Kategori: Hverdagen i Kolding

Hurtig og let pulterkammerrydning i Kolding i dag.

En kendt moderne amerikansk komponist har skrevet denne lystige, halvt fanfareagtige melodi for at den skulde finde anvendelse ved den i dag påbegyndte pulterkammerrydning i Kolding.

,,Vi fløjter og ta’r fat’’ lød det muntret og morgenfriskt fra højtalerbilen og de tre-fire store lastbiler, der tog fat på arbejdet med 32 raske mænd under ledelse af kolonnefører og med Rendebanen som udgangspunkt.

For nogle at byens borgere var det nok en noget tidlig reveille, men de behøvede dog ikke at hoppe ud af deres senge for at rydde deres pulterkamre – det havde de fleste gjort aftenen i forvejen, og alt skramlet, som de nu, tvunget af omstændighederne, måtte sige farvel, var stablet op på gårdspladserne og enkelte steder på fortovet.

Det er blevet understreget, at folk skulde tage denne halvvejs tvangsforanstaltning og delvise krænkelse af privatlivet med godt humør. Og det må siges til vores allesammens ros, at vi har taget det med godt humør, ikke uvidende om at beskyttende, der for os selv ligger i, at pulterkamrene er tomme. Er der nogen modvillige – ja, så tager politiet affære.

I vinduerne kunde man se de små børn i deres natdragter – de var ikke vant til at komme så tidligt op, og også de skulde betragte det ejendommelige og uvente sceneri nede på gaden. Utvivlsomt vil det sætte sit præg i deres bevidsthed som noget underligt, at de ikke forstår rækkevidden af.

Og hvad var det, der blev kørt væk? Alt det ældste, for længst kasserede indbo, som man ikke kunnet nænne at skille sig af med, men har stablet op på lofterne og derefter glemt og ikke kigget til. Fra forældrene nedarvede arvestykker, som ved modtagelsen allerede var for forældret i det yngre hjem, men som man af pietetshensyn ikke kunde bære over sit hjerte at kaste i skraldespanden. Lidt kuriøs samlermani lider vi vist også alle af.

Gamle hullede madrasser giver ellers hovedindtrykket ved en sådan pulterkammerrydning. Der var også de gamle trebenede vaskestativer, hvor benene for længst var gået hver sin vej. Der var ligeledes ret nye senge og der var øreklapper til vor barndoms mystiske radioapparater og naturligvis også barnevogne, indviet i længst forsvundne tider af nuværende næringsdrivende i byen. Jo, der var alt mellem himmel og jord. For de enkelte familier måske nok en sum af minder, men for de fleste gælder det, at de alligevel føler en vis lettelse ved – ved sådan et kup – at blive af med alt det, der har tunget deres ordenssans og properhedssans – for også disse er et led i den menneskelige psykologi.

Enkelte steder var der ikke noget at hente. Disse adresser blev skrevet op, og senere kommer der her brand- og politieftersyn for at se, om der virkelig ikke er noget på lofterne på disse steder. Det første sted var Sct. Jørgensgade Nr. 7, den helt ny af kommunen præmierede bygning. Her havde beboerne endnu ikke nået at samle sig ragelse sammen på loftkamrene.

Men også der, hvor der har været noget at hente, vil der senere komme et uanmeldt politi- og brandeftersyn, for at myndighederne kan være helt forvisset om, at der virkelig er ryddet.

Det tog ikke de raske folk en halv time at få fyldt de første vogne. Så gik det ned mod havnen og ud af Casper Müllersgade, hvor der er etableret en helt ny losseplads i denne anledning. Her inspicerede byrådssekretær Jacobsen de gryende bjerge. Her ender så de mange Koldingminder i skøn og demokratisk fællesskab, uceremonielt og usnobbet, og det meste forenes i ildens lutring.

Kilde: Kolding Folkeblad, 1. september 1939, side 6.