Det nazistiske parti DNSAP holdt søndag 30. juni 1940 et partipolitisk møde i Roskilde, hvor der også blev anmeldt et offentligt politisk møde i Højskolehjemmet. Politiet nedlagte dog, på grund af mødeforbuddet, forbud imod mødets afholdelse, efter noget forhandling fik nazisterne lov til at afholde mødet, dog kun med medlemmer af partiet som deltagere.
En korrespondent fra Kolding Socialdemokrat var med og kunne telefonerer hjem til avisen at “politiet havde været forberedt på, at nazisterne ville forsøge brud på landefreden, og der var derfor tilkaldt 60 betjente fra København, således at styrken har været oppe på 100 betjente“.
Det kom rundt omkring i Roskilde og udenfor mødet til optøjer, hvor der var slåskampe med politiet, og først omkring midnat var der ro igen i byen. Politiet foretog også en del anholdelser.
Korrespondenten fortsatte “der var indkaldt ca. 500 af de Fritz Clausenske nazister til spektaklerne, og de fleste af dem var fra København. … Der er grund til at understrege at det, der skete i går var en bevidst provokation fra Fritz Clausens parti imod samfundet og den offentlige orden“.
Under spektaklerne fik lederen af politipatruljen, overbetjent Berg fra Roskilde, pådraget sig alvorlige kvæstelser, han måtte efterfølgende indlægges på sygehuset. Derudover fik fem betjente mindre læsioner ved sammenstødene.
Kilder:
Nazistiske gadespektakler, Kolding Socialdemokrat, 1. juli 1940
Nazi-spektakler i Roskilde, Kolding Socialdemokrat, 1. juli 1940