1941 – Justitsministeriet afviser biograf-bevilling

I avisen Kolding Socialdemokrat kunne det oplyses den 17. januar 1941, at Justitsministeriet havde afvist en ansøgning om biograf-bevilling fra Dansk Arbejdsmands Forbunds lokale Kolding afdeling.

Afvisningen er kommet i form af et brevsvar til Forbundet – som skriftlig begrundelse meddeles det at justitsministeriet sammen “med Filmrådet ikke finder anledning til at træffe bestemmelse om oprettelse af et nyt biografteater“.

Sparebrød

Følgende er en opskrift, der blev omtalt som “Sparebrød” i januar 1941. Opskriften blev med smagsprøver, sendt ind til avisen Kolding Socialdemokrat af en ukendt person, herfra blev det bemærket, “at det lækre brød smagte fortræffeligt“. Opskriften lyder følgende:

1½ kg sigtemel blandes med 1/9 kg flormel. En tallerken kold havregrød og 1/4 kg kolde, kogte kartofler og 150 gr udrørt gær, æltes med ½ liter sødmælk og ½ liter vand. Stilles til hævning en time. Formes som rundstykker, horn eller brød og bages ved jævn ild en god ½ time.

Socialdemokratens Sparebørd, 17. januar 1941

Derudover meddeler dagens udgave af Kolding Socialdemokrat, at Koldings indbygger tal er steget med 103 personer siden 1. november 1940, og frem til 1. januar, hvor der taltes 25.383 indbyggere i byen.

Kilde: Den tredje biograf, 17. januar 1941, Kolding Socialdemokrat, side 4
Socialdemokratens Sparebørd, 17. januar 1941, Kolding Socialdemokrat, side 4

Skriv et svar