1941 – Tørvene kan ikke fås hjem fra Svanemosen

Vejen er opløst af regnen, men Statsskovvæsenet hævder, at miseren skyldes tørvegraverne selv.

Fra en af de Koldingensere, som i sommer har gravet tørv til eget forbrug i Svanemosen, har vi modtaget en klage over, at Statsskovvæsnet ikke holder vejene ved mosen i en sådan orden, at det er muligt at få tørvene hjem. For tiden er vejen til Vonsild fra mosen umulig at færdes på, og vor hjemmelsmand siger, at de fleste tørv, som nu ligger i mosen, vil komme til at blive liggende uden at kunne bjærges.

Vi har forelagt spørgsmålet for skovfoged Henriksen, Fovslet, som oplyser, at det er rigtigt nok, at vejen ikke er god:

Det er kun en skovvej uden fast bund, og jeg har ofte slået til lyd for at der blev lavet en rigtig kørevej, hvilket samtidig ville være en god beskæftigelsesforanstaltning. Men det har stadig ikke kunnet gennemføres. Det er dog ikke rigtigt, at der ikke er gjort noget ved vejen. Vi har haft 3-4-5 mand og et spand heste gående ved vejarbejde hele sommeren. Der er lagt kvas i og kastet jord ovenpå, og ad denne vej kunne de allerfleste af tørvene godt være reddet hjem, hvis man havde passet tiden. Men det er gerne sådan, at når det begynder at regne, så skal alle køre tørv, og det kan vejen ikke holde til. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. august 1941.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar