1944 – Sprængbombe raserer 25 sommerhuse

Uhyggelig nat i Rørvig – flere sårede af glasstumperne – brandbomber antændte plantage

Nykøbing S., RB.

Under de allierede maskiners indflyvning i nat blev der nedkastet en bombe i den lette sommerhusbebyggelse i Rørvig. Desuden faldt et halvt hundrede brandbomber. Sprængbomben faldt i en fyrreplantning og raserede en tønde land med store fyrretræer, hvis stammer slyngedes langt omkring. Ved lufttrykket blev 25 sommerhus stærkt ramponerede, deriblandt 10 så alvorligt, at de ikke vil kunne repareres.

Sårede i flere af husene

Et sommerhus, tilhørende ingeniør Reim, Teknologisk Institut, blev fuldkommen slået til pindebrænde. Familien var netop i går rejst fra Rørvig. Professor Stein, København, med familie boede i et sommerhus kun 50 meter fra nedslagsstedet. En ung pige i huset fik alvorlige snitsår, og et par af børnene fik skrammer og buler af nedfaldende genstande. Translatør Carl Aage Madsen og hustru, København, der boede i et sommerhus lidt længere borte, fik svære snitsår i benene, da de banede sig vej ud af det ødelagte hus efter nedslaget. Det lykkedes ved et energisk redningsarbejde af sommergæster og beboere fra egnen samt politi og brandvæsen fra Nykøbing S. at slukke de mange brande, brandbomberne havde antændt i den knastørre plantage.

Kilde: Kolding Folkeblad, 17. august 1944.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar