Personlige og økonomiske problemer, fik den 14. juni 1940 en gårdejer, den 33 årige Peter Andersen, fra Egtved til at brænde hans gård på Egtved Mark af. Ejeren selv blev den 15. juni om aften anholdt på et svendehjem i Åbenraa.
Politiet i Kolding efterlyste over radioens 19-udsendelse gårdejeren, og han blev kort efter anholdt. Han havde straks efter branden cyklet fra Egtved til Åbenraa, hvor han på arbejdsanvisningskontoret havde fået anvist roearbejde på en gård i oplandet. Han startede i arbejdet klokken 13, og ved fyraften søgte han ned på Åbenraa Svendehjem, hvor anholdelsen fandt sted.
Det er fem år siden at gårdejeren købte gården af hans far, der havde været i familiens eje i generationer. Allerede for otte dage siden gjorde kreditforeningen udlæg i gården, og det var for gårdejeren “altsammen blevet så sort“. Gårdejeren blev varetægtsfængslet frem til 29. juni 1940.
Kilde: Branden ved Egtved fuldt opklaret, Kolding Socialdemokrat, 15. juni 1940