Brandvæsnet var i går kun blevet færdig med brandet på Goriværk, da en ny voldsom brand blussede op, denne gang ved 19-tiden på Banegårdspladsen, hvor det gik udover cykelhandler Robert Leidecks forretning Globus.
Kort efter Leideck og hans svende havde forladt forretningen brød branden ud, den blev meget voldsom og der var frygt for de omkring liggende forretninger, særligt den nærliggende benzintank.
Der lød det ene smeld efter det andet fra forretningen, når cykelhjulene eksploderede.
Brandvæsnet kunne ikke gøre meget, næsten hele forretningen var brændt ned, før der var vand på slangerne. Der blev ydet en stor indsats for at begrænse ilden til andre bygninger. Brandårsagen er endnu ikke klarlagt, eksperter er dog allerede i gang med undersøgelser på stedet.
Alt udover et lille lager af cykeldæk brændte, barnevogne, cykler og radioapparater, skaderne kan endnu ikke opgøres, men er meget store.
Der har været usædvanlig mange brande den sidste tid i Kolding. Den 24. april nedbrændte udlængerne til Bjærtgaard, 97 dyr indebrændte. Natten til 27. nedbrændte Krøllers Tarmrenseri på havnen. Den 29. var der brand syv forskellige steder, blandt andet på grund af børns leg med tændstikker hos Gdr. Buch i Alminde og Gdr. Frydendahl i Egeskov.
Kilde: cykle-forretning raseret af voldsom brand, Kolding Socialdemokrat, 1. Maj 1939, side 1
Uhyggelig mange brande i den sidste ugestid, samme, side 4