Som følge af materialemangel starter der i år kun 48 ryttere
På søndag holder Kolding Bicykle Klub sit store årlige Koldinghus-Løb, der plejer at være en af de helt store begivenheder inden for den jyske landsvejssport. Der plejer til dette løb at starte henved 100 ryttere, men i år bliver deltagerantallet halveret. Årsagen er den såre naturlige, at det efterhånden er vanskeligt for rytterne at få materiel. Man havde så småt håbet også i år at formå nogle af de kendte københavnske ryttere til at deltage i løbet, men da der samme dag køres et stort landevejsløb i København, er det glippet. Heller ikke Chr. Petersen, Horsens, kommer, idet han starter i København. Chr. Petersen agter i nær fremtid at foretage et rekordforsøg og ville gerne havde den træning, som det 200 km. lange løb i København kunne give ham.
Af de 48 ryttere starter 11 mand i A-klassen, og ruten her går over 106 km., nemlig fra Ringvejen, hvor starten finder sted kl. 11.30, til Egtved, Ødsted, Dons, Bramdrup, Vejle, Fredericia og Kolding. Det bliver på det nærmeste en styrkeprøve mellem Fyn og Jylland, idet der starter 6 Fynboere med Knud Madsen, FBC, Odense, i spidsen, De jyske farver vil især blive forsvaret af Svend Jørgensen, Kolding. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28. juli 1944.