I begyndelsen af april afsagde den tyske krigsret sin første dødsdom over en dansk statsborger. Få dage forinden havde Rigsdagens Samarbejdsudvalg i sit opråb af 4. april fremhævet over for befolkningen, hvilket uvurderligt gode det var, at det var lykkedes regeringen at bevare retshåndhævelsen som “et dansk anliggende”. Hvilket kætteri! Samarbejdsudvalget kunne på daværende tidspunkt ikke være uvidende om, at en dødsdom var under forberedelse. Det kunne heller ikke være uvidende om, at i snesevis af danskere arresteres af Gestapo uden dansk politis vidende og medvirken, indespærres i tyske fængsler og dømmes af tysk ret til tyske tugthusstraffe. Og dog vover man hyklerisk over for befolkningen at hævde, at retshåndhævelsen endnu er overladt danske myndigheder. Javel, en cykletyv, en mørklægningsforseelse, en arbejdsløs, der har hævet et par kroner for meget på Socialkontoret – disse og lignende betydningsfulde sager er det endnu overladt til vor dommerstand at behandle. Men så såre vi kommer ind på den nationale kamps område, er dansk retspleje sat ud af spillet. Her hersker de tyske overfaldsmænd suverænt – uanset Samarbejdsudvalgets erklæring.
Og nu har de afsagde den første dødsdom. Det skal indrømmes, at denne dødsdom har vakt røre hos de danske myndigheder. Mange kræfter har været i bevægelse for at få dommen ændret til livsvarigt tugthus. Og det er lykkedes. Så finder man æren reddet. Det er – som højstående embedsmand udtalte til den dødsdømtes familie – ikke personen Hans Petersen, der interesserer vore myndigheder, men det forhold, at der bliver eksekveret en dødsdom i et land, hvor dødsdommen er afskaffet. […]
Kilde: Uddrag af det illegale blad: Frit Danmark, 10. maj 1943, nr. 2, 2. årgang.