Da invasionsbudskabet spredtes over landet
Så skete det da, dette store, vidunderlige, som vi har et hen til i uger, måneder, år. Invasionen blev en kendsgerning. Den 6. juni gav general Eisenhower sine soldater ordre til at indlede stormen på fæstningen Europa. Nyheden var så altovervældende, at vi ligesom i første øjeblik blev helt fortumlede. Havde vi ikke lige modtaget glædesbudskabet om Roms fald og de tyske hæres katastrofale nederlag i Italien – og så skulle vi samtidig overvældes med nyheden om invasionens start. Det var næsten for godt til at kunne være sandt. Men det var sandt! I hundredtusindvis af unge mænd fra Amerika, England og Canada var gået i kamp for at befri også vort elskede fædreland fra det tyske Barbari – og vi græd af glæde, fordi vi nu vidste, at frihedens time var rykket et afgørende skridt nærmere.
Det var derfor jubel i vore hjerter fra morgenstunden den 6. juni – og det var slet ikke muligt for os at skjule denne glæde trods stikkere og andet kryb. I sporvognene, i tog, på restauranter og i forretninger lykønskede vildt fremmede mennesker hinanden til dagen, og det var ikke så få steder, at Dannebrog gik til top til ære – i taknemmelighed – for vore allierede venner.
Det første meddelelse om invasionen kom gennem den tyskkontrollerede danske radioavis – og blev derfor modtaget med den allerstørste skepsis. For det første var vi jo blevet advarede imod falske tyske invasionsmeldinger, og for det andet var vi jo vant til at blive proppet i den grad med løgn fra denne kant, at vi ikke turde glæde os for tidligt. […]
Kilde: Uddrag af det illegale blad ‘De Frie Danske’, 11. juni 1944, nr. 9, 3. årg.
