1944 – I dag faldt dommen i den store benzinsag i Kolding

Fængselsstraffe og store indbetalinger til Staten

Den store benzinsag, der nu har verseret ved kriminalretten i Kolding i henved to år, fandt i formiddags sin afslutning her, idet dommer Strøbech afsagde dom over syv af de otte indblandede i affæren. Det var som bekendt tale om en udbredt sort børs handel og bytten med benzin- og oliemærker, og hovedcentralen befandt sig på en af byens store vognmænds kontorer. Det drejede sig i alt om mange tusinde mærker både til benzin og olie. Det har dog ikke været muligt helt nøjagtigt at få fastslået hvor meget.

Ved dommen blev hovedmanden idømt fængsel i 3 måneder, hvorfra dog fragår 6 dage for udstået varetægtsarrest, men desuden idømtes han en bøde på 10.000 kr. til Statskassen og skal endvidere til Statskassen betale 8.635 kr. i konfiskationsværdi. Endelig blev han frataget retten til at føre motorkøretøj i 6 måneder. En anden vognmand, der i forvejen havde en betinget dom på 40 dage blev idømt fængsel i 3 måneder og 10 dage med fradrag af 6 dage. Han skal til Statskassen indbetale 1.680 kr. Den første dømte vognmands bogholder fik fængsel i 50 dage, hvorfra fragår 5 dage. En fisker fik ligeledes fængsel i 50 dage, hvorfra fragår 4 dage og skal indbetale 1.828 kr. til Statskassen. Endnu en fisker fik fængsel i 40 dage med fradrag af 3 dage og skal til Statskassen betale 656 kr., og en arbejdsmand fik fængsel i 3 måneder hvorfra fragår 3 dage og skal betale 221 kr. til Statskassen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. oktober 1944

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar