1944 – Også kaffe til dem uden slips

Restauratør Holmen-Thomsen berigtiger en påstand

Er Alhambra blevet så fint, at man ikke længere kan få en kop kaffe deroppe, med mindre man har slips på? Dette spørgsmål er gjort aktuelt gennem et indlæg, som her. A. Roth, Udsigten 24, har skrevet i den stedlige Social i lørdags, og hvori han hævder, at en del medlemmer af Dansk Arbejdsmands

-Forbund den 23. august om aftenen blev nægtet kaffe, fordi de ikke havde slips på.

Det var en meget varm aften, og da det jo er meget almindeligt, at i hvert fald yngre mennesker går med opknappet skjorte uden slips, har vi spurgt restauratør Holmen-Thomsen, om han kun lader servere for folk med slips på.

“Nejnej, nejnej”, svarer restauratøren. “Med den omtalte aften og hr. Roth har det sin egen historie. De pågældende havde lejet Søjlesalen, men ville senere have kaffe i danselokalet. Da enkelte af dem efter mit personales skøn var i arbejdstøj, hvilket vi af hensyn til det øvrige publikum ikke gerne ser i det offentlige lokale, gjordes de pågældende opmærksomme herpå, bl.a. muligvis med henvisning til det manglende slips, hvilket dog ikke var det afgørende. Når de pågældende havde Søjlesalen for sig selv, skulle det vel også være nok. Nej, her kommer skam mange uden slips på, og det er der ingen, som tager nogen notits af, når påklædningen i øvrigt er sådan, som man kan optræde med på offentlige steder.”

Kilde: Kolding Folkeblad, 28. august 1944.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar