Kilde: Det illegale blad ‘De Frie Danske’, nr. 7, 3. årg. 23. april 1944
Tag: illegale blade
1944 – Færdig med Hitler og hans slæng
Menig tysk soldat, Ferdinand Kochem, siger sin mening
En tysk soldat, Hans Ferdinand Wilhelm Sehl Kochem, f. 8/6 1924, tilh. 39. Regiment, 1. Batt. er deserteret og står nu i en dansk havn og skal rejse til Sverige.
Jeg er færdig med Hitler og hele hans slæng. Selvfølgelig er der ingen af os mere, der tror på en tysk sejr. Krigen er uigenkaldelig tabt. Hjemmefronten er på bristepunktet, det fortæller jo alle der har orlov. Vore byer, vore hjem er lagt i ruiner. Vi er jo næsten jaget helt ud af Rusland. Intet har nazisterne kunnet forhindre, og nu har jeg i hvert fald fået nok. Nu tager jeg afsted, og jeg ved, at tusinder og atter tusinder har samme tanke som jeg. Tro mig, krigen er snart forbi.
Kilde: Det illegale blad ‘De Frie Danske’, nr. 7, 3. årg. 23. april 1944
1944 – Mytteri i tysk garnison og 20 officerer og menige forsøgte at flygte
Den tyske garnison i Helsingør har været ude for et mytteri. “De grønne” i Helsingør er indkvarteret i Krogske Gaard, Den Internationale Højskole, Teknisk Skole og med kommandantur på Kronborg.
I de sidste 14 dage har der været afholdt invasionsøvelser fra Hornbæk til Helsingør – i hvilken anledning de tyske soldater har været stærkt bevæbnede.
I Helsingør, som så mange andre steder, er de tyske soldater imidlertid blevet lede og kede af situationen – og for få dage siden lavede de ganske simpelt mytteri. Et sted blev nazi-fanen hejset ned og trampet på og fra Teknisk Skole tog 20 mand (officerer og menige) i største hast til Snekkersten, hvor de tvang en skipper til at sejle dem over mod Svenske-kysten. I mellemtiden var der imidlertid blevet slået alarm i Helsingør og hurtigbåde fik desværre opsnappet flygtningene, før de var nået helt over. Resultatet af mytteriet i Helsingør er nu blevet det, at samtlige tyske soldater er blevet afvæbnede, og ingen tysk soldat må færdes på gaden i Sundbyen uden at have særlig tilladelse fra kommandanturen på Kronborg. […]
Kilde: Uddrag af Det illegale blad, ‘De frie Danske’, nr. 7, 3. årg. 23. april 1944
1944 – 9. april 1944
Den 9. april 1944 afsluttes Danmarks fjerde år under fremmedvældet. I intet af besættelsens tidligere år har vort land måttet lide så meget under nazismens voldsmetoder, retsbrud og vilkårlighed som i det nu forløbne. Men alligevel passerer vi denne 9. april under lykkeligere vilkår end de tidligere; thi året der gik, bragte os den befriende afklaring i vort forhold til besættelsesmagten, og året, der kommer, vil bringe os vor frihed tilbage.
Folkets vilje og evne til aktiv kamp mod nazismens førte til den 29. august 1943, og da den regering, der havde sat sig som mål at bygge bro mellem danske og tyske interesser, måtte ophøre at fungere, var vejen banet for en udvikling, der vil blive af afgørende betydning for vort lands fremtid. Indadtil førte tyskernes overtagelse af den fulde magtøvelse til en enestående styrkelse og samling af de antinazistiske kræfter i landet, og udadtil viste begivenhederne Danmarks sande ansigt. Først med den 29. august blev det åbenbart for verden, at vort land uden forbehold ønsker at indtage sin plads blandt de kæmpende demokratier.
Vi har måttet sande, at kampen koste ofre. Med henrettelser, tugthusstraffe, deportationer og massearrestationer har tyskerne søgt at komme den danske frihedsbevægelse til livs. Ved jødepogromer, gidselfængslinger, politiske hævnattentater og provokatoriske hærværkshandlinger har de hjemlige og fremmede nazister villet skræmme og splitte befolkningen. Men hjemmefronten har ikke vaklet noget øjeblik, og folket har uden tøven eller tvivl ydet den sin tilslutning og støtte. Den ensrettede nazistiske propaganda i en censureret dagspresse og en tyskdirigeret radio er prellet af mod danskerens retsind og sunde sans. De personer, der har ladet sig benytte som talerør for besættelsesmagtens interesser, er blevet mødt med foragt, og befolkningens store flertal har anerkendt nødvendigheden af at uskadeliggøre betalte angivere, der under beskyttelse af tyskerne arbejder for at bringe ærlige landsmænd i Gestapos fængsler. […]
Kilde: Uddrag af det illegale blad ‘Frit Danmark’, 3. årgang, nr. 1, april 1944.
1944 – I korte træk
Som det fremgør af Frihedsrådets opråb til 9. april, har den organiserede sabotage ligget stille de sidste måneder. Dens sidste store resultater var Riffelsyndikatet, B.&W., ‘Always’ Radio og Nordværk på General Motors – alle krigsvigtige virksomheder. I mellemtiden fortsætter nazisterne deres meningsløse hærværk. Kinopalæet og Platan Bio blev åbenbart ødelagt som led i angrebene på dansk filmindustri, Aalborg Stiftstidende, som en demonstration overfor dansk presse og restauranter som ‘Hvids Vinstue’ fordi man mener, deres publikum er særlig engelsk-venligt.
Meningsløst og hensynsløst giver nazisterne os en forsmag på de ødelæggelser, tyskerne forbereder, når de lider nederlag. […]
Kilde: Uddrag af det illegale blad ‘Frit Danmark’, nr. 1, 3. årg. 2. apri 1944.
1944 – Danmark – stikkerens land
En højtstående Gestapomand har overfor en dansk embedsmand udtalt, at han ikke kendte noget land i Europa – og han havde ellers været i mange lande – hvor der fandtes så mange stikkere som i Danmark.
Det er beskæmmende, men desværre må vi give Gestapomanden medhold i, at stikkeriet har antaget en meget omfattende karakter i vort land. Findes der nogen forklaring på dette forhold? Er det således, at det danske folk, nationalt set, er gjort af ringere stof end andre folk? Har danskeren mindre karakterstyrke, er han lettere tilfals for penge, eller hvori ligger forklaringen?
Vi vil idet efterfølgende kort gennemgå de forskellige arter af stikkere samt undersøge årsagerne til det florerende stikkeri.
Den professionelle stikker findes i alle lande i det omfang, der er brug for ham. Det er almindeligvis moralsk defekte individer, for hvem det ingen rolle spiller, hvorledes de tjener deres penge. Der er ingen grund til at ofre dem mange ord. De er almindeligt foragtede af såvel dem, de arbejder for, som dem, de angiver.
De som lader sig friste af udsigten til hurtigt at komme i besiddelse af store pengebeløb, er forsåvidt farligere. Den professionelle stikker vil almindeligvis være ret kendt i de kredse, han arbejder imod, og man kan gardere sig overfor ham. Men den mand eller kvinde, som pludselig gribes af pengebegær og ser en let måde at få tilfredsstillet dette på ved at røbe viden, de tilfældigt eller bevidst er kommet i besiddelse af, kan man ikke i tide tage sine forholdsregler overfor. […]
Om disse to kategorier gælder det, at de er lige foragtelige, og at der fra frihedsbevægelsens side må gøres alt for at uskadeliggøre dem, inden de anretter for mange ulykker.
Kilde: Uddrag af det illegale blad ‘Frit Danmark’, nr. 1, 3. årg., 2. april 1944.
1944 – Danmark set udefra
En beretning fra vor minister i USA, Henrik Kauffmann
Scanvenius førte som bekendt sin politik ud fra den lige så umoralske som forkerte opfattelsen, at det under alle omstændigheder var nødvendigt at holde sig gode venner med Tyskland, medens det under ingen omstændigheder var ulejligheden værd at søge at skabe os agtelse i den frie verden; vandt de allierede krigen, ville de alligevel af politiske hensyn behandle os fair – havde vi måske bagefter måtte bøde for vor stilling i krigen 14-18? Det var en tid, hvor denne lurvede opfattelse vandt en vis genklang hos danskerne, men lykkeligvis var vi for sunde til at blive forgiftningens ofre, og i året 1944 er der ikke mange danske, som ikke føler det som en befrielse, at vi er med i kampen på de allieredes side.
Selv om Scavenius-politikken nu er historie, er det dog af stor betydning at få beviser for, hvor falsk og farlig den var. Dette fremgår med al ønskelig tydelighed af en omfattende skrivelse med bilag, som vor beslutsomme gesandt i Washington, Henrik Kauffmann, har tilstillet sine kolleger i de neutrale lande og de frie danske organisationer, og som FRIT DANMARK herved citerer i uddrag.
I september 1942 udtaler Kauffmann i det memorandum til sin kollega i London, grev Reventlow, med hensyn til de muligheder, en dansk regering stod overfor den 9. april 1940:
“For krigens udfald har valget af den ene eller anden løsning næppe spillet nogen rolle af betydning; men den tilstand der skabtes i Danmark ved de beslutninger, der blev truffet den 9. april 1940, er ikke uden sine særegne faremomenter for landet og folket, især på længere sigt, og at tale Danmarks sag i udlandet er blevet en ofte vanskelig opgave. Der er mange i udlandet, der ikke kender vor tvangssituation til bunds og derfor har svært ved at forstå, at den danske regering kunne bekvemme sig til at spille en Quasivasals rolle for Hitler, og der er også mange, der ikke er så tolerante, at de kan sige, at forstå alt, er at tilgive alt, og som føer, at uanset hvad en dansk regering trues med, burde den ikke give efter. Det anføres ofte hjemme, at det ikke er gørligt for folk udenfor Danmark at dømme retfærdigt om danske forhold efter besættelsen. På samme måde er det svært i Danmark at gøre sig en rigtig forestilling om, hvorledes Danmarks holdning bedømmes i udlandet, og hvilken virkning dette kan få for Danmarks Fremtid.
Hvis det ikke var for den frie danske bevægelse, ville Danmarks navn i de demokratiske lande være lidet værd, og alle danskes stilling i den frie verden for længst være blevet uholdbar” […]
Kilde: Uddrag af det illegale blad, Frit Danmark, marts 1944, 2. årgang, nr. 12
1944 – Tilfældene: fru Delbo og hr. Kronby!
To stikkere har fået deres fortjente straf, men der bliver ikke borgerfred i Danmark, før der er gjort fuldstændig op med Dagmarhus’ danske hjælpere.
Dagspressen har meddelt om to drab, et på fru Delbo i Sankelmarksgade, og et på en fhv. politibetjent Kronby på Bispebjerg, men selvfølgelig har de legale blade ikke fået lov til at skrive sandheden om disse to drab, nemlig, at det er to af Dagmarhus’ danske hjælpere, der er blevet straffet på livet for deres forræderiske gerninger. Både fru Delby og hr. Kronby hørte nemlig til dette usle kryb, stikkerne, der for penge sælger deres landsmænd til fjenden, og mange gode danske borgere sidder i dag i tysk fængsel, tugthus eller koncentrationslejr på grund af disse to stikkeres virksomhede. Derfor har frihedskæmpere idømt de to landsforrædere den eneste straf, der gælder for deres landsforræderiske gerninger, nemlig: døden, og Dagmarhus’ øvrige danske hjælpere kan være overbevist om, at skæbnen også nok skal vide at indhendte dem.
De kan, som fru Delbo, forsøge at skjule sig under opdigtede navne, men de skal lige så præcist som i tilfældet Deblo – blive fundet. […]
Kilde: Uddrag af det illegale blad ‘De Frie Danske, nr. 6, marts 1944, 3. årgang.