1940 – Christmas Møller i Kolding

Folketingsmand Christmas Møller talte i søndags ved et møde i Kolding-kredsens konservative vælgerforening, som havde indbudt medlemmer af de fem stole politiske partiers vælgerorganisationer. Der var ca. 700 mennesker til stede, og det var første gang efter sin fratræden som handelsminister, folketingsmanden talte til en større forsamling.

Da Christmas Møller stod op på talerstolen, der var smykket med Dannebrog, kunne han i et par minutter ikke komme til orde for det mægtige bifald, der lød mod ham. I 1½ time holdt han derefter den store forsamling fængslet med et foredrag, hvori han udførligt gjorde rede for de aktuelle politiske og økonomiske spørgsmål i landet. Han understregede meget stærkt, hvilken stor betydning det havde, at alle fulgte Kongens påbud om at vise korrekt og værdig holdning, og han pegede på, at det var uomgængeligt nødvendigt, at der blev sat stærkt ind på at skabe beskæftigelse i vinter. […]

Kilde: Uddrag, Horsens Avis, 8. oktober 1940

1940 – Staunings Radiotale

Ministeriet er i dag rekonstrueret. Det består nu af medlemmer fra de fire største partier på Rigsdagen – det konservative Folkeparti, Det radikale Venstre, Partiet Venstre og det socialdemokratiske Parti, samt af repræsentanter hidkaldt fra livet udenfor de politiske partier.

Det er en ændring i de tilvante forhold, et brud med mange års sædvane, fremkaldt af de ekstraordinære tilstande, som krigsforholdene har påført vort land.

Læs mere

1940 – Nationalt dansk samarbejde

En fællesudtalelse fra de fire store partier og retsforbundet, vedtaget på møde den 2. juli 1940.

De på rigsdagen repræsenterede partier, der ønsker den bestående forfatning bevaret som grundlag for det politiske liv, har besluttet at gennemføre et nationalt dansk samarbejde.

Partierne lægger alle parti-uoverensstemmelser til side og samles til sikring af den uafhængighed og integritet, som er tilsagt vort land, og som er folkets fornemste ønske.

Dette samarbejde vil på rigsdagen og igennem regeringen virke for løsning af de opgaver, som tiden fører frem, og navnlig vil det være magtpåliggende at gennemføre sådanne reformer, som også med hensyn til budgetter og statsøkonomi under de ændrede vilkår skaber sikkerhed for sunde økonomiske forhold.

Desuden vil man skride til sådanne foranstaltninger, som kan bidrage til formindskelse af understøttelsesstrangen, ved at den arbejdsdygtige befolkning føres over til udførelse af arbejde, der kan tjene til sikring både for de arbejdsløse og for samfundet.

Iøvrigt vil det være formålet at bringe dagens opgaver til hurtig løsning og at sikre det bedst mulige samarbejde med de nationer, med hvilke forbindelse er mulig, og hvis forståelse vi også påkalder.

Nationalt samarbejde med disse folk er målet for vore partiers bestræbelser.

For at sikre samarbejdets videre udvikling og tilrettelægge arbejdet, når rigsdagen ikke er samlet, vælger partierne et fællesudvalg på 2 medlemmer fra hvert af de fire partier og 1 medlem fra Danmarks Retsforbund.

Det konservative Folkeparti: Halfdan Hendriksen, Ole Bjørn Kraft. Det radikale venstre: J. Veistrup, A.M. Hansen. Venstre: J. P. Stensballe, Knud Kristensen. Socialdemokratiet: Charles Petersen, Hartvig Frisch. Danmarks Retsforbud: Oluf Pedersen.

Kilde: Nationalt dansk samarbejde, Kolding Socialdemokrat, 3. juli 1940