Arbejdet genoptoges i morges
Arbejdernes Fællesorganisation i Odense holdt i går et 4 timers repræsentantskabsmøde, der sluttede kl. 14. Efter mødet udsendtes følgende meddelelse:
Arbejdernes Fællesorganisation meddeler: På et repræsentantskabsmøde i dag, hvor ca. 500 tillidsmænd fra samtlige fagorganisationer var tilstede, vedtoges det med overvældende majoritet at genoptage arbejdet fra i morgen, tirsdag den 24. august. På mødet fik repræsentanterne forelagt situationen således, som den forelå, og efter en længere forhandling gik man til afstemning om tre resolutioner. Den resolution, der vedtoges, havde fælgende ordlyd:
Repræsentantskabsmødet for Fællesorganisationen i Odense forsamlet til møde i den nye forsamlingsbygning erkender det opnåede forhandlingsresultat under de foreliggende omstændigheder som værende acceptabelt, og vedtager derfor atter at optage arbejdet fra og med tirsdag morgen den 24. august. […]
Arbejdet er begyndt de fleste steder
Ved normal arbejdstids begyndelse var de odenseanske arbejdere mødt ved de forskellige virksomheder, og de fleste steder påbegyndte man straks arbejdet. Efter de mange dages uro var det ventet, at alt ikke ville være gået så glat, men Odense har i formiddags atter antaget sit sædvanlige ansigt.
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. august 1943.