Fordi en tredjedel af flaskerne “sover” ude hos forbrugerne
Gang på gang har der fra mejeriernes side været rettet henstillinger til forbrugerne om dels at behandle mælkeflaskerne godt og dels at aflevere dem igen, og årsagen til det har der heller ikke været lagt skjul på – nemlig, at glasværkerne har ondt ved at skaffe det nødvendige råmateriale til fremstilling af nye flasker. Naturligvis må der regnes med et spild, det kan jo ikke undgås. Dels går der en del itu ved rensningen og skyldningen af flaskerne, dels knuses en del under transporten, og husmoderen kan jo for den sags skyld også være uheldig og tabe en flaske.
Dette svind er dog ikke større, end at man kan få det dækket ind selv i disse tider, så går det endda, men meget værre er det, at hundreder for ikke at sige tusinder af mælkeflasker forsvinder ud af omsætningen, og det er ikke altid så let at opspore, hvor de er blevet af. Tidligere var det sådan, at husmødrene, når de var i bekneb for en sylteflaske, tog den første den bedste mælkeflaske. Den blev rangeret ind mellem de øvrige flasker på hylderne. Der stod den så længe, at den næsten fik hævd på at være saftflaske, og så var dens dage for alvor talt som mælkeflaske. Dette har man dog i nogen grad været i stand til at komme til livs. Man behøver sjældent at appellere ret meget til husmoderen, før hun, hvis der er nogen rimelig baggrund for henvendelsen, indser, at det er til hendes egen fordel, så de sylteflasker, der tidligere var mælkeflasker, er vist i grunden kun få efterhånden.
Men alligevel er det galt, ja så galt, at mejerbestyrer Kjærsgaard, Kolding Andelsmejeri, kan se bunden på flaskebeholdningen, og hvor nødigt han end vil, må opstille det skræmmebillede, at flaskemælken i Kolding muligvis må inddrages, fordi man ikke har de tilstrækkelige flasker til rådighed, og nøjagtig det samme gør sig gældende for Centralmejeriets vedkommende. Andelsmejeriet råder over en samling på 36.000 flasker, hvilket er ganske anseligt, men det er altså ikke for mange, snarere tværtimod. Sagen er den, at mejeriet for at kunne tilfredsstille behovet må have 12.000 flasker på mejeriet til daglig, idet de jo skal gøres rene, sterillieres osv., og det må gøres i god tid, inden flaskerne tages i brug. Andre 12.000 befinder sig til stadighed hos kuske og forhandlere i byen over, og så er der der re resterende 12.000 – smertensbørnene. De befinder sig rundt om hus husmødre og forbrugere, de “sover”, eller cirkulerer ikke hurtigt nok. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 25. juli 1943.
