Den 2. September 1942, dagen efter tre årsdagen for storkrigens udbrud, har den danske statsminister Vilhelm Buhl valgt at holde en tale til den danske befolkning, om ikke at deltage i “landsskadelige” handlinger såsom sabotage.
Buhl, samt andre tilhængere af samarbejdspolitiken, hævder at sabotagen er direkte til skade for samarbejdspolitiken og dermed for Danmark.
Martin Nielsen, MF
Venstre Fængsel, Kbhv. V.
Den 22. juni 1942Til
Det i henhold til loven om forbud mod kommunistisk virksomhed m.v. nedsatte rigsdagsudvalg.Hr. formand !
Som det vil være det ærede udvalg bekendt gennem en række breve, som bl.a. jeg i det forløbne år har tilstillet udvalget, har de internerede og fængslede kommunister ved siden af en stadig og alvorlig protest mod det grundlovsstridige i indespærringen utrætteligt protesteret mod den behandling, vi har været underkastet under selve den ulovlige indespærring.Jeg skal endnu engang, dels på grund af, at vi passerer årsdagen for grundlovsbrudet, dels fordi vi, måske i denne højtidelige anledning, igen er genstand for ondartede administrative repressalier, gennem denne korte og ufuldstændige redegørelse, give udvalget og dermed rigsdagen, der både nu og i fremtiden bærer det egentlige ansvar, et billede af, hvad det egentlig er, der administrativt er foretaget overfor danske statsborgere, mod hvem der efter et års forløb ikke er rejst nogen sigtelse, langt mindre nogen anklage end ikke for at have overtrådt politivedtægten eller mørklægningsbestemmelserne.
Flertallet af os blev arresteret den 22. juni 1941. En del af os, deriblandt undertegnede, blev arresteret af “danske” politiembedsmænd i venskabeligt og kammeratligt samarbejde med medlemmer af det hemmelige tyske statspoliti. Trods min energiske protest under henvisning til min immunitet som rigsdagsmand, trods min protest mod husundersøgelse uden dommerkendelse og mi særlige henvisning til specielt mit hjems ukrænkelighed, blev arrestationen opretholdt og husundersøgelse uden min nærværelse foretaget. Den dag i dag har jeg ikke fået at vide, hvad der er beslaglagt i mit hjem, hvorfor det er beslaglagt, eller hvor de beslaglagte ting findes og til hvilket senere formål.
Som det skete i mit tilfælde, er det stort set sket i alle andre tilfælde.
…Efter to måneders indespærring … blev vi så overflyttet til koncentrationslejren i Horserød. Det forekommer mig betegnende for rigsdagen og det ærede udvalgs ansvarsbevidsthed, at bortset fra folketingsmand Amby, har intet medlem af rigsdagen eller af udvalgets medlemmer følt det som deres selvfølgelige pligt på stedet at undersøge, hvordan over hundrede ulovligt indespærrede danske statsborgere egentlig levede.
…
Allerede et par dage efter min arrestation den 22. juni 1941 henledte jeg i et brev til statsminister Stauning regeringens opmærksomhed på den økonomiske situation, de indespærredes familier var kommet i, og krævede, at regeringen udenom socialkontorerne fandt en anstændig løsning på dette alvorlige spørgsmål. Landets daværende statsminister var så venlig at lade mig vide, at “hvad det økonomiske angår, kan statsministeren hun henvise til Deres løn som rigsdagsmand”.
Straks efter min ankomst til lejren sendte jeg socialminister Kjærbøl en skrivelse med tyve dokumenterede tilfælde, der viste hvilken økonomisk elendighed, de pågældende familier var kommet ud i, og krævede igen en anstændig og generel løsning af dette spørgsmål.
Der skete imidlertid intet. Familierne var stadigvæk henvist til socialkontorernes forgodtbefindende. …
Uddrag af brev fra Martin Nielsen, folketingsmedlem for DKP, 22. juni 1942
Kilde: Fængselsdage og fangenætter, af Martin Nielsen (1949), forlaget Tiden
Den såkaldte Kolding-sag, hvorefter Kolding Byråd skulle have vedtaget at afskedige alle under kommunen ansatte gifte kvinder med undtagelse af rengøringskonerne, har nu fundet sin ministerielle afslutning. Dansk Kvindesamfund fik til Indenrigsministeriet, der dels forhandlede med Statsministeriet, dels med Amtmanden over Vejle Amt og dels med Kolding Byråd.
Byrådet har erklæret at opsigelsen ikke angår kvinder i faste stillinger, normeret ved godkendt vedtægt i henhold til Købstadskommunalloven. Afskedsbeslutningen omfatter således ikke tjenestemandansat personale, og beslutningen kan derfor efter amtet og Statsministeriets opfattelses ikke være stridende mod loven. Indenrigsministeriet kan derfor kun slutte sig hertil, men det bemærker dog i svareskrivelse til D.K., at ministeriet må anse Byrådets beslutning for lidet stemmende med de synspunkter, der ligger til grund for loven.
Kilde: Folket, 22. juli 1941.
Et administrativt centralorgan for beskæftigelsesforanstaltningerne.
Statsministeriet meddeler:
Ved nedsættelsen af regeringens Beskæftigelsesudvalg, blev der foretaget et afgørende skridt i retning af at tilvejebringe enhed i planlæggelsen af arbejdet for bekæmpelsen af arbejdsløsheden og fremme af den hjemlige produktion. Det vil imidlertid være af største vigtighed at gå videre af vejen mod en centralisering af bestræbelserne for arbejdsløshedens bekæmpelse, produktionens forøgelse og udnyttelsen af de til rådighed værende beholdninger.
Beskæftigelsesudvalget har drøftet, hvilke administrative forholdsregler der burde tages for at nå dette mål. Man har været enig om, at der bør gennemføres en ordning, som på den ene side sikrer, at behandlingen af de herhenhørende sager og spørgsmål vedvarende finder sted i det ministerium, hvor den pågældende sag efter sin natur hører hjemme, og af de personer, der er sagkyndige på disse områder, og på den anden side tilvejebringer et fast samarbejde mellem de forskellige interesserede administrationsgrene og sikrer iagttagelen af de fornødne hensyn til beskæftigelse, forsyning og økonomi.
Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 24. april 1941.
Nytårsaften holdt den danske statsminister Stauning en tale til det danske folk, talen kunne ligesom Kong Chr. X’s nyhedstale høres igennem radioen, og havde følgende ordlyd:
Læs mereEt nyt år begynder, og vi forlader det gamle år uden sorg. Vi har levet et år, som formede sig meget usædvanlig, et år, der bragte os alle overraskelser og skuffelser, men dog et år, der har virket ved sin alvorsfulde lære, som har fået os til at indse, hvor meget godt og smukt vort land rummer, et år, der med voldsom kraft har talt til os om vort fædreland og om de værdier, der er skabt igennem mange slægtsled. Værdier, som vi ikke vil miste.
Læs mereMinisteriet er i dag rekonstrueret. Det består nu af medlemmer fra de fire største partier på Rigsdagen – det konservative Folkeparti, Det radikale Venstre, Partiet Venstre og det socialdemokratiske Parti, samt af repræsentanter hidkaldt fra livet udenfor de politiske partier.
Det er en ændring i de tilvante forhold, et brud med mange års sædvane, fremkaldt af de ekstraordinære tilstande, som krigsforholdene har påført vort land.
Efter forhandlinger, der sluttede om natten mellem den 4. og 5. juli 1940, blev der opnået enighed om en ny regeringskonstruktion. Statsminister Stauning udsendt omkring midnat den 4. juli følgende erklæring:
”Ved forhandlinger i løbet af torsdagen er der blevet enighed om en rekonstruktion af ministeriet, således at antallet af medlemmer reduceres til 12. Ministerlisten vil foreligge i løbet af fredagen”
Den nye ministerliste, der består af 6 mindre medlemmer og en enkel ny minister, er om middagen den 5. juli blevet offentliggjort, efter Stauning havde været hos kongen med listen, der lyder:
Stauning, stats- og forsvarsminister
Munch, udenrigsminister
Krag, viceudenrigsminister
Buhl, finansminister
Bording, landbrugsminister
Unmach Larsen, justitsminister
Jørgen Jørgensen, undervisningsminister
Kjærbøl, socialminister
Christmas Møller, handelsminister
Brorson, trafikminister
Knud Kristensen, indenrigsminister (den nye minister)
Fibiger, kirkeminister
Socialdemokratiet har fået 5 medlemmer af regeringen, Venstre 3 medlemmer, de Konservative og de Radikale har hver fået 2 medlemmer.
De seks minister, der går, er følgende; indenrigsminister Dahlgaard, socialminister Ludv. Christensen, forsvarsminister Alsing Andersen, kirkeminister Johs. Hansen, trafikminister Aksel Sørensen, samt ministrene Hauch og Hasle.
Kilde: Samlingsregeringen, forsiden af Kolding Socialdemokrat, 5. juli 1940
Urene stilles frem ved midnat 14-15. maj
Vi nærmer os nu med stærke skrift den af Rigsdagen vedtagne sommertid. Den 15. ds. skal den ifølge loven indføres, og uret viser må da sættes en time frem. Hvorledes dette skal gå for sig fortæller Statsministeriet befolkningen i følgende officielle meddelelse:
Det var oprindelig tanken – i overensstemmelse med fremgangsmåden i 1916 – at ordne indførelsen af sommertiden således, at skiftet fandt sted kl. 23 om aftenen. Da imidlertid loven i den vedtagne skikkelse udtrykkelig anfører den 15. maj som første dag, anser Statsministeriet det for nødvendigt, at lade skiftet foregå ved udløbet af den 14. Altså således at klokken 0.00 den 15. maj ændres til kl. 1
Kilde: Social-Demokraten, 10. maj 1940.