1939 – Soldaterhjem i Vonsild

På initiativ af Indre Mission i Vonsild og kaptajn Kristiansen er der oprettet soldaterhjem i Vonsild Missionshus for de knap 200 indkaldte, der endnu er indkvarteret i Vonsild Sogn.

Onsdag aften åbnede hjemmet med en festlighed. Over 100 soldater havde bænket sig ved kaffebordet, da formanden for Soldatervennerne i Vonsild, snedker Arne Hansen, bød velkommen og bad soldaterne tage mod Hjemmet her med dets rettigheder og regler.

Pastor Dalby Petersen, Taps, tog derefter ordet og talte ud fra Efeserbrevet om, hvorledes krigerens åndelige udrustning også må være i orden for fårene.

Efter kaffebordet læste formanden for Soldatervennerne i Kolding-kredsen, lærer Madsen, Gjelballe, smukke træk fra soldaterlivet i jydsk dialekt. Kaptajn Kristiansen tog derpå ordet og takkede alle, der havde medvirket til oprettelsen af soldaterhjemmet.

Aftenen sluttede med en andagt ved lærer Madsen.

Kilde. Jydske Tidende, 22. september 1939

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar