1941 – Tale: Folkets ret til at vælge

Tale af partiformand for DKP og folketingsmedlem Aksel Larsen, holdt i folketinget den 20. februar 1941:

Jeg anser det for yderst beklageligt, at regeringen er fremkommet med dette lovforslag om udskydelse af de kommunale valgs afholdelse, foreløbig i et år. Det ville have været af meget stor betydning at få afholdt almindelige, offentlige valg netop nu, i dette forår, i marts måned. Sådan set kan man jo sige, at det ville have været bekvemt og i mange henseender rimeligt, om man, da de daværende regeringspartier på grund af indtrufne omstændigheder forlod det grundlag, man var gået til valg på i 1939, havde ladet afholde folketingsvalg.

Dette har man ikke ønsket at gøre, men nu skulle altså de ordinære kommunale valg holdes. Jeg tror, disse kommunevalg ville have fået meget stor betydning. Vi lever i en tid, hvor man meget kraftigt påkalder folkets samlingsvilje og folkets evne til at bære tidens byrder og klare tidens vanskeligheder, og vi lever samtidig i en tid, hvor der meget højrøstet – om end uden grundlag – tales om nødvendigheden af, at det danske folk fuldkommen forkaster det grundlag, det helt har bygget sit offentlige liv på hidtil. Jeg tror, at det derfor ville have været af meget stor betydning, om man ved et kommunevalg havde givet folket, eller i hvert fald den stemmeberettigede del af det, lejlighed til at tilkendegive sin mening om styreform og styresæt her i landet. Betydningen af en sådan tilkendegivelse tror jeg ikke kan overvurderes.

Endelig ville kommunevalg nu i foråret give befolkningen en hårdt tiltrængt lejlighed til samtidigt at udtale sig om spørgsmålet samlingsregeringen og dens politik. Man vil måske hertil indvende, at dette spørgsmål forelå ikke til bedømmelse, da det var kommunale valg, vi skulle have. Indvendingen er imidlertid formel og kan ikke tages alvorligt.

Staten og kommunernes sager kan ikke på den måde skilles ad. Der er naturligvis blevet regeret og administreret efter den samme grundlinje både i stat og kommune. Dette er så meget mere selvfølgeligt, om det er de samme partier, der her i rigsdage har sluttet sig sammen og dannet grundlaget for samlingsregeringen, om også har den absolutte magt i alle landets kommuner.

Af disse tre grunde, mener jeg, at valgene havde meget stor betydning. Jeg mener uden at overdrive, at vi overhovedet aldrig i Danmarks parlamentariske historie har haft en situation, hvor det var så vigtigt at få afholdt offentlige valg, at det simpelthen er de vigtigste kommunale valg, vi nogen sinde har stået over for. Derfor beklager jeg meget, at regeringen fremkommer med et forslag om, at disse valg ikke skal finde sted. Jeg beklager meget, at dette regeringsforslag jo må antages at blive ophøjet til lov ved beslutning af rigsdagen.

Derpå vender jeg mig mod det reelle til begrundelse af valgenes udsættes, som det angives i bemærkningerne til lovforslaget, og som det forefindes i indenrigsministerens fremsættelsesaftale, nemlig dette, at på grund af den skærpede krigssituation, der kan ventes til foråret, er det ikke muligt at lade valgene finde sted. Må jeg bede den højtærede indenrigsminister om en bedre begrundelse. Må jeg bede om en begrundelse, som ministeren selv tror på. Må jeg bede om en begrundelse, som også befolkningen kan tage alvorligt.

Jeg vil i det hele taget henstille til regeringen at holde op med at komme med begrundelser for sine love og foranstaltninger, som man ikke kan tage alvorligt. Vi har været ude for det adskillige gange, f.eks. da vi fik dette mærkværdige forslag om den autobane, som skulle bygges på Falster, om den nye Guldborgsundbro. Dér fik vi en motivering, som var rent ud sagt ”ad Pommern til ”.

Jeg ved, at der herhjemme er forskellige faktorer, hvis man kan bruge det udtryk, som er eller var alt andet end begejstrede ved udsigten til at skulle have deres tilslutning målt op ved et valg. Der er først og mest nærliggende det parti, som man vel må formode endnu ledes af det ærede medlem hr. Frits Clausen; og det ved enhver, at de er ikke begejstrede for kommunale valg. De har gebærdet sig siden den 9. april, som om de havde hele folket bag sig, og som om det var givet, at i løbet af 24 timer ville folket overdrage dem magten. Men det er betegnende for deres tillid til folket, at da partierne i henhold til valgloven søgte listebogstaver for hele landet, manglede der bondepartiet og det andet parti, der hedder noget i retning af DNSAP.

De skulle ikke søge listebogstav, de skulle ikke have forberedt kommunevalg, de trængte ikke til at få opstillet kandidater. Efter de seneste begivenheder, hvor foretagendet blev sprængt og gik i mere eller mindre tiltalende, navnlig mindre tiltalende stykker, forstår man, at det er fuldkommen håbløst for dem at deltage i noget offentligt valg nogetsteds. Altså, dette parti måtte være interesseret i at få de kommunale valg forhindret. Jeg vil tro, at de efter fattig evne har gjort, hvad de kunne, men jeg kan ikke tro, at de har så megen indflydelse, at de er i stand til at udrette noget i den henseende.

Kilde:
Taler og artikler gennem 20år, af Aksel Larsen 1932-1952 (udgivet 1953), forlaget Tiden

1940 – Læserbrev: Til Finlands-møde!

Til Finlands-møde!

Grindsted er en by med mange foreninger, hvilket ofte medfører, at når en forening laver et eller andet, vil det give underskud. Det er derfor glædeligt at se, at alle foreninger kan samles under ét, når det gælder så vigtig en sag som Finlands-hjælpen. I dette spørgsmål kan vi heldigvis samles alle, og vi må alle bøje os i dyb beundring og respekt for den måde, det finske folk kæmper for sin frihed og uafhængighed på.

Mange af dem har ikke glemt deres sidste frihedskrig, og de ved, hvad der venter dem, når kommunisterne får magt til at udøve sin ”velsignelse” over det finske folk, ja, de ser det allerede nu med den brutale behandling af civilbefolkningen og Hospitalerne hvor alle hensyn sættes til side: men trods dette formår russerne ikke at få den finske befolkning til at udøve en eneste voldshandling, hvilket viser det finske folks høje kultur.

Alle bør derfor høre professor Felix Iversens foredrag torsdag aften om det finske folk.

J.P. Jersild, Formand for Socialdemokratisk Forening, Grindsted

Kilde: Til Finlands-møde!, 12. februar 1940, Kolding Socialdemokrat, side 7

1940 – Danmark under krisen

Eltang Socialdemokratiske Forening afholdt den 3. februar 1940 medlemsmøde i Strandhuse, hvor der var foredrag om Danmark under krisen.

… den krise, der er fremkaldt af den nuværende krig. Folkene i Europa og andre verdensdele har rejst sig imod hinanden, magtbegær og had vil bemægtige sig verden, over halvdelene af jordens befolkning deltager i ødelæggende krige, hvis virkninger ingen kan overse, og hvis følger vi sent kan overse, og hvis følger vi sent eller aldrig vil overvinde. Midt i dette kaos har kommunisme og nazisme rakt hinanden hånden.

… Danmark er ude i en situation så alvorlig som aldrig før, vi må se sandheden i øjnene, vi kan komme til at give afkald på goder, vi har vænne os til, gid Danmark må undgå krigens rædsler. Vi skal stå sammen om vort parti til værn for et frit og uafhængigt Danmark.

Tale af Togbetjent C.J. Hansen, Horsens

Kilde: Eltang Soc. Forening, 3. februar 1940, Kolding Socialdemokrat

1939 – Mao om Kinas frihedskrig

Kommunistisk Partis hovedopgave efter den sejrrige afslutning på forsvarskrigen vil bestå i oprettelsen af en fri, uafhængig, demokratisk republik. I Kina skal der dannes en demokratisk enhedsregering og et enhedsparlament, der repræsenterer hele folkets vilje, og en enhedsforfatning, der er udtryk for folkets interesser. Alle nationer, der befolker Kina, skal indrømmes lige rettigheder, og efter dette princip skal forbundet mellem alle Kinas folkeslag virkeliggøres. Industri, landbrug og handel vil hurtig udvikle sig. Folk og stat vil i fællesskab realisere den økonomiske opbygning, 8-timersdagen skal indføres, bønderne skal have land, der skal fastlægges en progressiv skat, der skal afsluttes freds- og handelstraktater med udenlandske stater og overenskomster om gensidig hjælp.

Folket skal have garanteret tale-, forsamlings-, organisations- og trosfrihed, hver borger skal være i stand til at udfolde sine evner, folkets almindelige kulturniveau skal hæves, videnskaben vil udvikle sig, analfabetismen vil blive fuldstændig likvideret. Mellem armé og folk vil der bestå et venskabsforhold. En sådan stat og en sådan regering er endnu ikke socialistisk, endnu ikke sovjetisk. Kina vil da være en konsekvent-demokratisk stat, hvor privatejendommens princip hersker. Det vil være en stat, der betyder befrielse fra en halvfeudal og halvkolonial stilling. VI har brug for en sådan stat.

Kommunistisk Parti vil sammen med alle partier og sammen med hele folket kæmpe for oprettelsen af en stat, der genspejler alle Kinas folkeslags ønsker og krav, for oprettelsen af en stat, som den Sun Yat Sen også kæmpede for. Arbejdet med opbygningen af en sådan stat er allerede begyndt med forsvarskrigens proces.

Naturligvis vil en række vigtige forholdsregler først blive truffet efter den sejrrige afslutning af forsvarskrigen, f.eks. den økonomiske opbygning og andre ting. Men i forsvarskrigens proces må forudsætningen for opbygningen af en sådan stat skabes. Hovedbetingelsen for det er de japanske imperialisters uddrivelse af Kina. Det er ikke alene kommunistisk partis, Kuomintangs og andre antijapanske partiers opgave, men derimod hele det kinesiske folks historiske opgave.

Mao, Kinesisk oprørsleder, interviewet den 2. juli 1938 i Yenan

Kilde:
Mao Tse Dun om Kinas Frihedskrig, side 4, Arbejderbladet, 29. januar 1939

1938 – Har kvinden ret til arbejde?

Indlæg fra Arbejderbladet, der udgives af partiet DKP

I gamle dage var det en naturlig ting, at kvinderne passede hjemmet og helligede sig arbejdet med madlavning, bagning, kogning, slagtning etc. I de tider kartede og spandt man i hjemmene, vævede og gjorde ved til tøjets tilberedelse. Man støbte selv lysene, og en husmoder havde dengang mere end nok at tage vare på, foruden at hun jo også ofte på landet gik med i arbejdet i marken i den travle tid.

Gennem industrialiseringen er de fleste af kvindernes store hjemlige opgaver overflødig gjort. Følgen blev da, at kvinden i byerne fulgte med arbejdet ind i industrien, hvor han nu indtager pladsen som lønarbejder ved siden af manden.

På landet, blandt landbrugerne, fiskerne og de småhandlende deltager kvinderne dog stadig i det udendørs arbejde, foruden at hun passer hjemmet og børnene. De færreste landbrugere kunne vist i vore dage undvære hustruen også til hjælp i arbejdet med kreaturerne, i marken i høstens tid og andet, der jo faktisk ligger udenfor det, der forstås ved det egentlige huslige.

Fiskernes hustruer må også stå ved siden af manden i hans arbejde. I de travle fiskesæsoner må de gå til stranden og give en håndsrækning, for at ikke den lille fortjeneste skal gå fløjten. Mange småskippere, der sejler laster mellem de danske kystbyer har da også konen med om bord, og hun tager et nap med i spillet, hvis det kniber. I provinsbyerne og ude på landet er den handlende kone en uvurderlig hjælp i forretningen, og hun når samtidig at være en udmærket kone i sit hjem og mor for sine børn.

Ingen kunne finde på at forlange af disse kvinder, der her står ved siden af manden i kampen for eksistensen, at de skal ophøre med deres arbejde udover netop lige det rent huslige. Og ingen husmand kunne tænke sig, at hans kone ikke måtte hjælpe ham. Og hvad ville vel fiskeren sige, hvis hans kone ikke måtte bøde hans ødelagte fiskegarn om vinteren?

Anderledes er det med byarbejderne, hvis hustruer i kraft af deres arbejde – i mange tilfælde fabriksarbejde – kun gør akkurat det samme som alle de øvrige kvinder, der her er nævnt, de hjælper manden med at skabe et nogenlunde eksistensniveau. De forlader den lille et eller to-værelsers lejlighed, hvor de dog, hvis de da ikke har børn, eller kun et enkelt, næppe kan finde beskæftigelse hver dag fra tidlig morgen til sen aften. Hvis pengene, mandens indtægter, var sådanne, at eftermiddagsteen indtoges på Angleterre eller Wivex, kunne man jo tænke sig, at de forslog eftermiddagstimerne med en fiveoclock toc. Sådan gør jo andre kvinder, for hvem det blot drejer sig om at få tiden til at gå. Men arbejderklassens kvinder har hovedet fuldt op af spekulationer – har manden arbejde, er udgifterne som regel så store, at man ligger på grænsen af smalhans, og har han intet arbejde, er det først rent galt.

Så går kvinden på arbejde med det samme ønske, og det samme mål, som husmandskonen har, når hun sidder i marken fra morgen til aften, at få rettet op på tingene, at skaffe balance i hjemmets økonomi, at klæde sig og sine ordentlige på.

Og hvis man, når man fortalte – som man gør det i denne tid om det frygtelige i, at kvinden tager mandens plads i industrien – altid huskede at fortælle landboerne, provinsianerne, at omtrent 80 procent af samtlige danske skatteydere har under 3000 kr. i årsindtægt, ville det sikkert foranledige, at der ikke herude rejste sig sådanne stemninger for forbud mod kvindens arbejde, som det forlyder i denne tid.

Men det er ikke længere blot stemninger for forbud. Den konservative ungdom har stillet det på sit program at jage kvinderne ud af industrien. Og det konservative folkeparti tropper nu op med samme synspunkter.

”Det må sagligt undersøges, om det ikke ville være heldigt i nogen grad at søge at dæmme op for videre udvikling i Kvindernes Fabriksarbejde”. (Carsten Raft i Berl. Tid. Af 25-10.38)

De supplerer en længere artikel med en udtalelse af næstformanden i de danske husmoderforeninger fru Kathrine Kjær, der udtaler:

”Jeg tror, at de (kvinderne red.) må flyttes fra fabrikkerne – i en vis udstrækning. Jeg holder på friheden – så langt som det er muligt! Men jeg tror, at her er et punkt, hvor man må gribe ind”.

Så vidt de konservative. De vil nu flytte kvinderne fra fabrikkerne tilbage til hjemmet. For dem står naturligvis ikke spørgsmålet om en højnelse af kvindelønnen, så det uheldige løntrykkeri, arbejdsgiveren ofte gennemtvinger, kunne undgås. For dem står kun spørgsmålet at deklassere kvinden og forbyde hende samme ret som andre borgere i samfundet, retten til arbejdet, fordi det i dag passer i krammet. Kvinderne skal angivelig ”ofres” for at afhjælpe arbejdsløsheden. Vi skal i en senere artikel komme ind på, hvorledes andre demokratiske partier modtager en sådan udfordring fra de konservative.

Kilde:
Har kvinden ret til arbejde?, side 6, 14. december 1938, Arbejderbladet – se på mediestream (åbner ny fane)

1938 – Koncentrationslejr i Slovakiet

Det er angiveligt i en officiel meddelelse, blevet bekræftet, at der oprettes koncentrationslejre i Slovakiet. Den første koncentrationslejr skal indrettes i Ilava og anvendes til folk, ”som ikke vil lade sig belære i politisk henseende”.

Ifølge udenlandsk presse, vil der endvidere, i de nærmeste dage blive foretaget razziaer på alle offentlige biblioteker, for at finde kommunistiske og kultur-bolsjevikiske bøger.

Kilde: Koncentrationslejr i Slovakiet, Arbejderbladet, 3. december 1938

1938 – Antisemitismen (Politisk tale)

Tale i Folketinget af DKP’s partiformand Aksel Larsen, den 30. november 1938.

Det ærede medlem hr. Victor Pürschel bedyrede fra denne talerstol, at han er ikke antisemit. Han holdt samtidig en program tale, hvor han ligefrem åbnede døren, så han var klar til, når det måtte passe i hans eller hans tilhængeres eller i andres kram, at springe over og blive fører for en antisemitisk bevægelse, herhjemme. Samtidig er der jo andre, der gør i antisemitisme. Det, der sker i Tyskland, øver en vis indflydelse herhjemme, så jeg vil benytte lejligheden til at fremsætte et par nærmest almindelige betragtninger. Betragtninger om selve jødeproblemet.

Som udgangspunkt vil jeg genre tage en artikel om jødeproblemet, der har været i Berlingske Tidende, efter at hr. Blædel havde fået ferie, og jeg vil gerne samtidig med, at jeg omtaler den, have lov til at bringe et par ganske korte citater fra dem. Det er en artikel i Berlingske Tidende, aftrykt fra ”Der Schwarze Korps”, som er organ for S.S. i Tyskland, og i denne artikel siger man, at nu agter man at berøve jøderne alle eksistensmidler, at berøve dem alle deres formuer og berøve dem deres boliger og give dem særlige kendetegn, som de skal bære, når de færdes på gaden, og når man på den måde har berøvet dem eksistensmidlerne, ja, så er det jo givet, at så vil der til sidst ikke være anden udvej for de tyske jøder, end at de må forfalde til kriminalitet. Og derpå fortsætter bladet:

”Men så må ingen tro, at vi roligt vil se på denne udvikling. Det tyske folk har ikke ringeste lyst til i sit område at tåle hundredtusinder af forbrydere”.

Der fortsættes senere:

”Under en sådan udvikling står vi overfor den hårde nødvendighed at udrydde den jødiske underverden, præcis som man i vor velordnede stat plejer at udrydde forbrydere: men ild og sværd”.

Jeg har ønsket at citerer dette, fordi det er så karakteristisk for hele jødeproblemets udvikling. Her berøver man ved et overgreb folk deres eksistensmuligheder, forventer, at de små forfalder til tyveri, og så vil man straffe dem som forbrydere.

Nøjagtigt det samme er historisk set sket med det jødiske folk gennem to tusind år. Man har forfulgt det, fordrevet det fra dets fædreland, tvunget det til at spredes overalt i fremmede lande, og der har man forfulgt det, tvunget det til at bo i ghettoer, forbudt det at drive almindeligt erhverv, kun tilladt det at drive handel, pengeudlåneri og eventuelt at være skomagere og skræddere.

Man underkastede det de groveste undtagelsesbestemmelser, og derved opnåede man to ting. For det første, at man drev det jødiske folk til i særlig grad at holde sammen, fordi det følte, at alles hånd var løftet imod det. For det andet måtte naturligvis det jødiske folk efterhånden bliver mere drevet på de specielle områder, hvor det nu var tvunget til at beskæftige sig. Derfor finder vi så mange jøder i handels- og pengeverdenen og i konfektionsbranchen og skotøjsbranchen. Det har sin ganske naturlige forklaring, og derfor er det fuldkommen uberettiget at bruge det som angreb på jøderne, at de muligvis på disse områder er klogere og dygtigere end andre, og så på dette grundlag give sig til at forfølge dem.

Jeg vil ikke her bruge tid til at tale om selve racespørgsmålet, det har andre og mere kyndige end jeg talt om andetsteds, men al den snak om de forskellige racer, om deres fortrin og om de ”rene” racer ved enhver er en karikatur af videnskab. Men altid, når man har set disse jødeprogromer, har de været iværksat af de samme grunde – i zarismens Rusland som i det moderne Tyskland – iværksat for at give befolkningens raseri over dårlige tilstande afløb ved at pege på nogle, der i og for sig var uskyldige, bilde befolkningen ind, at de var skyldige, og på denne måde aflede opmærksomheden fra befolkningens virkelige fjender. Og man har haft en anden hensigt – det er ganske tydeligt – nemlig at sætte dels enkeltpersoner, dels staten i stand til at berige sig ved ekspropriering af jøders ejendom.

Dette er jødeproblemet, og den form for politik, der giver sig udslag i jødeforfølgelser, er nazisme. Den slags ønsker vi ikke herhjemme, og enten det ærede medlem Hr. Victor Pürschel snart eller først senere går til den officielle nazismes brigade i Danmark, håber jeg på og regner med, at det danske folk vil vide at holde sådanne bevægelser nede.

Kilde:
Kommunister på Rigsdagen, af DKPs folketingsmedlemmer (1939), udgivet på Arbejderforlaget, København, s. 59-60