1944 – 6 unge piger uddannes til polititjeneste

De skal også lære at skyde!

Den 1. juni begynder et nyt hold på Politiskolen, og blandt dette vil der være 6 unge piger, udtaget blandt 10, som for nylig er udtaget ved en optagelsesprøve. To af de kvindelige politibetjente skal til provinsen, en til Randers og en til Horsens.

Politikommissær Hektor Larsen, der har haft med antagelser at gøre, oplyser over for B.T., at politiet har ca. 150 ansøgninger fra unge kvinder liggende. På Politiskolen vil de unge også komme til at lære at skyde. En af de unge piger, der nu er antaget, frk. Ulla Bendix Poulsen, en datter af amtslægen, udtaler, at det er den omstændighed, at man i politigerningen kommer til at beskæftige sig med mennesker, som har gjort, at hun har følt sig særlig tiltrukket af dette arbejde.

Kilde: Kolding Folkeblad, 12. maj 1944.

1944 – 14 dræbt ved eksplosion i lille Horsens-damper

S/S AGDA forlist ved Endelave – katastrofen skyldes formentlig en kedel-eksplosion

Dampskibet AGDA, der tilhørte Horsens Dampskibsselskab, og som sejlede i paketfart mellem øerne i Horsens Fjord og Horsens, er lørdag aften kl. 18.45 forlist ud for Endelave, en halv time før både skulle anløbe øen. På Endelave hørte man en eksplosion, og umiddelbart efter slukkedes skibets lanterner. Det var klart, at der var sket en ulykke. Der blev straks iværksat en eftersøgning, og ved 23-tiden fandt fiskerbåde fra øen vragrester fra AGDA. Vraget blev fundet på ca. 4½ meter vand. Eftersøgningen fortsattes hele natten og søndag, men man fandt intet spor af de ombordværende. Ombord på AGDA befandt sig foruden skibets besætning, som var på 4 mand, 10 passagerer, som må befrygtes omkomne. Ulykkens årsag er endnu ikke opklaret, men AGDA var forsinket to timer fra Horsens i går på grund af reparation i kedelrummet. AGDA var på 49 brutto-registertons og bygget 1896 i Kiel. Den havde en 80 HK-motor.

(Redaktionen: eksplosionen skyldtes ikke en kedel, men derimod en mine. Alle 14 ombord omkom)

Kilde: Kolding Folkeblad, 17. januar 1944.

1942 – Muslingekogeri i Kolding foran fuldførelse

Forlig mellem Kolding og Horsens om muslingefiskeriet.

Der har stået en strid mellem muslingekogeriet ‘Mytilus’ i Horsens og fiskeeksportør Th. Petersen, Kolding, der var den første, der tog muslingefiskeriet op for alvor og oparbejdede et marked med afsætning af muslingerne. De to virksomheder mente gensidigt, at modparten trængte sig ind på den andens naturlige skrabeområde. Hvem der havde mest ret, skal vi ikke her blande os i, vi skal kun konstatere, at der nu er oprettet en fredspagt de to partier imellem, og den går ud på, at Th. Petersen forpligter sig til at undlade at købe eller skrabe muslinger på Horsens Fjord (at regne ud til As Hoved), mens ‘Mytilus’ til gengæld forpligter sig til at nedlægge sit kogeri i Strib. Horsens folkene er glade for denne ornding, for dermed slipper de for en konkurrent, men til gengæld er der Kolding-virksomheden, der antagelig går i gang om en god uges tid for den overflødige virksomhed i Strib.

Man regner i øvrigt med, at der i Horsens Fjord skal være så mange muslinger, at de ligger i lag på 3-4 meter (hvilket nu vistnok er en overdrivelse), og alle havnens og fjordens fiskere har helt opgivet det normale fiskeri, der i øvrigt var sløjt nok, og har helliget sig muslingeskrabningen. 20-30 både hver med 2-3 mand om bord henter således muslinger hjem til ‘Mytilus’. Hver både laster 3-6 tons, og hver tons betales fiskerne med 40 kr. I muslingekogeriet etc. er der beskæftiget 180 kvinder, og der udbetales en ugeløn på 10.000 kr.

Vi har talt med fiskeeksportør Knud Petersen, der udtaler, at han venter kogeriet, der ligger ved siden af firmaets kontorbygning ved åen, færdigt om otte dage.

Er der mange muslinger i Kolding Fjord endnu?

“Ja, der er langtfra skrabet rent. Ganske vist blev de tætteste muslingebanker godt raseret i vinter; men der er stadig et temmelig tykt lag til rådighed.”

Hvor mange tons vil De behandle, når fabrikken er færdig?

“I hvert fald 15-20 tons, men hvis vi foretrækker to eller tre holds drift – det afhænger lidt af, hvordan det kommer til at ligge – så kan vi godt komme op på indtil et halvt hundrede tons om dagen. Det afhænger også delvis af tilførslerne. Afsætningen er der derimod ikke noget i vejen med. Vi kan komme af med alt, hvad vi kan lave i kogeriet. Der skulle også være mulighed for at lave et produkt til det danske marked i form af suppeekstrakt.” […]

Hvor mange mennesker kan der derigennem beskæftiges?

“Vi skal antagelig bruge et halvt hundrede kvinder – men vis vi kommer til at køre flerholdsdrift, kan vi bruge både 100 og 150 i den nye virksomhed.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 3. oktober 1942.

1941 – Tobaksløse dage i flere provinsbyer

Foreløbig i Horsens, Næstved og Odense – i andre byer indskrænkes lukketiden.
Cigar- og tobakshandlerne i flere større byer i provinsen har taget spørgsmålet om indskrænkning i lukketiden op som følge af den stærke mangel på tobak. For en måneds tid siden besluttede cigarhandlerne i Horsens at holde butikkerne lukkede om torsdagen. Kollegerne i Næstved og Odense er nu fulgt efter og har proklameret henholdsvis torsdag og lørdag som “tobaksløse dage”. For Odenses vedkommende træder ordningen i kraft på lørdag, for Næstved i næste uge […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 2. maj 1941.

1941 – Byrådsvalg

Byrådet i Vejle, har valgt at fastsætte datoen for det kommende kommunalvalg i marts måned, til mandag den 3. marts 1941. Dette er dog kun gældende, såfremt der ikke fra statens side, træffes en beslutning om en fælles valgdag for landet.

Dyrene som plejede at stå i Givskud Zoo, er for en stor dels vedkommende sat i pleje forskellige steder. På flere gårde i Givskud, har man j januar 1941 kunnet se aber ude i staldbygningerne. I Horsens havde en købmand taget to løveunger i pleje, dog har han måtte skille sig af med disse igen, på grund af de mange godter, som løveunger fik af gæster i købmandsbutikken.

Dansk Politik

Ifølge Ritzaus Bureau, har folketingsmand Chrismas Møller valgt den 10. januar 1941 at nedlægge hans mandat i Folketinget, samtidigt fratræder hans stilling som forretningsfører for det konservative folketing, samt alle andre stillinger indenfor politiske foreninger.

Ligeledes i går den 10. januar 1941, ved dommermandsretten i Nordre Birk, blev DNSAP-medlem og folketingsmand Aage Henriksen, idømt 40 dages hæfte. Sagen skyldes en pjece som var udsendt af Henriksen, plejecen havde indeholdt mange forskellige injurier mod embedsmænd.


Kilder: Spredte nyheder, 11. januar 1941, Kolding Socialdemokrat
Købemanden holdt løveunger i sin butik, 11. januar 1941, Kolding Socialdemokrat
Chrismas møller ud af politik, 11. januar 1941, Kolding Socialdemokrat
Folketingsmand i hæfte for injurier,11. januar 1941, Kolding Socialdemokrat

1940 – mange spærreballoner over store dele af Jylland

En hest og en hund dræbt af stærkstrømmen fra en sprængt ledning, der lå hen over vejen
Den voldsomme blæst førte påny et stort antal engelske spærreballoner ind over landet, og atter denne gang var det Jylland, det gik værst ud over. Fra Horsens meddeles, at en engelsk spærreballon om eftermiddagen drev hen over den sydlige del af Horsensegnen. I Staksrode rev den en af Bjerre-Hattings Herreds højspændingsanlægs ledninger ned, så den kom til at ligge tværs over landevejen. Kort efter passerede en mælkevogn fra godset Rosenvold stedet, og hesten blev dræbt ved berøring med højspændingsledningen, medens kusken slap uskadt. Et øjeblik efter dræbtes en hund, hvorefter der blev sat vagt ved ledningen. Den sydlige del af oplandet havde endnu i aftes ingen elektrisk strøm.
På Koldingegnen drev en spærreballon hen over egnen nord for byen. Den havde et langt kabel slæbende efter sig og anrettede betydelig skade. Den rev således ikke blot flere højspændings- og lavspændingsledninger ned, men kortsluttede også samleskinnen mellem de fire sydjyske byer og lavede ravage på telefonnettet.

Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 4. november 1940.

1940 – Tyvebande i Fredericia

Ved retten i Fredericia blev der i august 1940 behandlet en sag om en tyvebande, hvori der var 4 medlemmer. Udover indbrud i Fredericia, har gruppen begået tyverier og indbrud i Aarhus, Horsens, Thorsted, Plejsted, Skærbæk, Stepping, Alminde, Erritsø og Strandhuse.

Blandt andet har to medlemmer af gruppen lavet tyverier hos købmand Wæring, Strandhuse, og i Alminde Brugsforening. Den ene af bandemedlemnerne kommer oprindelig fra Sdr. Stenderup. Sagen beskrives som meget omfattende. 

Kilde; Tyvebande i Fredericia, Kolding Socialdemokrat, 24. august 1940 

1940 – Fosterfordrivelsessagen fra Grindsted

Den 29. juli 1940 begyndte nævningetinget i Kolding på behandling af en stor fosterfordrivelsessag fra Grindsted.

Sagen omfatter en snes kvinder, hovedpersonerne er dog ægteparret Ane Marie og Holger Wesche fra Grindsted. Sagen blev opklaret på grund af et trusselsbrev, fordi en kone fra Grindsted egnen ønskede at blive skilt fra sin mand, der for et par år forinden var havnet i Vridsløselille fængslet, på grund af en blodskamsaffære. Manden ville ikke gå med til skilsmissen, i stedet lykkes det ham, igennem en anden fange, at få smuglet et brev ud til konen, hvori han krævede at hun undlod at kræve skilsmisse, og indgav en bebådningsansøgning, “for ellers vidste hun jo nok … “.

Brevet havnede i politiets hænder, der straks begyndte at forhøre hvad den sag drejede sig om, hvorefter lavinen begyndte at rulle.

Læs mere