Kongeåkredsens Ungdomsforeninger har afholdt sit årlige nytårsstævne, som tiltrak mange deltagere. Blandt talerne til stævnet, var lektor Emil Frederiksen fra Gentofte Statsskole, som holdt ”et opsigtsvækkende foredrag om H.C. Andersen”, Frederiksen holdt et både ”vittigt og paradoksalt” foredrag, hvoraf her bringes et uddrag:
H.C. Andersen er på højde med Shakespeare og Homer. Han er vor nationalejendom, selv om han også er hele verdens digter. Vi forstår ha mog fatter hans fornemme nuanceringer.
Der er ingen tvivl om, at hvis thi: Jensen havde eksisteret og havde skrevet ”Storken”, da H.C. Andersen blev født – hvis tyvernes børnebegrænsning var kendt, og hvis Fru Andersen havde haft en læge ved barselssengen – så ville denne læge have kvalt vor store eventyrdigter i fødslen som ubrugelig for denne verden. Han var forudbestemt til at gå til grunde – men han blev reddet af vorherre og dennes sendebud på jorden, Jonas Collin. Hele hans familie var degenereret, hans far var en umulig skomager, hans mor en fordrukken vaskerkone, ja, man påstår endog, at skomageren end ikke var ahns far – nå, det må litteraturforskere om. Hans farfar var vist, hvad man kalder en skygge, og hans mormor en indadvendt og bitter almuekvinde – H.C. Andersen har søgt at hæve disse mennesker op i et højere plan. Han har fortalt, at faderen en gang efter bestilling lavede et par lædersko til en dame, som ikke ville bruge skoene, hvorfor faderen stolt skal have svaret hende: Udmærket, så tager jeg dem tilbage.
Den rigtige grund var, at skoene var så elendigt lavet, at ingen kunne bruge dem.
”Mit livs eventur” tør vist roligt betegnes som noget af det mest løgnagtige i hans produktion, men det er tillige noget af mest, mest kærlige …
Han begyndte tidligt at skrive og fik det hele i hovedet igen. Senere blev han dog ret farlig, idet man opdagede, at han i sin produktion benyttede levende mennesker som modeller. I de første år skrev han i det uendelige, og digterierne var ofte rene tyverier, f.eks. hændte det, at han har læst alenlange tragedier op, og når tilhørerne sagde:
Jamen, kære Andersen, det er jo hele stykker af Øchlenschlæger, de har skrevet af – så svarede han blot med begejstring i stemmen: – Jamen, er det ikke vidunderligt.
Men H.C. Andersen skrev ufortrødent videre. Det var gyselige ting, ja. Sådan, at tæerne krøller sig af generthed, når man læser det, men efterhånden kom der gang i det. – Kritikken var dog stadig på nakken af ham, og senere, da han var blevet anerkendt ude i den store verden, var han endnu ikke accepteret herhjemme. Det er det med profeten og fædrelandet.
Men han havde opdaget sig selv. Han fandt perlen i støvet. Han ejede det klare krystal. Han var grænseløs forfængelig, og så skrev han om sig selv. Det blev hans succes. Det blev til de mange smukke eventyr, men han var farlig for andre, thi han puttede dem ind i sine eventyr. I de kredse, hvori han kom – han spadserede altid til toppen -, var man ikke lige glade for alt. Han kom i et af de førende hjem, Heibergs, hvor mange andre, af tidens skønånder kom. Vi kan træffe dem i ”Lykkens Galocher”, i ”Den grimme ælling”, hvor Andersen var ællingen, der blev til en stor stolt svane, medens katten, der kunne gnistre, var Johan Ludvig Heiberg, hønen fru. Johanne Louise og bedstemoderen, Fru. Gyllembourg, hvor han fik lov at sige ret meget, for han kunne jo ikke gnistre som katten eller lægge æg som hønen.
Den lille fikse børnesang ”En lille nisse rejste” var møntet på H.C. Andersen, som først af alle rejste ud i den vide verden. Han kom til Stormogulen. Han førte dagbøger, og det gav ham senere idéer og inspiration.
Endelig kom anerkendelsen. Da han havde lidt meget, så blev han til noget. Han ejede poesiens blå blomst, han fremtryllede de skønneste digte, kendte det fineste skælmeri, han skrev så rent og purt. Tænk på de vilde svaner eller tænk på historien om en mor, der næsten er af evangelisk storhed.
…
Da kom sandheden om hans mor. Da var han ikke bange, da kom hans sønlige tak i historien: ”Hun duede ikke”… Der var han sin mor bekendt, da møder vi det stærkeste forsvar for hende. Stærkere kan intet menneske forsvares, så må vi gå ind i guddommelige kredse. I den historie siger han jo: Javel, hun duede ikke – ikke i verdens øjne – og dog duede hun. Hun var min mor, hun var god nok til at være min mor. Da møder vi hans taknemlighed, det er en basis gennem hele hans liv, en basis for hans poesi, – en tak, der også kaster noget af det stråleskær, der hviler over ham, tilbage på hans hjem, hans herkomst.
Kommentar til afskriften: Der er i afskriften ikke ændret i selve bogteksten, enkelte ord er dog blevet tilrettet moderne staveformer, således ordene bliver nemmere at læse og tekstforståelsen gøres lettere, bl.a er aa byttet ud med å.
Kilde: Hvis Arvelighedsteorierne var kendt på H.C. Andersen tid, var han blevet kvalt i fødslen, 14. januar 1941, Kolding Socialdemokrat, side 2