1944 – Forordning vedrørende automobilkørsel i Danmark

Fra og med i dag træder følgende forordning vedrørende automobilkørsel i Danmark i kraft:

  1. Fra i dag kl. 16.00 er enhver form for automobilkørsel i landkommunerne forbudt.
  2. Undtaget fra forbuddet er de sædvanlige mælketransporter og lægevogne, disse dog kun for så vidt de benyttes til direkte udøvelse af lægegerning, samt lastvogne som kører med militære formål for øje og for Organisation Todt, i begge tilfælde med fornødne køretilladelser.
  3. Automobilkørsel i byer og landsbyer indenfor bygrænsen omfattes ikke af dette forbud.
  4. Fra den 21. ds. kl. 15 er automobilkørsel på landet tilladt for automobiler, som er i besiddelaf af en særlig køretilladelse, udstedt af en tysk Standortkommandantur eller et af de tyske politis tjenestesteder. Ansøgninger herom kan fremsættes over for den lokale tyske Standortkommandantur eller de tyske polititjenestesteder.
  5. Overtrædelse af dette forbud vil medføre beslaglæggelse af automobilet og straffeforfølgelse over for chaufføren, henholdsvis ejeren.

København, den 19. september 1944.

Den højere SS- og politifører i Danmark.

Kilde: Hejmdal, 20. september 1944

1944 – Stor eksplosionsulykke i nordsjællandsk tog

3 dræbte og 16 sårede ved bombeeksplosion

Der er i aftes sket en ulykke på Lillerød Station syd for Hillerød, hvorved 3 personer er blevet dræbt og 16 sårede.

Eksplosion i personvognen

Da toget mod Hillerød, som skal passere Lillerød kl. 21.49, netop havde sat sig i gang, indtraf der, endnu før de sidste vogne var kommen ud fra perronen, en eksplosion i den tredje eller fjerde personvogn. Virkningen var frygtelig. Fra den molestrede vogn lød der klageskrig, og der opstod forvirring. Fra vognene fik man draget de dræbte og sårede frem, og ambulancer tilkaldtes, hvormed de tilskadekomne kørtes til sygehus. Falck fra Hillerød og Ørnegaarden, Zonen fra Hillerød og 6 ambulancer blev tilkaldt. Endvidere mødte en brandsprøjte og en kranvogn for at etablere nødbelysning.

Mange sad fastklemte

I de første minutter herskede der nogen panik, fordi det var vanskeligt, at få de sårede ud af vognene, og mange sad indeklemt mellem sæderne. De sårede blev lagt i række på perronen og snarest ført til centralsygehuset i Hillerød. De 6 ambulancer kørte hver to ture og to lastvogne kørte hver en tur med lettere sårede. På centralsygehuset ryddede man i hast et par stuer og tilkaldte så mange læger, som det var muligt at få fat på, ligesom der blev tilkaldt nogle blodgivere. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28. juli 1944.

1943 – Til danske læger

Til danske læger.

I anledning af en Eksplosion, der sættes i Forbindelse med sabotage, henvendte Politiet i en større dansk By sig til Byens Læger for at udbede sig Oplysninger om, hvorvidt de paagældende Læger indenfor et bestemt Tidsrum havde behandlet Personer med Læsioner, der kunde formodes at hidrøre fra en Eksplosion. To af de adspurgte Læger nægtede i Overensstemmelse med Loven om Lægers Tavshedspligt at udtale sig. Støttet af ”Den almindelige danske Lægeforening” lod de to læger Spørgsmaalet om deres Vidnepligt prøve for Underretten, hvis Kendelse gik Lægerne imod. Dommen appelleredes til Landsretten, der stadfæstede den af Underretten afsagte Kendelse.

”Den almindelige danske Lægeforening” stilling til de afsagte Kendelser fremgaard klart i Redegørelsen i “Ugeskrift for læger” Nr. 26/43 (20. maj). Man undlod dog at paakære Sagen til Højesteret, i det “Tiderne Ugunst bevirkede, at man ikke mente, der var stor Muligheder for at faa Kendelsen ændret, og man ville nødigt risikere paa Grund af de særlige Forhold, der hersker for Tiden, at faa en Afgørelse, der kunde skabe et ugunstigt Præcedens”.

En Række Læger har indset at dette Ræsonnement fra Lægeforeningen Side rummer en Indrømmelse af, at man ikke er utilbøjelig til at opfordre danske Læger til at gaa paa akkord med deres Samvittighed baade som Læger og som Danske.

De Folk, der har indset dette, prøve nu paa at føre Sagen igennem til Højesteret, for at dokumentere den Alvor, hvormed danske Læger betragter Sagen.

Lykkes det at faa Sagen for Højesteret, er Udfaldet paa Forhaand givet. Loven om Lægers Tavshedspligt er saa uklar i sin Ordlyd, at den i konkrete Tilfælde altid bliver et Fortolkningsproblem. og den danske Højesteret har – vistnok som den eneste i tyskbesatte lande – vist sin Vilje, til at tolke alt efter tysk Ønske.

Hvad saa ?

Vor Etik bygger paa to Forudsætninger, at vi er Læger og at vi er Danske.

Vor Opgave som Læger er hævet over al Diskussion, vi hjælper hvor vi kan, uanset hvem og hvad Patienten er.

Vi hjælper ikke en Patient ved at udlevere ham til tysk Retsforfølgelse og Straf.

Vi kæmper ikke for Danmarks Frihed ved at følge vore Undertrykkeres mindste Vink, vi kæmper ikke for Danmarks Frihed ved at udlevere Danske, der har gjort en Indsat, vi aldrig selv har vovet.

Det overvejende Flertal af Borgere i dette Land opfatter det som Stikkeri at udlevere en dansk Medborger. der yder en aktiv Indsats i vor nationale Kamp, til tyskerne, og de opfatter Stikkeri som den usleste af alle Forbrydelser.

Vi maa klar bekræfte overfor det danske Folk og den Frie Verden, at vi er og tør være Læger, Danske og Demokrater !

97% af de hollandske Læger vovede for nyligt Arbejde, Gods og Liv for at at undgaa Tvangsnazificeringen af deres Stand.

De danske Biskopper har for nyligt enstemmigt offentlig modsat sig at opfordre Præsterne til at tale ud fra andre Forudsætninger end deres kristne Livsanskuelse.

Der er nu rettet et alvorligt Angreb mod Grundvolden i vor Lægelige Etik, men en samlet Lægestand vil – paa trods af Domstolenes Kendelser – anse det som sin Pligt heroverfor at hævde sine pligter og Rettigheder.

Frit Danmarks Lægegruppe
De danske Studenter’s Medicinergruppe

Uddrag fra brev til Kaj Baagøe, Kaj Baagøes privatarkiv, kuvert poststemplet 2. juni 1943. Opbevares på Kolding Stadsarkiv

1943 – Forbigående mangel på difteri-vaccine

Kun små mængder, der må anvendes, hvor der er fare for en epidemi

Lederen af vaccineafdelingen på Statens Seruminstitut, dr. Juel-Henningsen, udtaler i anledning af de fremkomne meddelelser om mangel på difterivaccine, at efterspørgslen er steget så enormt, at instituttet har haft vanskeligt ved at følge med. I en periode udleverede vi omkring 20.000 ampuller daglig. Tidligere var efterspørgslen på nogle hundrede. Vacciner er der imidlertid nok af. Vi producerer den selv, og når vi har bedt lægerne om nogle dages tålmodighed er det udelukkende af forsigtighedsgrunde. Vi har ikke i nogle tilfælde givet afslag. Men er der f.eks. rekvireret 250 ampuller, har vi spurgt, om man ikke foreløbig kunne klare sig med 100. Om nogle dage er vi igen klar til at imødekomme kravene. Siden 1. decbr. er der fra instituttet udleveret ca. 300.000 doser.

Kun vaccine til forhindring af epidemier

I aftes udsendtes i radioen en meddelelse om, at landets embedslæger i disse dage har modtaget meddelelse fra Statens Seruminstitut om, at instituttet i øjeblikket kun råder over meget små mængder vaccine til difterivaccination. I slutningen af denne måned venter man lidt stof til fremstilling af vaccine, og man regner med, at fremstillingen vil blive normal igen i februar. Den vaccine, der er til rådighed i øjeblikket anvendes, efter hvad Seruminstituttet oplyser, på steder, hvor der er fare på færde for en epidemi, eller hvor vaccination allerede er påbegyndt, og børnene står overfor at skulle have den anden indsprøjtning. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. januar 1943.

1942 – Hvad en sundhedsplejerske laver

Det er ikke så nemt at sige, nå man er så ny i arbejdet som jeg, men givet er det, at jeg kommer til at beskæftige mig med bekæmpelse af utøj. Og det bliver sikkert også nødvendigt at besøge nogle hjem, for at hjælp mødrene med at komme utøjet til livs. Det nytter jo ikke af afluse børnene, hvis de blot henter ny forsyning i deres hjem.

Endvidere bliver der sikker en del ernæringsspørgsmål at tage sig af. Hvis man konstaterer, at børnene får mangelfuld ernæring, vil det være naturligt at tale med mødrene om, hvad årsagen er hertil. Egentlig ville det være rimeligt at kalde mig skolesundhedsplejerske i stedet for sygeplejerske. Det er jo børnenes sundhed, jeg skal arbejde for, og det er blandt de raske børn, arbejdet skal foregå. De syge børn skal henvises til lægehjælp.

Ida Jørgensen, sundhedsplejerske i interview 5. september 1942

Kilde: Iværksætterne, s. 245, af Helle Juhl (2018), Kolding Stadsarkiv

1942 – Hvis katastrofen kommer

Da står en velorganiseret sanitetstjeneste med veluddannet mandskab rede til at yde en effektiv hjælp.

Der er egentlig kun sagt lidt om sanitetstjenesten, når talen har været om byens luftbeskyttelse, og så er forholdet jo i virkeligheden det, at denne gren at beskyttelse er uhyre vigtig. Selv synes sanitetsfolkene, at deres mission er den vigtigste, og det må vel siges at være rigtigt, selv om naturligvis intet led i luftbeskyttelses-tjenesten er uundværlig. For at få belyst, hvorledes sanitetstjenesten i Kolding er udbygget, har vi haft en samtale med dens chef, læge Junge Pedersen. Hans souschef er læge Evald Hansen, og de residerer begge under hver luftalarm i kommandostationen på Almenskolen. En tredje læge, E. Rossen, er chef for det søndre distrikt, og han har sin plads i kommandostationen i Borgen.

Et sanitetskorps på 80 medlemmer

Hvor stort et mandskab omfatter sanitetstjenesten her i byen, læge Junge Pedersen?

“Omkring 60 Røde Kors- og Arbejder-samaritter. Dertil kommer en snes mennesker – hovedsagelig kvinder – hvis opgave det er at gøre tjeneste i sorteringsstationer, der etableres, såfremt sygehusets kapacitet ved en katastrofe skulle blive overskredet, og i afvaskningsstationerne, som kun vil blive taget i brug, hvis der finder anvendelse af gas sted.”

Hvor mange læger er disponible?

“Under en almindelig luftalarm møder kun sanitetstjenestens chef og souschefen samt chefen i det søndre distrikt, men indtræffer der noget alvorligt, vil de fleste af byens læger kunne træde i funktion. Nogle må selvsagt blive tilbage og stå til rådighed for almindelige patienter i byen.”

Man har vel også en stab af sygeplejersker?

“Ja, det drejer sig væsentligt om diakonisser og enkelte private samt en del kvindelige samaritter. Sygehusets sygeplejersker har jo deres rigtige arbejde at passe.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 26. april 1942.

1942 – Gratis difteritis-vaccination i Kolding?

Lægeautoriteterne retter henvendelse til Byrådet.

Tirsdag eftermiddag påbegyndte Esbjergs læger en omfattende vaccination mod difteritis af Esbjergs småbørn mellem 1 og 7 år, altså af alle børn under den skolepligtige alder. Årsagen til, at man systematisk har påtaget sig at sørge for, at alle disse børn vil kunne blive vaccineret gratis, er de gode erfaringer, man sidste år gjorde med vaccineringen af alle skolebørnene i samtlige Esbjergs skoler, en sag, der bl.a. også havde en varm fortaler i Esbjergs skoledirektør Olaf Petersen, der også har arbejdet for at få vaccinationen for de endnu ikke skolepligtige børn gennemført. […]

Enkelte alvorlige difteritis-tilfælde i Koldings omegn sætter gang i planerne

Vi nævner disse kendsgerninger fra Esbjerg, fordi der nu er al mulig udsigt til, at vi også i Kolding vil få en gratis vaccination af al byens ungdom. Der har i længere tid i lægekredse været talt om det; men sagen presser sig på i disse dage, hvor man har konstateret flere tilfælde af difteritis i de tæt op til Kolding liggende bebyggelser, hvoraf et mede dødeligt udfald. Difteritis er den farligste af alle epidemiske børnesygdomme; men nogen grund til at blive grebet af panik, fordi der er konstateret nogle tilfælde i byens nære omegn, der der dog ikke, selv om enkelte af de konstaterede tilfælde har været alvorlige nok. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. april 1942.

1942 – Den motorsagkyndige understreger atter det meningsløse i forbuddet mod små droskevogne

Samfundet snydes for mange kilometer tiltrængt nyttekørsel.

Inspireret af Folkebladets artikel i går om de praktiserende lægers drøje kamp med elementerne og benzinmanglen for at nå rundt til deres patienter på en årstid, hvor de forskellige sygdomme især sætter ind, blev vi i middags ringet op af den motorsagkyndige, ingeniør Mikkel Thomsen, der harmdirrende endnu engang understregede det aldeles meningsløse i, at droske- og lillebilkørslen fremdeles ved lov skal finde sted med de store og benzinslugende 6- og 8-cylindrede vogne, mens den lige så vel, navnlig til lægekørsel og lignende, kunne foretages med langt mindre og mere benzinbesparende køretøjer, hvorved der kunne opnås 2-3 gange så megen kilometerkørsel, som med de store vogne.

Det er vel snart et års tid siden, Koldings motorsagkyndige, i øvrigt i fuld overensstemmelse med sine kolleger i nabobyerne, i en samtale med Folkebladet meget kraftigt slog til lyd for, at Justitsministeriet gav los på en sådan i en nødsituation ganske meningsløse bestemmelse om “offentlige” bilers dør-mål og adskillelsesforhold. Allerede dengang blev det meget stærkt understreget og påpeget, hvor mange flere kilometers kørsel, der kunne opnås, hvis Justitsministeriet blot med et pennestrøg havde givet denne lempelse til gavn både for vognmændene og det kørene publikum. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. februar 1942.