1944 – “Nu er det slut”

Sagde den længe eftersøgte banditchef, Karen Holm, da opdagerne stod overfor hende

København,

Den berygtede banditchef, den 27-årige københavnerinde Karen Holm, der gennem lang tid har leget kispus med politiet, blev i går eftermiddags pågrebet hos nogle bekendte i Buddinge. Hun gjorde ingen modstand, da opdagerne stod overfor hende. Blot udbrød hun: “Nu er det slut!” Ved et påfølgende forhør nægtede hun overhovedet at udtale sig om noget som helst. Hele tiden udbrød hun: “Det kender jeg ikke noget til.” I forbindelse med jagten på Karen Holm har politiet i den sidste tid modtaget hundreder af henvendelser, men det var en anonym henvendelse i går om hendes tilstedeværelse i Buddinge, der kronede eftersøgningsarbejdet med held. Det var en bekendt, hun boede hos. Karen Holm står foreløbig til otte måneders fængsel, som endnu ikke er afsonet, men når alle hendes meriter som chef for den uhyggelige bande, der har begået mange af den senere tids røverier og tyverier i København, er opgjort, vil straffen blive betydelig større.

Alle bandens medlemmer er nu under lås og slå, deriblandt to kvinder, den 21-årige ikke tidligere straffede Edel Pedersen, og en anden kvinde, der foreløbig sigtes for hæleri. Karen Holm stammer fra et jævnt borgerligt miljø. Hendes far er død, men hendes mor lever og bor i København. Umiddelbart efter at Karen Holm fik mellemskoleeksamen, begyndte hun at betræde den bane, der nu er blevet hendes ulykke.

Kilde: Kolding Folkeblad, 5. august 1944.

1944 – Også stigning i kriminaliteten i fjor

Opklaringsprocenten ligger på 53

Kriminalpolitiet har nu fået sin statistik over kriminaliteten i politikredsen færdig, og der viser sig på ny at være en stigning i forbrydelsernes antal sammenliget med året før. Statistikken, der følger kalenderåret, viser, at der har været 1.833 anmeldelser fra Kolding Købstad mod 1.650 året før, og 1.306 fra landdistrikterne med 1.210. Desuden har politiet behandlet 1.403 sager fra fremmede politikredse mod 1.300 i fjor.

Med undtagelse af sædelighedsforbrydelser og bedragerier har der været stigning over hele linjen. Indbruddene er steget fra 164 sammenlignet med året før til 187, tyverierne fra 1.787 til 1.868. Voldsforbrydelserne fra 57 til 85 og krisesagerne fra 71 til 120. Sædelighedsforbrydelserne fra 217 til 183. For tyveri er der sidste år blevet anholdt 142 personer mod 116, for sædelighedsforbrydelser 7 mod 16, vold 17 mod 8, andre forbrydelser 11 mod 17, krisesager 34 mod 40 og berusere 290 mænd (313) og 23 kvinder (11). Desuden har der været sigtet 1.240 mænd (1.205) og 150 kvinder (141). Af nævningesager har der været 3 (3). Det er lykkedes politiet at opklare 1.692 sager af 1.339, hvilket vil sige, at opklaringsprocenten ligger på ca. 53. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. maj 1944.

1944 – kreaturhandler i Kolding anholdt

Ifølge det illegale blad Information, som udkom 9. Marts 1944, er kreaturhandleren Jørgen Ludvig Hansen, der beskrives som tysk-venlig, blevet anholdt på en restauration i Kolding, efter at have truet en anden mand med en pistol.

Pistolen skulle kreaturhandleren angiveligt have købt af kontorist Johannes Kastel Bengtsson, som skulle havde købt den af Carl Peter Brinkmann, der er ansat hos Gestapo.

Kilde: information 9. Marts 1944, illegalpresse.dk

1944 – Et stadig stigende antal børn må fjernes fra hjemmet

Næsten dobbelt så mange som for tre år siden. Tal, der taler, fra en børneforsorgs-statistik

At børnekriminaliteten i de senere år har været i stigen, er ikke nogen hemmelighed. Alligevel understreges forholdene særlig grelt i den statistiske beretning, som Landsnævnet for Børneforsorg i disse dage har udsendt. Beretningen indeholder en dyberegående undersøgelse af fjernelsesgrundene for de børn, der i de sidste par år er blevet fjernet fra deres hjem i henhold til forsorgsloven. I 1940 blev ca. 1 af hver 1.000 børn i Danmark fjernet fra hjemmet, enten på grund af uheldige forhold i hjemmet. Men i 1942 blev 1,8 promille fjernet, en stigning på ca. 75 pct.

Drenge begår andre forbrydelser end piger
Der er – ligesom tidligere – fjernet forholdsvis flere børn i hovedstaden end i provinsen. I 1942 fjernedes således 0,32 pct. af samtlige børn under 18 år i hovedstaden mod 0,26 pct. i købstæderne og 0,10 pct. på landet. De større børn fjernes mest på grund af deres opførsel, mens de mindre overvejende fjernes på grund af uheldige omgivelser. Ligesom i tidligere år fjernes der langt flere drenge end piger på grund af barnets eget forhold, og forskellen er endog blevet forøget noget. Den almindeligste forseelse for drengene var tyveri, mens den almindeligste grund til fjernelse for pigernes vedkommende var seksuelle overtrædelser, i nogle tilfælde erhvervsmæssig utugt. Vagabondering og skulkning fra skole var lige almindeligt hos drenge og piger […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 23. januar 1944

1943 – Fem danskere dræbt den seneste måned

Ifølge det illegalt blad Frit Danmarks november udgave fra 1943, der angiveligt er udgivet omkring 12. November, er der i den forgangne måned blevet dræbt mindst fem danskere af nazister og tyske soldater.

Den 10. oktober nedskydes en mand i København af ukendt gerningsmand.

Den 16. Oktober nedskydes snedker Engberg i Krusaagade i København, af SS-mænd og tyske soldater.

Den 18. Oktober døde jord og betonarbejder Aage Nielsen i Vester Fængsels tyske afdeling efter tortur.

Den 20. Oktober blev en Fru Meyer fra Hellerup bortført, mishandlet og fundet dræbt, det er uvist hvem gerningsmændene er, men de illegale blade har vist deres mistanke. Samme dag blev den 26årig Ib Egon Jensen nedskudt foran Grundtvigshus i København af en tysk vagt.

Den 6. November nedskyder og dræbte Gestapofolk en dansk mand, som de påstår var ved at flygte fra dem på Hj. Brantings plads i København.

Den 9. November blev en mand nedskudt foran et vandrehjem i København, som tyskerne har beslaglagt.

Kilde: Frit Danmark, illegalt blad, årgang 2, nr 8, november 1943

1943 – 3 cykelbander med foreløbig 23 implicerede

I går lykkedes det kriminalpolitiet at arrestere endnu en cykelskræller. Han tilstod sig skyldig i cykelskrælleri og blev i formiddags fremstillet i kriminalretten, hvor han gentog sin tilståelse og derefter blev fængslet. Der sidder i øjeblikket i alt 21 varetægtsarrestanter i Kolding Arrest. Langt de fleste af dem hidrører fra en af de tre cykelskrællerbander, som kriminalpolitiet efterhånden er kommet til livs. De tre bander omfatter henholdsvis 12, 7 og 4 implicerede; de fleste af dem har skrællet cyklerne, men enkelte andre er hælere i sagerne. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 5. juli 1943.

1943 – Kriminalpolitiets arbejde er i jævn stigning

Sikkerhedspolitiet har alene haft 465 sager

Kriminalpolitiet i Kolding har nu tilendebragt udarbejdelsen af statistikken over året 1942’s arbejde. Som det kunne ventes, er forbrydelserne i stigning, selv om der ikke i år har været så tungtvejende og mangeomfattende bedragerisager, som da Stougaard-sagen i sin tid optog flere lokaler på Domhuset. Der er i året 1942 begået i alt 2.860 forbrydelser i politikredsen; deraf falder de 1.652 i Kolding by, resten på landet – det blive 1.208. Kriminalpolitiet har opklaret 1.384 af årets forbrydelser og 110 fra forrige år. Der har været 1.205 sigtede mænd og 141 kvinder. I alt har der været anholdt 324 personer, deraf de 11 kvinder. I 211 tilfælde er tiltalte frafaldet, mens der ved Underretten har været rejst tiltale mod 369 mænd og 29 kvinder.

341 mænd har fået deres dom, og 27 kvinder. 3 mænd er dømt ved Nævningeting. der har været rejst tiltale i 203 statsadvokatsager ved Underretten, og der er i Kolding Politikreds anholdt 34 efterlyste fra andre politikredse. Politiet har anholdt 219 berusere; deraf var kun 9 indbragt af landpolitibetjentene fra landdistrikterne – resten har Kolding på samvittigheden. Der er begået 1.787 simple tyverier, 164 indbrud, og der er er anmeldt 188 bedragerisager (herunder underslæb etc.), 57 tilfælde af forsætlig vold (legemsbeskadigelser), 41 forbrydelser mod sædeligheden, 5 dyreplagerisager, 43 tilfælde af hærværk i politikredsen, ligesom man har haft 112 almindelige brandsager, men ingen uagtsomme eller forsætlige. Endelig er der begået ét drab i 1942. […]