1943 – Kampene på Sicilien tiltager i hårdhed

Allierede forstærkninger til Catania-sletten

Internationale Information meddelte i aftes:

Kampen på Sicilien tiltager i hårdhed. Deres midtpunkt er de bestræbelser, der udfoldes af Montgomerys styrker for at vinde bevægelsesfrihed mod nord. Nordvest for Syrakus er foran bjergstillingerne syd derfor mistede briterne under forgæves gennembrudsforsøg i alt 57 panserkampvogne. Også deres blodige tab steg betydeligt, navnlig i udkanten af Catania-sletten. Som følge heraf fører briterne i hast vedvarende nye styrker frem fra syd for at udfylde de opstående lakuner, særlig med afdelinger fra 1. Canadiske Division. Såvel i Catania-slettens udkant som i aksens øvrige bjergstillinger mod vest bestod kampene i en mangfoldighed af lokale fægtninger, der førtes med stor forbitrelse fra begge sider.

Montgomery var alligevel ikke i stand til at fremtvinge et gennembrud i nærheden af kysten, skønt han samtidig lod foretage et aflastningsfremstød i området ved Caltagirone. De tyske og italienske sikringsstyrker standsede invasionstroppernes tank- og infanteriangreb på passende steder i hovedkamplinjens bjergegne. Dermed lykkedes det dem at splitte landstyrkernes kraftige angreb for derefter at nedkæmpe dem fra flanken. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. juli 1943.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar