Handelsministeren Halfdan Hendriksen holdt om aften den 8. januar 1941 tale i Handels- og Kontoristforeningen i København, som den 9. januar bragtes i Socialdemokraten. Her bringes et uddrag fra talen:
Vi har brødkorn, sukker og kød samt foderkorn for de nedskårne besætninger til næste høst. Men reservelagrene af brændsel er angrebet og på en række områder kniber det stærkt med råvarer.
…
Når det af samfundsmæssige hensyn bliver nødvendigt at rationere denne eller hin vare, vil det blive gjort, men i dag er der intet på trapperne, og jeg vil advare mod enhver form for hamstring, også af tøj.
…
Situationen er alvorlig på en række områder, og vore beholdninger af betydningsfulde råstoffer, lader meget tilbage at ønske, men katastrofal er stillingen ikke.
Vi skal igennem, og vi vil komme igennem. Vi må resignere på en række områder, spare og spinke, vi bliver fattigere, men vi taber ikke vor tro og vort håb. Dansk erhvervsliv og dets tusinder af repræsentanter giver ikke op for vanskeligheder, selvom de er tårnhøje, og på forsyningsområdet har alle danske erhvervs-drivende en indsats at gøre hver på sit felt.
Jeg tror, at det ikke alene står erhvervene, men også hele befolkningen klart, at det er bedre at gribe ind i tide, selvom det kan være forbundet med besværligheder, end at lade forholdene udvikle sig, som de bedst kan.
Jeg ved, at det overvejende flertal af erhvervslivets mænd er indstillet på et samarbejde og på en loyal efterleven af de givne bestemmelser.
Hvis man ikke følger retningslinjerne, men søger at vinde sig fordel på kollegers eller samfundets bekostning, foretager man ikke alene en ukollegial handling, men også en handling, der i en vanskelig tid er direkte samfundsskadelig, og det siger sig selv, at vi med alle til rådighed stående midler vil gribe ind overfor sådanne forsøg.
Må jeg så blot om rationeringerne i almindelighed sige, at de danske rationeringsordninger på praktisk talt alle områder kan tåle sammenligning med andre landes rationeringsbestemmelser, og der vil fra regeringens side blive gjort alt, hvad gørligt er, for at holde den gældende rationeringsplan i de svære tider, der kommer.
I den forbindelse vil jeg også lige nævne ordningen for generatorbrænde, der jo også betyder vidtgående restriktioner for producenter og sælgere. Jeg må her tilføje, at jeg tror, nogle under tiden har været tilbøjelige til udelukkende at se på de priser, det indtil nu har været nødvendigt at betale for generatorbrænde, uden at gøre sig klart, hvordan vi ville være stillet, hvis vi ikke gennem den trufne ordning havde skabt sikkerhed for, at de 9.-10.000 biler, der i dag kører med generator, kunne få det fornødne brændstof.
I øvrigt tror jeg, at en vis nedsættelse af generatorbrændepriserne kan forventes.
At den stærke prisstigning, der har fundet sted i året 1940, er yderst betænkelig, og at prisstigningen er særlig betænkelig, når den falder på de vigtige livsfornødenheder, som er af afgørende betydning for hele befolkningens daglige liv og sundhed, siger sig selv. Men man må jo være klar over, at prisstigningen i første række falder på importvarerne, hvis priser man under de foreliggende forhold ingen mulighed har haft for at holde nede, og på de hjemlige landbrugsprodukter, hvis priser er steget meget stærkt, delvis som følge af de stigende eksportpriser, som andre landes mangel på disse varer har fremkaldt.
Jeg vil sammen med handelens folk erkende, at den prislovgivning, vi har her i landet, er streng, men jeg vil ikke erkende, at den er for streng, eller at den ikke på alle områder er fuldt berettiget og absolut nødvendig.
…
Kilde: Vor stilling er alvorlig, men ikke katastrofal, Kolding Socialdemokrat, side 1 + side 4, 9. januar 1941