10. april 1940 Kæmnerfuldmægtig Castbergs dagbog

På kontoret til normal tid. Besøg hele formiddagen. Ingeniør Andersen, overlærer Nygaard, frk. Eff, Oluf Rasmussen m. fl. Så godt som ingen ekspeditioner. Folk har andet at tænke på. Klokken 15 besøg af revisor Frandsen og politikommissæren med hvilke jeg drak eftermiddagskaffe. Kl. 16 ovre på Almenskolen og anvise tyske befalingsmænd lokaler for stabens kvarter.

Kl. 20 kørte Kleberg og hans 2 sønner og jeg ud over Nr. Nebel-Billund-Grindsted og tilbage, dels for at prøve at køre med blændede lygter og dels for at efterse mørkelægningen – en yderst interessant tur. I Grindsted var der 15 tyske soldater, der fik mad så det klodsede – mødte mægtige kolonner artilleri og træn fra Bramdrup til Kolding. Hjemme kl. 1.

Uddrag af Kæmnerfuldmægtig T. E. Castbergs dagbog fra 9. april og dagene frem, første gang trykt i Koldingbogen 1981.

1940 – Skolelukning i Kolding

Det har, på grund af brændsels situationen under den hårde vinter og frost, været nødvendigt at lukke de kommunale skoler i Kolding.

Skolekommissionen meddeler i dag at de kommunale skoler, samt 1., 2. og 3. mellemskoleklasser på Almenskolen er lukkede fra og med mandag den 12. februar 1940, og frem til mandag den 19. februar.

Kilde: Skolekommissionen, Kol. Socialdemokrat, 12. februar 1940

1939 – Kolding overtager indkvarteringen

I dag anbringes omkring 100 mand af Kolding Pionertropper på Kolding Vandrehjemmet og en halv snes stykker i Almenskolens gamle gymnastiksal. Resten af byens garnison, godt 100 mand, må endnu vente i privat indkvartering.

Det er svært og fremskaffet et nødvendige materiel, bl.a. senge, til yderligere indkvartering i Almenskolen. En del af materielle skal købes og andet lånes i hærens materiel intendantur. Men i løbet af kort tid skulle altså den sidste rest at privat indkvartering i Kolding være forbi.

Kilde: Kolding Bys Overtagelse af Indkvarteringen, 5. oktober 1939, side 4, Kolding Folkeblad

1939 – Den private indkvartering i Kolding ophører

Det er fra generalkommandoen blevet meddelt Kolding Byråd, at det forventes og opretholde indkvarteringen var ca. 250 mand i Kolding, foreløbigt i tre måneder. Byrådet vedtog på sit møde i går aftes at ordne indkvarteringerne således at officerer og officianter indkvarteres på byens hoteller uden bespisning, mens korporaler og menige, der indkvarteres med bespisning, indlogeres på Kolding Vandrehjem og i Almensskolens tidligere gymnasieklasser, det forventes at bespisningen vil foregå på vandrehjemmet og Olympia.

Indtil nu har der været 350 soldater tilbage i byen, men omkring 100 mand fra 12. bataljon forlader nu byen. Derved ophører den private indkvartering i Kolding.

For 7100 kr. har byrådet købt en grund ved den ny vej fra Riberdyb til Sydbanegade, det er tanken at der skal bygges et ungdomshjem for byens arbejderungdom. Derudover godkendte byrådet Taxas prisforhøjelser og Omnibusselskabets nedskæring af kørslen.

Kilde: Kolding Folkeblad, side 4, 3. oktober 1939

1939 – Det nye bibliotek

Det nye centralbibliotek for Kolding åbnedes i går (30. september), det var dog først i dag at man officielt holdt “åbent hus“. På kun fem timer besøgte, oplyser biblioteket, ikke færre end 3770 personer biblioteket.

Der er kommet mange gaver til det nye bibliotek, af de største private bidrag kan nævnes bibliotekets egen formand kæmner Zoffmann, der har skænket 2000 kr. til bogkøb og fabrikant Volkert, der har skænket 5000 kr. til inventar.

Et smukt og godt Bibliotek er skabt – men der er Brug for en større Bogbestand i de ny Rammer.

Kæmner Zoffmann, uddrag af åbningstale

En del af det gamle inventar bruges stadigt, af nyt lægger man dog særligt mærke til stolene, der er betrukket med ufarvet oksehud. Der er også kommet jernhylder i magasiner, og de vigtigste rum er forsynet med radioanlæg. I avismagasinet i tagetagen, kommer byens gamle aviser til at lægge sammen med Historisk Samfunds samlinger fra Koldinghus.

Der er på biblioteket i alt beskæftiget 14 personer: overbibliotekar E. Ebstrup, bibliotekarerne frk. Ørbech, Mogens Iversen, frk. J. Marschall, A.V. Haagerup, samt eleverne Signe Berkild, Svend Aage Andersen og Annelise Thage. Derudover vagtmester Jørgen Eskelund og fem unge damer, der hjælper med til det praktiske.

Arkitekt Ernst Petersen har udtalt sig at selve byggeriet har holdt budgettet, men der kommet en del mere inventar til end først beregnet, fordi det er blevet foretrukket og møblere alle afdelinger fuldt ud fra starten.

Den nye bygning er gravet så dybt ind i Slotsbanken, at det var påtale at anlægge luftværnets kommandostation i kælderen under Bogmagasinerne, i stedet blev dog Almenskolens ny bygning valgt.

Kilder: Kolding Folkeblad, 2. oktober 1939; Kolding Folkeblad, 30. september 1939

1939 – Det civile luftværns møde på Rådhuset

Aar 1939 den 29’ September Kl. 10 afholdtes Møde paa Raadhuset Til Stede Politimesteren, Politikommissæren, Kredslægen, Stadsingeniøren, Brandinspektøren, Landsretssagfører Juhl, ingeniør Andersen, Kolonnefører Rasmussen, Dr. Brandorff, Borgmesteren, og Fuldmægtig Castberg.

Arbejdet med Indretning af Kommandostation i Almenskolen er overdraget til Entreprenør Bondensen, og man vil anmode Ingeniør Thomsen om at føre Tilsyn med Arbejdets Udførelse. Der vil senere foreligge en Plan til Indretning af Afsnitskommandostation i Borgen, som naar den foreligger skal godkendes af Byraad og Ministerium. Politimesteren forelagde Forslag til Bekendtgørelse vedrørende Husvagtordningen. Forslaget godkendtes. Stadsingeniøren forelagde en Plan til Tilflugtsrum, der dels indrettes i bestaaende Bygninger og del i særlige Rum, der opføres til dette Formaal. Det er Meningen, at Materialet til Afstivning m.m. i de Rum, der er udset til Tilflugtsrum, skal bringes paa Plads ved disse, saaledes at de meget hurtigt kan bringes i den Stand, de skal være, for saa vidt at der udgaar Ordre om Luftværnstilstand. Stadsingeniøren bemyndiges til allerede nu at fælde en Del Graner i Komarksbuskene, som det var Meningen under alle Omstændigheder at fælde i Løbet af Vinteren, og anvende de fældede Træer til de Foranstaltninger, der skal foretages i og til Tilflugtsrummene. Endvidere bemyndiges Stadsingeniøren til i øvrigt at anskaffe det Tømmer, som det maatte være paakrævet at have til Raadighed til samme Formaal.

Man anmodede Stadsingeniøren om med Bistand af Kolonnefører Rasmussenat fremkomme med en fuldt udarbejdet Plan samt Overslag over, hvad der skal laves vedrørende Tilflugtsrum, saaledes at denne kan godkendes af Byraadet og indsendes til Indenrigsministeriet til Approbation. Paa den udsendte Opfordring til faglige Organisationer om at stille private Kræfter til Raadighed til Beredskabsforanstaltninger var foreløbigt indkommet et imødekommende Svar fra Smedemesterorganisationen. Man drøftede derefter Spørgsmaalet om Sorteringsstationer og Afvaskningsanstalter, og man forventer i næste Møde, at der foreligger en endelig Indstilling herom, som kan videresendes til Luftværnschefen og Ministeriet til Godkendelse. Brandinspektøren henstillede, at der indrettes Fællesdepot for Brandvæsenet og de øvrige Fraktioners Beredskab. Man anmodede Stadsingeniøren, Brandinspektøren og Politimesteren om ved næste Møde at fremkomme med en Indstilling herom efter nærmere indbyrdes Konference.

Afskrift af mødereferat, 29. september 1939.
Kilde: Det Civile Luftværn i Kolding Foreningsarkiv, arkivregisternummer A1034, opbevares på Kolding Stadsarkiv

1939 – Kommunens kokssalg åbnet

I morges kl 9:30 åbnede kæmnerkontoret på Rådhuset atter for salget af koks fra Kolding Gasværk. Allerede lang tid i forvejen var køberne begyndt at indfinde sig og tage opstilling, ifølge Folkebladet var det nødvendigt at tilkalde en politibetjent, for ordenens opretholdelse.

Da dørene blev slået op, strømmede købere ind. Hver husstand kunde kun hjembringe 3 hektoliter, og lageret derhjemme må efter bestemmelserne ikke være på over 5 hektoliter. Hver enkel køber skal underskrive en erklæring herom.

Salget fortsatte til 14:30 om eftermiddagen. Man ekspederede alle, der klokken 13:30 var blandt de ventende i forhallen. På grund af den store tilstrømning, benyttes fra i morgen lokaler på almenskolen, der er åben mellem kl. 14-18.

Kilde: Kolding Kommunes Kokssalg aabnet, 27. september 1939, Kolding Folkeblad

1939 – Kommandostation til 5.813 kr.

Det civile luftværn holdt igen i går møde.

De tre flag på hustagene er nu færdige, og projektørerne er ved at blive opstillet.

Der forelå planer og overslag fra ingeniør Thomsen til indretning af kommandostation i den højere Almenskole til 5.813 kr., der foreløbig vil være at afholde af Kolding Kommune. Den væsentlige del heraf forventes refunderet af Staten. Indrettelse af Afsnitskommandostationen i den sydlige bydel skal ligeledes projekteres af ingeniør Thomsen.

Man drøftede planen om indretning af sorteringsstationer og afvaskningsanstalter. Den endelige bestemmelse herom vil først blive taget i et senere møde.

En godkendt plan vedrørende husvagtordningen forelå. Der vil i et møde, som afholdes i næste uge, af politimesteren blive forelagt et udkast til en kundgørelse vedrørende husvagtordningen.

Det blev endvidere vedtaget at etablere luftværnssamariterkursus.

Kilde: Jydske Tidende, 22. september 1939