1944 – Ville have en bunkers – og alligevel ikke

I løbet af tre-fire dage er de første af Koldings 83 offentlige underbringelsesrum færdige

Der skete den ejendommelige episode i dag i Kolding, at nogle arbejdere, der skulle påbegynde anlæggelsen af en offentlig bunkers i den vestlige bydel, af en husejere, hvis tilliggende berørtes af projektet, nægtede adgang til at gå i gang med arbejdet.

Folkebladet har telefonisk forelagt sagen for foranstaltningens herværende førstemand, civilingeniør, cand. polyt. Mikkel Thomsen:

Har husejeren virkelig nægtet myndighederne ret til anbringelse af det omtalte offentlige underbringelsesrum?

“For så vidt ja. Sagen er den, at den pågældende mand for nogen tid siden henvendte sig til os, idet han gerne ville have anbragt bunkers’en delvis i hans tilliggende, da han havde planer om efter krigen evt. at bruge den som lagerplads. Oprindelig havde vi tænkt os at lægge den et stykke fra hans hus, men den kunne lige så godt lægge ved huset, og det indvilgede vi i. Altså efter mandens eget ønske.”

Så kom han på andre tanker?

“Åbenbart. For et øjeblik siden – og efter at arbejderen i dag mødte for at begynde arbejdet – ringede hans kone til mig. Hun var kommet fra ferie, og hun var tilsyneladende meget utilfreds med husherrens dispositioner, naah, jeg fortalte hende naturligvis historiens rette sammenhæng, og i øvrigt, så lader vi den ubeslutsomme familie i fred og lægger bunkers’en, hvor den oprindelig skulle have ligget.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. august 1944.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar