For forvoldt forsinkelse og ekstra udgifter i anledning af et under transporten borteblevet stempel til dampmaskinen
Vi spurgte i dag direktør Ejner Pedersen, Kolding Hørfabrik, om høravlen på Koldingegnen er ved at være i hus?
“Det hjælper, lød svaret, men hørren har desværre taget megen skade i den tid, afgrøden har stået på marken i regn og slud. Det er kedeligt nok, for der var jo ellers en meget stor hørhøst i år Landmændene har desværre ment, at hørren kunne tåle regnen bedre end kornet, og den har derfor fået lov til at stå til sidst, men resultatet er blevet, at frøet er spiret og er stærkt forringet i kvalitet.”
Hvornår begynder fabrikken på den nye kampagne?
“Jeg tænker, det bliver på næste mandag. Vi er jo blevet en del forsinket på grund af, at en maskindel, der skulle til reparation hos ‘Atlas’ i København, blev borte under transporten med Statsbanerne. Det var et stempel til vor dampmaskine og et krydshoved. Statsbanernes folk kunne ikke finde pakken, og jeg måtte selv til København og var næsten ved at falde over den, da jeg kom ind på Godsbanegården. Mærkesedlen var revet af. Her havde maskindelene ligget i en 14 dages tid.”
Har det forsinket fabrikkens drift lige så længe?
“Ja, i den tid, vi ikke har kunnet bruge vor dampmaskine, har vi måttet bruge strøm fra elektricitetsværket. Det koster os 400 kr. daglig, men elektricitetsværket kvier sig ved at undvære strømmen. Vi kører i denne uge ved elektricitet med halvdelen af skætteriet, idet vi behandler nogle forsøg. Da ‘Atlas’ skal bruge 3 uger til reparation af maskindelene, ordner vi det på den måde, at vi får de gamle maskindele tilbage – vi kan ikke undvære dem i de 3 uger – og så bliver der lavet nogle helt nye.”
Hvad sagde Statsbanerne til sagen?
“Vi fik ikke engang undskyldninger, men Banerne vil komme til at høre nærmere fra os, idet vi agter at anlægge erstatningssag mod D.S.B. for den forvoldte forsinkelse og for ekstra-udgifterne, vi har haft til elektricitetsforbruget.” […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 5. oktober 1942.