Hr. Redaktør!
De bedes venligst optage følgende: Folkekøkkenet har fået en god start, og der er ikke tvivl om, at en mængde mennesker vil sende kommunen en venlig tanke, idet et stort savn her er afhjulpet. Imidlertid er der en lille Ting, som jeg gerne vilde bede vort blad oplyse læserne om, og det er at bortrydde den Idé, at folkekøkkenet kun skulde være for de allerfattigste og arbejdsløse i byen, den tankegang har jeg hørt af adskillige, og jeg beder derfor bladet slå fast, at selv om det kommunale Folkekøkken ikke er skabt for millionærer, så er det dog en foranstaltning, skabt i en nødsituation for alle byens borgere, som under mere normale forhold opfylder sine forpligtelser overfor Kolding Kommune.
Med tak for optagelse
Knud Christensen
Konsul Grausgade 17, 1. sal
Kilde: Frit ordskifte, side 4, Kolding Socialdemokrat, 8. januar 1941