1942 – Døgnlangt tordenvejr med skybrud – men uden lynbrande

Der faldt 60 mm. regn i Kolding. Korntraverne på marken fuldstændig gennemblødte. Mange skader på ledningsnettene.

Den sidste uges myldrende badeliv ved Kolding Fjord fik en brat afslutning. Den lummervarme lørdag sluttede med en meget grumset rød-blå-grå solnedgang, som ikke lovede godt for søndagsvejret. Luften var ladet med indestængt uro, som i løbet af natten kom til udbrud i et voldsomt tordenvejr med stærke regnskyl. Uvejret brød løs hen på morgenstunden, og de, der havde belavet sig på søndagsudflugt, vågnede op til en grim skuffelse. Regnen skyllede ned, tordenen rullede, og lynene knitrede ustandselig uvejret. Uvejret holdt sig over Kolding det meste af dagen. Ved middagstid var det særlig heftigt.

Meget sorte og lavthængende skyer gjorde dagen mulm som under aften. Et skærende lyn badede pludselig alt i et lyshav, efterfulgt af dagens rekord-tordenbrag, som rystede byen. Lynet kunne ikke have været ret langt borte, og mange ventede at se en brand flamme op et eller andet sted i nærheden, men lynet må være slået ned i jorden eller på markerne, for på Koldingegnen anstiftede lynene heldigvis ikke en eneste brand under uvejret. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. august 1942.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar