1939 – Det civile luftværns møde på Rådhuset

Aar 1939 den 29’ September Kl. 10 afholdtes Møde paa Raadhuset Til Stede Politimesteren, Politikommissæren, Kredslægen, Stadsingeniøren, Brandinspektøren, Landsretssagfører Juhl, ingeniør Andersen, Kolonnefører Rasmussen, Dr. Brandorff, Borgmesteren, og Fuldmægtig Castberg.

Arbejdet med Indretning af Kommandostation i Almenskolen er overdraget til Entreprenør Bondensen, og man vil anmode Ingeniør Thomsen om at føre Tilsyn med Arbejdets Udførelse. Der vil senere foreligge en Plan til Indretning af Afsnitskommandostation i Borgen, som naar den foreligger skal godkendes af Byraad og Ministerium. Politimesteren forelagde Forslag til Bekendtgørelse vedrørende Husvagtordningen. Forslaget godkendtes. Stadsingeniøren forelagde en Plan til Tilflugtsrum, der dels indrettes i bestaaende Bygninger og del i særlige Rum, der opføres til dette Formaal. Det er Meningen, at Materialet til Afstivning m.m. i de Rum, der er udset til Tilflugtsrum, skal bringes paa Plads ved disse, saaledes at de meget hurtigt kan bringes i den Stand, de skal være, for saa vidt at der udgaar Ordre om Luftværnstilstand. Stadsingeniøren bemyndiges til allerede nu at fælde en Del Graner i Komarksbuskene, som det var Meningen under alle Omstændigheder at fælde i Løbet af Vinteren, og anvende de fældede Træer til de Foranstaltninger, der skal foretages i og til Tilflugtsrummene. Endvidere bemyndiges Stadsingeniøren til i øvrigt at anskaffe det Tømmer, som det maatte være paakrævet at have til Raadighed til samme Formaal.

Man anmodede Stadsingeniøren om med Bistand af Kolonnefører Rasmussenat fremkomme med en fuldt udarbejdet Plan samt Overslag over, hvad der skal laves vedrørende Tilflugtsrum, saaledes at denne kan godkendes af Byraadet og indsendes til Indenrigsministeriet til Approbation. Paa den udsendte Opfordring til faglige Organisationer om at stille private Kræfter til Raadighed til Beredskabsforanstaltninger var foreløbigt indkommet et imødekommende Svar fra Smedemesterorganisationen. Man drøftede derefter Spørgsmaalet om Sorteringsstationer og Afvaskningsanstalter, og man forventer i næste Møde, at der foreligger en endelig Indstilling herom, som kan videresendes til Luftværnschefen og Ministeriet til Godkendelse. Brandinspektøren henstillede, at der indrettes Fællesdepot for Brandvæsenet og de øvrige Fraktioners Beredskab. Man anmodede Stadsingeniøren, Brandinspektøren og Politimesteren om ved næste Møde at fremkomme med en Indstilling herom efter nærmere indbyrdes Konference.

Afskrift af mødereferat, 29. september 1939.
Kilde: Det Civile Luftværn i Kolding Foreningsarkiv, arkivregisternummer A1034, opbevares på Kolding Stadsarkiv

Skriv et svar