælder, og har man sagt A, må man også sige B, og har vi taget dette skridt, ja så ved vi også, at vi har vor våbenære i behold, når vi kæmper sammen med det øvrige Europa på den fælles front imod bolchevismen for at sikre Danmark en ærefuld plads i det nye Europa.

Det var først meningen at Frikorps Danmark skulle bestå af våbenuddannede mænd, men det er jo desværre sådan herhjemme, at alt for mange af vore unge ikke har kunnet komme til at gøre militærtjeneste, og da vi stadigt fik flere og flere anmodninger fra folk, som gerne ville med, men som ikke havde militære forudsætninger, besluttede vi, at også disse kunne træde ind i rækkerne, da vi alligevel alle sammen skal lære at bruge de moderne våben, som vi har for lidt kendskab til. Frikorps Danmark bliver et motoriseret Korps med de bedste og mest moderne våben, og som de ser fører vi vort flag, Dannebrog, med i kampen. – Vi håber, at vi snart har regimentet fuldt, og vi skal tjene under en division af Waffen-SS. Og foreløbig regner vi med at kunne sende et kompagni afsted hver uge.

Stabschef og kaptajn Thor Jørgensen

Kilde:
Fædrelandet, 20. juli 1941

1941 – Smedelærlinge meldt sig som frivillige

To smedelærlinge fra Gelsted på Fyn har meldt sig som frivillige til Frikorps Danmark, under en ferie i København har de været til session på hvervekontor for frivillige i København.

Jeg vil gerne være soldat, og da jeg er meget antikommunistisk indstillet meldte jeg mig som frivillig. Vi er mange ovre fra Fyn, som gerne vil med mod Bolschevikerne.

Ejvin Christensen, Fædrelandet 16. juli 1941

Jeg sympatiserer med national-socialismen, og derfor vil jeg kæmpe, for at den må sejre frem for kommunismen. Vi talte med mester om det, og han havde ikke noget imod, at vi forlod pladsen, når det gjaldt sådant formål.

Knud Larsen, Fædrelandet 16. juli 1941

Kilde: Frikorps Danmark havde en meget stor session i gaar, Fædrelandet, 16. juli 1941, side 3

1941 – Stalins radiotale (uddrag)

Den 3. juli 1941 holdt den sovjetiske statsleder Stalin radiotale til det sovjetiske folk og dets allierede i kampen mod Tyskland, der den 22. juni begyndte en invasion af Sovjetunionen.

Kammerater! Medborgere! Brødre og søstre! Soldater i vor hær og flåde!

Det er jer, jeg henvender mig til, mine venner!

Hitler-Tysklands lumske militære overfald på vort fædreland, som blev påbegyndt den 22. juni, varer ved. Til trods for den Røde Hærs heltemodige modstand, …

Hvordan kunne det gå til, at vore berømmelige røde hær har overgivet en række af vore byer og områder til de fascistiske tropper? Er de tysk-fascistiske tropper virkelig uovervindelige, således som de pralende fascistiske propagandister ustandselig udbasunerer?

Selvføleligt ikke! Historien viser, at der ikke eksisterer og aldrig har eksisteret uovervindelige hære. Napoleons hær blev anset for at være uovervindelig, men den blev skiftevis slået af de russiske, engelske og tyske tropper. Kejser Wilhelms tyske hær under den første imperialistiske krig blev også anset for at være uovervindelige, men den led flere gange nederlag overfor de russiske og de engelsk-franske tropper og blev til sidst slået af de engelsk-franske tropper. Det samme må man i vore dage sige om Hitlers tysk-fascistiske hær. Denne hær er endnu ikke stødt på alvorlig modstand på det europæiske fastland. Først på vort territorium er den stødt på alvorlig modstand. Og når den tysk-fascistiske hærs bedste divisioner som følge af denne modstand er blevet slået af vor røde hær, så betyder det, at Hitlers fascistiske hær også kan blive slået og vil blive slået på samme måde som Napoleons og Kejser Wilhelms hære blev det.

Når en del af vort territorium alligevel er blevet besat af de tysk-fascistiske tropper, så er den vigtigste forklaring den, at det fascistiske Tysklands krig mod Sovjetunionen blev påbegyndt under betingelser, der var gunstige for de tyske tropper og ugunstige for Sovjettropperne. Sagen er den, at Tyskland som krigsførende land allerede havde mobiliseret sine tropper fuldstændigt, og de 170 divisioner, som Tyskland havde kastet mod Sovjetunionen og koncentreret ved Sovjetunionens grænser, var i alarmberedskab og ventede kun på signalet til at rykke frem, medens sovjettropperne først skulle mobiliseres og transporteres til grænsen. Det spillede også en betydelig rolle, at det fascistiske Tyskland uventet og forræderisk brød den ikkeangrebspagt, som var blevet afsluttet mellem det og Sovjetunionen i 1939, uden at tage hensyn til, at hele verden vil betegne Tyskland som den angribende part. Det er klart, at vort fredselskende land ikke ville tage initiativet til at bryde pagten og ikke kunne handle mod sit givne ord.

Hvad vandt vi ved at afslutte en ikkeangrebspagt med Tyskland? Vi sikrede vort land fred i halvandet år og fik mulighed for at gøre vore styrker rede til forsvar, hvis det fascistiske Tyskland skulle tage risikoen og overfalde vort land til trods for pagten. Det er afgjort en gevinst for os og et tab for det fascistiske Tyskland. … Det opnåede, at dets tropper en kort tid fik en ret fordelagtig stilling, men det tabte politisk, idet det for hele verdens øjne afslørede sig som en blodig aggressor.

Krigen mod det fascistiske Tyskland må ikke betragtes som en almindelig krig. Den er ikke blot en krig mellem to hære. Den er samtidig hele Sovjetfolkets store krig mod de tysk-fascistiske tropper. Målet for denne folkets fædrelandskrig mod de fascistiske undertrykkere er ikke blot at fjerne den fare, vort land svæver i, men også at hjælpe alle de nationer i Europa, der stønner under den tyske fascismes åg. I denne befrielseskrig kommer vi ikke til at stå alene. I denne store krig vil vi få trofaste forbundsfæller i Europas og Amerikas folk, deriblandt også det tyske folk, der er trælbundet af de hitleristiske førere. Vor krig for vort fædrelands frihed vil smelte sammen med den kamp, som Europas og Amerikas folk fører for deres uafhængighed og demokratiske friheder. Det bliver en sluttet front af folk, der forsvarer friheden mod slaveri eller truende slavier under Hitlers fascistiske hære. I denne forbindelse er den historiske tale, som Storbritanniens premierminister, Winston ChurSovjechill, holdt om hjælpen til Sovjetunionen, og U.S.A.’s regerings deklaration om sin beredvillighed til at yde vort land hjælp fuldt ud forståelige og karakteristiske og kan kun fremtaknemmelighed i Sovjet-folkenes hjerter.

Vi må med alle vore kræfter støtte vor heltemodige røde hær, vor berømmelige røde flåde!

Alle folkets kræfter må sættes ind for at knuse fjenden! Fremad til sejren!

Kilde: Sovjetunionen i krig, af J. Stalin (1945), forlaget Tiden

1941 – Tale: Folkets ret til at vælge

Tale af partiformand for DKP og folketingsmedlem Aksel Larsen, holdt i folketinget den 20. februar 1941:

Jeg anser det for yderst beklageligt, at regeringen er fremkommet med dette lovforslag om udskydelse af de kommunale valgs afholdelse, foreløbig i et år. Det ville have været af meget stor betydning at få afholdt almindelige, offentlige valg netop nu, i dette forår, i marts måned. Sådan set kan man jo sige, at det ville have været bekvemt og i mange henseender rimeligt, om man, da de daværende regeringspartier på grund af indtrufne omstændigheder forlod det grundlag, man var gået til valg på i 1939, havde ladet afholde folketingsvalg.

Dette har man ikke ønsket at gøre, men nu skulle altså de ordinære kommunale valg holdes. Jeg tror, disse kommunevalg ville have fået meget stor betydning. Vi lever i en tid, hvor man meget kraftigt påkalder folkets samlingsvilje og folkets evne til at bære tidens byrder og klare tidens vanskeligheder, og vi lever samtidig i en tid, hvor der meget højrøstet – om end uden grundlag – tales om nødvendigheden af, at det danske folk fuldkommen forkaster det grundlag, det helt har bygget sit offentlige liv på hidtil. Jeg tror, at det derfor ville have været af meget stor betydning, om man ved et kommunevalg havde givet folket, eller i hvert fald den stemmeberettigede del af det, lejlighed til at tilkendegive sin mening om styreform og styresæt her i landet. Betydningen af en sådan tilkendegivelse tror jeg ikke kan overvurderes.

Endelig ville kommunevalg nu i foråret give befolkningen en hårdt tiltrængt lejlighed til samtidigt at udtale sig om spørgsmålet samlingsregeringen og dens politik. Man vil måske hertil indvende, at dette spørgsmål forelå ikke til bedømmelse, da det var kommunale valg, vi skulle have. Indvendingen er imidlertid formel og kan ikke tages alvorligt.

Staten og kommunernes sager kan ikke på den måde skilles ad. Der er naturligvis blevet regeret og administreret efter den samme grundlinje både i stat og kommune. Dette er så meget mere selvfølgeligt, om det er de samme partier, der her i rigsdage har sluttet sig sammen og dannet grundlaget for samlingsregeringen, om også har den absolutte magt i alle landets kommuner.

Af disse tre grunde, mener jeg, at valgene havde meget stor betydning. Jeg mener uden at overdrive, at vi overhovedet aldrig i Danmarks parlamentariske historie har haft en situation, hvor det var så vigtigt at få afholdt offentlige valg, at det simpelthen er de vigtigste kommunale valg, vi nogen sinde har stået over for. Derfor beklager jeg meget, at regeringen fremkommer med et forslag om, at disse valg ikke skal finde sted. Jeg beklager meget, at dette regeringsforslag jo må antages at blive ophøjet til lov ved beslutning af rigsdagen.

Derpå vender jeg mig mod det reelle til begrundelse af valgenes udsættes, som det angives i bemærkningerne til lovforslaget, og som det forefindes i indenrigsministerens fremsættelsesaftale, nemlig dette, at på grund af den skærpede krigssituation, der kan ventes til foråret, er det ikke muligt at lade valgene finde sted. Må jeg bede den højtærede indenrigsminister om en bedre begrundelse. Må jeg bede om en begrundelse, som ministeren selv tror på. Må jeg bede om en begrundelse, som også befolkningen kan tage alvorligt.

Jeg vil i det hele taget henstille til regeringen at holde op med at komme med begrundelser for sine love og foranstaltninger, som man ikke kan tage alvorligt. Vi har været ude for det adskillige gange, f.eks. da vi fik dette mærkværdige forslag om den autobane, som skulle bygges på Falster, om den nye Guldborgsundbro. Dér fik vi en motivering, som var rent ud sagt ”ad Pommern til ”.

Jeg ved, at der herhjemme er forskellige faktorer, hvis man kan bruge det udtryk, som er eller var alt andet end begejstrede ved udsigten til at skulle have deres tilslutning målt op ved et valg. Der er først og mest nærliggende det parti, som man vel må formode endnu ledes af det ærede medlem hr. Frits Clausen; og det ved enhver, at de er ikke begejstrede for kommunale valg. De har gebærdet sig siden den 9. april, som om de havde hele folket bag sig, og som om det var givet, at i løbet af 24 timer ville folket overdrage dem magten. Men det er betegnende for deres tillid til folket, at da partierne i henhold til valgloven søgte listebogstaver for hele landet, manglede der bondepartiet og det andet parti, der hedder noget i retning af DNSAP.

De skulle ikke søge listebogstav, de skulle ikke have forberedt kommunevalg, de trængte ikke til at få opstillet kandidater. Efter de seneste begivenheder, hvor foretagendet blev sprængt og gik i mere eller mindre tiltalende, navnlig mindre tiltalende stykker, forstår man, at det er fuldkommen håbløst for dem at deltage i noget offentligt valg nogetsteds. Altså, dette parti måtte være interesseret i at få de kommunale valg forhindret. Jeg vil tro, at de efter fattig evne har gjort, hvad de kunne, men jeg kan ikke tro, at de har så megen indflydelse, at de er i stand til at udrette noget i den henseende.

Kilde:
Taler og artikler gennem 20år, af Aksel Larsen 1932-1952 (udgivet 1953), forlaget Tiden