De tog straks deres plejeforældre med storm. Deres bagage var ikke stor, men hvor var de søde.
Finnebørnene kom i går eftermiddags til Kolding i god behold, men dygtig trætte efter den lange rejse fra København, og lige så trætte var vist de syv københavnske lotter, der havde haft ansvaret med at få børnene hertil. Det var sikkert ikke været lige let hele tiden at holde styr på flokken, hvoraf de yngste var endog meget små – 2½ år – men ved elskværdige medpassagerers medvirken gik det, selv om togskiftningen ikke altid var lige et at få klaret.
Uden at sige for meget kan man vist straks slå fast, at finnebørnene tog Koldingenserne og deres plejeforældre med storm. Gennemgående var de også søde. Lidt gråd var der naturligvis, da de skulle skilles og med deres nye plejeforældre, men der var ikke langt fra tårerne til smilet, og er der noget yndigere end et barnesmil?
Kun det, de gik og stod i.
Efter at de var kommet af toget, blev de alle samlede på Hotel Ansagar, hvor fordelingen til plejeforældrene fandt sted, og hvor børnene blev beværtede med mælk og boller med smør og det faldt straks i god jord. Der skal i denne forbindelse bemærkes, at de allerfleste af dem var i god stand. De var måske nok lidt blege, men så gå godt ud. Ganske vist må det indrømme, at det første indtryk måske nok skuffede. Børnene havde så meget tøj på, som de kunne bære, uden at deres bevægelser blev hæmmet alt for meget, og – det må understreges – på deres tøj kunne man spore de vanskelige tider i Finland. De allerfleste havde ikke meget mere end det, de kom i, kun en lille kuffert. Men det kan der jo rådes bod på! […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. maj 1943.
